mandag den 16. december 2013

Råd til Cambodia og Vietnam


    • Cambodianerne er helt igennem utroligt søde og hjælpsomme. Vietnameserne og også søde men de er mere beregnende og forretningsmæssige.
    • Vær opmærksom på at hvis du fotograferer folk i Vietnam så kan du risikere at de vil have penge.
    • Hvis de skal til Siem Reap så vær opmærksom på at man skal betale en del i adgang for at komme ind i tempelområderne.
    • Når man besøger attraktioner er der typisk mange børn der vil sælge både guide service samt alt muligt fra smykker til postkort osv. Her skal der pruttes rigtig meget.
    • Asiater bliver ikke højrøstede når de bliver vrede. Det er meget uforskammet at råbe af en asiat og det anses for en svaghed at man ikke kan styre sit temperament.
    • Det er typisk asiatisk ikke at indrømme at der er noget man ikke ved eller ikke har forstået. Man kan derfor risikere at blive vist i den forkerte retning, få et ja til at de har noget bestemt på menuen  selv om det ikke findes, da man hellere vil "Lyve" end at sige at man ikke ved det der bliver spurgt om.
    • Husk billeder til visum - sørg for at have ekstra billeder med. Flere steder skal man bruge billeder.
    • Trafikken i Vietnam er vanvittig, der sker man uheld så pas på. Det er også svært at gå over gaderne specielt i de store byer. Man er nødt til at gå ud mellem knallerter og så blive ved med at gå. Køretøjerne kører uden om en men lad være med stoppe brat op eller vende om så kan det gå galt.
    • Mange steder kommer man godt og billigt Rundt på cykel. I Cambodia kører man meget i tuk-tuk, det er også ret billigt. Husk også her at prutte om prisen.
    • Husk ørepropper til natten specielt i Vietnam. Trafikken larmer helt utroligt meget. De dytter hele  tiden og på vandet larmer bådene med deres små påhængsmotorer.

    • Omkring penge - brug dollars i Cambodia dvs. lad være med at veksle til Riel. I de store byer er der hæveautomater men hvis man skal til øde områder så sørg for at hæve penge når de er i storbyerne.
    • De fleste ting er billigere i Cambodia end i Vietnam. Der er dog flere ting at købe i Vietnam. Begge lande er meget billige både mht. mad, hotel, ting man kan købe osv.
    • Giv ikke tiggere penge. Specielt ikke kvinder med børn og slet ikke hvis de har et handicappet barn. Der er mange eksempler på at forældre skader deres børn, så bliver det lettere at tigge penge. Det er fint at give dem mad hvis man f.eks, sidder på restaurant og har noget til overs.
    • Man prutter om prisen, både i Vietnam og Cambodia til ca. halvdelen af den pris der bliver opgivet fra start. Ellers er hovedreglen at man prutter ned til en pris man selv er tilfreds med. Det kan altid betale sig at købe flere stk. af det samme. Start med at få prisen på 1 stk. og adder  op med flere mens du giver et bud der ligger et pænt stykke over det første bud.


    • Det er en god ide at vænne sig til grøn te, hvis man ikke allerede kan lide det. Det er en rigtig god og billig drik og drikkes typisk alle tider af døgnet og rigtig godt til asiatisk mad.

    • Der er ingen Mcd. restauranter i Cambodia men en del i Vietnam.
    • Hvis man har småt med penge så er Pho et rigtig godt og meget billigt måltid i Vietnam, nudelsuppe som smager super godt.
    • Der er fristpressede frugter i massevis - billige og gode.
    • Mange af barerne i Siem Reap har happy hour. Lokal spiritus er langt billigere end vestlig.  De har noget stærk snapseligende alkohol i både Cambodia og Vietnam. Drik det ikke rent men det fungerer godt i cocktails. Lokal øl er billigt i både Vietnam og Cambodia.
    • Hvis man kan indfinde sig med det, så er den lokale morgenmad langt billigst dvs. ris, nudler, supper i forhold til mere vestlig mad som brød.

    søndag den 1. december 2013

    Restauranter og steder at spise i Bruxelles



    • Arcadi - Hyggelig trang cafe med fantastiske tærter

    Bruxelles: Musical Instruments Museum



    Adresse: Montagne de la Cour 2

    Et anderledes museum som vi besøgt en stille formiddag. Men bliver udstyret med et par øretlf. Og en walkman lignende ”Dims”. Museet udstiller et kæmpe stort antal forskellige instrumenter, man af dem havde vi aldrig set før. På gulvet indikerer et symbol at man kan høre lyden fra et bestemt instrument. Dette vises på ”walkmanden” og så spille en lille stykke musik. En besøg kan klart anbefales. På toppen af bygningen ligger en restaurant. Maden er OK men heller ikke mere end det, til gengæld har man fra restauranten udsigt ud over hele byen så det er klart en besøg værd. Betjeningen var denne dag langt fra professionel. Vi oplevede at flere omkring os fik serveret det forkerte og det samme galt vores egne drikkevarer. Der blev dog byttet om uden diskussion.

    Besøgt efterår 2013

    Bruxelles: Pasta Divina


     Adresse: Rue de la montagne 16

    En lille restaurant meget tæt på Grand Place. Familiedrevet far viser til bordet, datter serverer og mor står i køkkenet. Hjemmelavet pasta når det er bedst. Menukortet er ”byg selv”, så man kan vælge den type pasta man bedst kan lide, og derefter vælge sauce, tilbehør osv. Pæne portioner og rigtig god value for pengene.

    Besøgt efterår 2013

    Bruxelles: Belga Queen

    Adresse: Rue fossé aux loups 32 

    En lidt dyrere men rigtig god restaurant. Selve restauranten er meget smuk og ligner en lille udgave af det store flotte galleri i midten af byen. Det er en oplevelse at sidde i det flotte rum og spise og selv turen på toilettet er noget ud over det almindelige. Døren til det enkelte toilet er af glas, når man låser døren bliver glasset røgfarvet så man ikke kan se ind udefra. For- og hovedretter er pænt dyre, men kvaliteten rigtig godt. Til gengæld er desserterne ret rimelige i pris. Tjenerne er alle klædt på med mærkelige forklæder som er sat fast med reb, ret komisk og en smule svært at tage seriøst. Dette er en meget populær restaurant så det anbefales klart at bestille bord på forhånd.

    Besøgt efterår 2013

    Bruxelles: Arcadi

    Adresse: Rue d'Arenberg 1b

    Hyggelig cafe med god traditionel belgisk mad. Pladsen er trang da, man sidder ved små runde cafeborde, men vi hyggede os og nød den gode stemning. Vi spiste virkelig dejlige moulles et frites – en meget stor portion. Dette sted er meget kendt for deres kager og vi spiste en skøn hindbærtærte med marengs.


    Besøgt efterår 2013

    Bruxelles: Osteria a L’Ombra


    Adresse: 2 rue des Harengs

    Lille og meget hyggelig restaurant lige bag Grand Place. Meget afslappet betjening og en meget travl kok som styrter rundt i det minimale køkken. Dejlig italiensk mad til rimelige priser. De har den mest fantastisk Tiamisu, så levn plads til denne. Vi kom tidligt og fik derfor uden problemer et bord, men det anbefales at reservere bord på forhånd.

    Besøgt efterår 2013

    søndag den 17. november 2013

    Bruxelles: Poechenellekelder

    poechenellekelder.be

    Adresse: Rue du Chêne, 5
    Superhyggelig og meget populær bar lige ved siden af det store tilløbsstykke Manneken Pis. Baren er i 2 etager og er rigt dekoreret med gamle teatercostumer, gamle bøger og en masse andet som ydereligere gør et besøg til en oplevelse.

    Menukortet består af lange rækker af øl, alle tænkelige slags. Der er øl på 2,5 og helt op til 12% alkohol, procenten får man ud fra hver øl. Der er seks forskellige slags frugtøl, med rigtig saft og smager fantastiske, selv for Line som ikke bryder sig om hverken øl eller alkohol.

    I weekenden er der fyldt helt op, både i kælderen og på første sal. Det emmer af god stemning og glade mennesker. Tjenerne er glade og har forstand på øl, og ved lige hvordan de skal skænkes.
    Til hver øl tilhører der et specielt glas - det er ikke tilfældigt hvad du får.
    På menukortet er også et lille udvalg af mad, ost, pølser og pasta, men det er hovedsagligt et sted man kommer og får sig et godt glas øl.

    Vi var så imponeret over stedet at vi kom der hver eneste dag, efter at have været ude at gå hele dagen.
    Stedet ligge lige ved Manneken Pis, og er bestemt et sted man skal forbi, hvis man alligevel er i området. Priserne er yderst rimelige.



    Besøgt efterår 2013

    Restauranter og Spisesteder i Paris


    torsdag den 26. september 2013

    Italiensk Is


    Er et MUST når man besøger Italien.
    Isens kvalitet er på et niveau, som vi ikke er vant til i Danmark, og er simpelthen den bedste af sin slags!

    torsdag den 19. september 2013

    New York: Carmine's

    Carminesnyc.com
    200 west 44th st
    Restauranten med de største potioner. Vi anede ikke hvor meget vi fik, da vi bestilte. Bestiller man hvidløgsbrød får man nok til en hel familie, og lasagnen var på en størrelse som passede til tre personer. Dette skal man virkelig være opmærksom på.
    Ellers god italiensk mad. Husk at bestil bord. 

    New York: Gallagher's

    Gallaghersnysteakhouse.com
    228 W 52nd St
    Et sjovt sted, hvor man udefra kan kigge ind i det store køleskab, hvor bøfferne ligger på række. Man bliver serviceret af ældre tjenere. Store gode bøffer. Hvis man ikke er meget sulten kan man dele. 

    New York (Brooklyn): Grimaldi's


    Grimaldisnyc.com
    (Under Brooklyn Bridge) 1 Front Street
    Bedste pizza i byen, et must hver eneste gang vi besøger New York. Man tager en tur over Brooklyn bridge til Brooklyn og får sig en lækker pizza efter gåturen. Man vælger en størrelse pizza og så vælger man alt det topping man vil have på - man designer simpelthen sin egen pizza. Man får én stor pizza som man deler.

    Paris: Le Babalou

    4 Rue Lamarck


    Super lækker pizza i Paris, ligger lige ved siden af Sacre Coeur.
    Maden er dejlig og stedet super hyggeligt. Det et meget lille sted, og man skal bestille bord.

    Besøgt forår 2013

    Paris: Le Comptoir De La Gastronomie

    34 Rue Montmartre
    Denne restaurant havde den mest delikate og lækre foie gras, som vi delte til forret. Derefter fik vi bedste den lækreste løgsuppe! Det er et must at få sig en gang løgsuppe i Paris, hvis man kan lide det. 
    Et dejligt sted, og maden rigtig lækker. Til dessert kan man også vælge at få en kæmpe profiterole, hvilket vi dog følte ville være lidt overkill.

    Besøgt forår 2013

    Paris: Marguerite

    50 Rue de Clignancourt
    Kød i topklasse. Stedet er fint, pænt og hyggeligt. Line fik sin yndlingsmåltid i Paris her. Kalvekotellet som smagte himmelsk, selvom hun normalt ikke er helt kødvild, samt gnocchi som smagte vidunderligt.   Marianne fik and. Stedet var lidt dyrere, men maden fantastisk kvalitet.
    Besøgt forår 2013

    Paris: Le Refuge Des Fondus

    Det er mere den specielle oplevelse, atmosfæren og de sjove detaljer som gør denne restaurant så fed, selvom at selve maden også er rigtig lækker.
    17 Rue des 3 Frères

    Man kommer ind i et lille aflangt rum, med bænke og små borde sat samme på begge sider. Væggene er fyldt med graffiti. Borderne står helt op af hinanden, og der er intet sted man kan gå udenom og ind til bænken, derfor må man træde op på en stol og henover bordet for at komme ind på sin plads på bænken. Det betyder også at man sidder helt tæt med folk, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt.

    Menuen står på fondue, og man kan vælge mellem ost eller kød. Vi valgte kød, da ostefondue kan blive virkelig tungt og alt for meget efter et stykke tid. Før fonduen får man en hyggelig lille antipasti med oliven og små stykker pølse. Så kunne man vælge mellem rødvin eller hvidvin (eller sodavand/vand). Du vi fik vores hvidvin og cola, fik vi det i sutteflakser! Vi havde godt nok set andre drikke af dem, og tænkte de sikkert havde bestilt noget mærkeligt, men dette er hvad man får når man får drikkevarer. Vi kunne ikke lige klare at skulle drikke af dem, og valgte at skrue sutte-tingen af og drikke af glasdelen af flasken.

    Fonduen var lækker, vi fik fire slags dressing-dyppelse til, samt kartofler.

    Besøgt forår 2013

    tirsdag den 3. september 2013

    På cykel i Amsterdam



    Amsterdam er en by fyldt med smukke kanaler og hyggelige veje. En by hvor man kan bruge lang tid på ture op og ned af broer langs de flotte kanaler. Det kan blive til mange kilometer.
    Derfor valgte vi at cykler måtte være svaret.
    På cykel kan man komme hurtigt rundt i byen, og opleve langt mere på kortere tid, end hvis man var på gåben. Samtidig er man også fri for at tage sporvogn eller bus.


    Amsterdam er en cykelvenlig by. Der er mange cykelister og det er lige før man kan sammenligne det med København (dog har vi langt flere cykler her). På det seneste er det blevet meget populært at cykle rundt i Amsterdam, og det har også gjort byen mere cykelvenlig. Der er cykel-trafiklys på de store veje, og de fleste steder er der også (små) cykelstier. Noget man virkelig skal være opmærksom på er sporvognssporrene! De er over alt på vejene, og man skal virkelig passe på ikke at få hjulet ned i sporet, for så må man stige af cyklen for at trække hjulet op igen.

    Beboerne i Amsterdams cykler er ikke særlig avancerede, og de har næsten alle den samme slags cykel. Dette skal man være opmærksom på, hvis man lejer en cykel. De fleste cykler har ikke gear. Vi så ikke EN cykel baggagebære (det kender de ikke til) - man har cykeltasker hængende bag på. Cyklerne har heller ikke cykelkurv. Derfor er det godt at huske en strop til cyklen.
    Cykelhjelm så vi kun ét menneske med (og han var professionel) - og ja vi ledte efter dem. Vi valgte dog alligevel at have vores medbragte cykelhjelme på.

    Vi havde lejet vores cykler hjemmefra, hos Ajaxbike. Da vi kom for at hente vores cykler blev vi mødt at en meget energisk snakkesaglig græsk mand som hed Stellos. Man kan vælge at bestille en cykel enten med gear eller med fodbremser - og vi valgte at vi hellere måtte være på den sikre side og have bremser på cyklerne. Cyklerne blev vasket en gang og Stellos gav sig god tid. Pludselig kom der et helt optog af gadevaskere bestående af 3 maskiner og en mand med en kæmpe spuler og vi måtte skynde os indenfor. Cyklerne koster ca. 6 dollars pr dag at leje (se skema på deres hjemmeside). Man får nøgler til at låse cyklerne normalt og så to store hængelåse, da cykler i Amsterdam meget let bliver stjålet.

    Det kan bestemt anbefales at vælge cyklen når man skal rundt i Amsterdam. Det er let og hurtigt, og man når at se meget mere end ellers. 

    Amsterdam: Pannelkoekenhuis Upstairs

    www.upstairspannenkoeken.nl
    Grimburgwal 2
    Det hyggeligste lille pandekage-sted. For at komme op til den lille restaurant hvor der er plads til max 14 mennesker, skal man op af en smal og meget stejl typisk amsterdamsk trappe. Der er fyldt op, og vi måtte vente i ca. 15 minutter - noget man klart må forvente.
    Pandekagerne er store, og kan fås i en lang række varianter. Selvom vi havde fået en lille frokost, kunne vi ikke spise vores pandekager op, men de smagte fantastisk. Marianne fik en pandekage med æggesnaps, syltede pærer og chokoladesauce, Line fik en med jordbær og chokolade.

     

    Besøgt sommer 2013

    Amsterdam: Spanjer En Van Twist

    www.spanjerenvantwist.nl
    Leliegracht 60
    Sidst vi var i Amsterdam besøgte vi denne restaurant, som har borde helt ned til en kanal. Sidst spiste vi der til aften og fik en lækker tapas. Denne gang var vi der til frokost, og fik henholdsvis ravioli og et stykke tærte. Potionerne var dog enormt små, og vi blev slet ikke mætte, hvilket var utilfredstillende. Det gjorde dog at vi kunne spise pandekager senere da vi besøgte Pannelkoekenhuis Upstairs

    Besøgt sommer 2013

    Amsterdam: Bolhoed

    Prinsengracht 60-62
    Super lækker vegetarisk restaurant lige ved en af kanalerne. Sidst vi var i Amsterdam spiste vi også her, og var overvældet af hvor lækkert det var. Denne gang var oplevelsen ikke lige så stor, men humusen er stadig den bedste! Så lækkert.

    Besøgt sommer 2013

    fredag den 2. august 2013

    Irland: The Pancake Cottage

    Strawberryfield-ireland.com/index.html
    Hvis man er ude på tur rundt The Ring of Kerry, på cykel, gåben eller i bil, så er dette sted et must. Men især efter kampen op og ned af bjerge på cykel eller gåben, er det et sted som kommer som næsten kaldt fra himlen. Stedet ligger ene og alene, og er meget langt fra andre spisesteder. Det er et rigtig hyggeligt sted og er man der en dag med godt vejr, kan man også sidde udenfor og se udover det smukke landskab. 
    Menuen er fyldt med alle tænkelige pandekager. Vi valgte en med kanel og æble og en med jordbær, banan og smeltet chokolade og så skal der selvfølgelig også en god klump vanilje is på. Pandekagerne er super lækre og størrelse er stor - man kan næsten ikke spise en hel en. 

    Besøgt sommer 2011

    torsdag den 1. august 2013

    Amsterdam: Bazar

    www.bazaramsterdam.com/read/1441
    Albert Cuypstraat 182
    Dette er en restaurant som afspejler sit navn. Når man træder ind i det kæmpe store rum af to etager, forstår man godt navnets valg. I den ene ende er hele loftet fuldt med lyskæder, som lyser i alle mulige vilde farver. På anden etage er der en hel væg med kakkel-mosaik og store usmagelige lysekroner i alle mulige farver. De mandlige tjenere går rundt med kæmpe fade fyld med mad og drikkevarer, som de kvindlige tjenere kommer og serverer ved bordene. 
    Maden er mellemøstlig. Vi var der til frokost og valgte det der hed "Den store frokost", og fik derfor en hel masse forskellige spændende mellemøstlige ting. Det kan klart anbefales, for på den måde smager man en masse forskellige ting. Samtidig går man heller ikke galt, hvis man ikke helt har styr på hvad de forskellige ting på menuen er. 
    Restauranten ligger på gaden for Albert Guypstraat-markedet, og man kan tage sig en tur her før eller efter frokost - man skal bare huske at markedet lukker kl. 5 og ikke har åben om søndagen.

    Besøgt sommer 2013

    onsdag den 31. juli 2013

    Amsterdam: De Pizza kamer

    www.pizzakamer.nl
    Adresse: Tweede van der Helststraat 16 
    Det siges at de har de bedste pizzaer i byen, og vi kan tilføje, at pizzaerne er lige så gode, som dem man får i Italien.
    Deres menu består af en lang række pizzaer og valg af ekstra tilbehør, som man kan tilføje på sin pizza. På den måde kan man næsten bygge sin egen pizza, hvilket er dejligt hvis ingen af pizzaerne på menuen passer en. De har også et par andre retter, fx. lasagne, men det er pizzaerne man skal gå efter, hvis man vil spise på denne restaurant.

    Besøgt sommer 2013

    onsdag den 5. juni 2013

    Regntid i Cambodias fjerne hjørner - Sommer 2012


    Skrevet af Marianne
    Uberørte egne, frodig og smuk natur, rismarker med vandbøfler, regnskov,  fantastiske mennesker og dejlig mad er alt sammen unikke ting du møder på en tur til Cambodias mindre besøgte områder i sommerens våde måneder.

    Sidste år bragte os til Cambodia. På denne rejse besøgte vi alene Siem Reap og så en række af de smukke templer byen er så kendt for. Begejstringen over landet og dets befolkning har dog gjort, at vi føler en stor trang til at vende tilbage for at udforske hovedstaden og de lidt mere yderlige egne af landet.

    En rejse til et så fjernt beliggende land som Cambodia bør vare mindst 2 uger, da rejsen dertil ofte kan tage et døgn eller længere. Vores familie tæller et skolesøgende medlem, så valg af rejsetid bliver begrænset af skolernes ferieperioder, hvilket alene lader os tilbage med sommerferien som rejsetidspunkt. Asien har én våd og én tør årstid, regnsæsonen strækker sig typisk fra maj til oktober. Vi er en smule bekymrede over en ferie med troperegn og den høje fugtighed, som kan være svær at håndtere. Proeun, en ven vi fik på sidste tur til Cambodia, forsikrer os dog om, at sommeren faktisk er det mest ideelle besøgstidspunkt. Det regner typisk kun 1 eller 2 timer om dagen, landet er meget frodigt og smukt på denne årstid, priserne lavere end i højsæsonen og antallet af turister minimalt. Og som en kollega, der tidligere har boet i Cambodia siger, ”bedste tidspunkt er når det passer ind i planerne”. Alle input skal vise sig at holde stik. Den længste regnbyge vi oplever, er på et par timer ledsaget af det flotteste hektiske tordenvejr. Den frygtede varme og høje fugtighed vænner vi os forbavsende hurtigt til og glæder os til de daglige regnskyl som frisker op og giver en grøn og smuk frodighed.

    Rejsen starter i Siem Reap. Vi genser med stor glæde de smukke templer bl.a. Angkor wat verdens største helligdom, kører i tuk-tuk, handler på det hektiske marked, spiser den berømte ret ”fisk Amok” og drikker en masse friskpresset frugtsaft (lime, Passion, ananas, mango, dragefrugt osv osv)
    I planlægningsfasen har jeg søgt en del på nettet. Det har givet os lyst til at udforske de fjerne bjergegne i den nordøstlige del af landet i Mondulkiri provinsen. Området grænser op til nabolandet Vietnam. Området er sjældent besøgt af alle andre end den befolkning, der bor her. Årsagen skal primært findes i den fjerne beliggenhed og dårlige vejforhold. Vejene i Cambodia er generelt i meget dårlig stand, og indtil 2011 var turen i bjergene desuden behæftet med en vis risiko. Specielt i den våde sæson oplevede man en del dødsfald forårsaget af mudderskred, som skyllede biler fra vejen og ned i kløfterne, dette er heldigvis ikke  tilfældet længere.
      Hotelophold og kørsel er arrangeret hjemmefra via vores ven Proeun, som har et cambodiansk rejsebureau. Vi har på hele turen samme chauffør Sokha, som kører både godt og sikkert. Vores bil er blandt de nyeste, vi ser i landet, og det giver os en god fornemmelse af tryghed, når vi færdes på de meget travle veje. Her er massevis af knallerter og motorcykler proppet med passagerer  (3-4 personer på et køretøj er bestemt ikke udsædvanligt), biler uden lys og gamle faldefærdige busser som alle kører så hasarderede, at man skulle tro passagererne ikke har lyst til at opleve dagen i morgen.  Vi når under vores ophold at køre mange km og tilbringer rigtig mange timer i bilen, men selve kørslen er en stor oplevelse. Vi passerer de smukkeste rismarker, som om sommeren bliver tilplantet med nye risplanter. Det er meget malerisk at se de mange kvinder, mænd og børn i farvestrålende tøj, som står i vand til knæene, mens de planter ris. Der er mange vandbøfler i markerne og  risbønderne pløjer typisk jorden med okser foran ploven. Vi oplever også det ene store område efter det andet med farvestålende lotusblomster i pink og hvide farver, plantager med avocado, mango, kaffe, peber og nyder synet af de specielle træhuse som i Cambodia bygges på pæle.

    Mondulkiri
    Den nyåbnede brede, meget lidt befærdede og flotte vej på det sidste stykke af rejsen, som bringer os gennem de betagende smukke bjerge, gør at vi efter ca. 10 timers kørsel kommer sikkert frem til hovedbyen Sen Monoron. Byen består af en hovedgade med enkelte restauranter, et par guesthouses og butikker. Vores hotel – Hotel Mondulkiri ligger på en sidevej med udsigt ud over de fascinerende smukke bjerge og floden. Standarden er OK, vi har både aircondition, badeværelse og et køleskab som dog ikke virker, og stedet fungerer som en fin base i de 3 dage, vi er i området.
    Hotellets restaurant ligger for enden af en lille bakke med en fin balkon ud til floden. Vi indtager den første aftens måltid med hele restaurantens tjenerstab på 5 unge kvinder siddende ved bordene lige omkring os, mens de følger med i, hvordan vi håndterer spisepindene. Noget der vidner om, at turister ikke hører til hverdagen i bjergene. Også hotellets kat synes om vores selskab, den tilbringer aftenen liggende ovenpå Lines fødder, formodentlig drømmende om at der falder en godbid af. Menukortet er gigantisk med langt over 100 retter og tæller en del anderledes spiser som f.eks. komaver og tekstikler. Vi holder os dog til det mere sikre og får dejlige stegte nudler med oksekød og lynstegt vandspinat med hvidløg.

    Næste morgen møder vi guiden Mr. Mot udenfor vores hotel. I Cambodia tiltaler man hinanden ved efternavn. Det skaber lidt forvirring i starten når vi skal checke in på hotellerne. Vi lærer dog hurtigt at  reservationen står under Marianne og ikke efternavnet Frisenvang. Mr. Mot er en yngre mand som er vokset op i og fortsat bor i en af landsbyerne i provinsen hvorfor han taler minoritetsbefolkningens sprog. Dette adskiller sig meget fra Khemer (hovedsproget i Cambodia) og landbyboerne kan typisk kun tale dette  specielle modersmål. Den største minoritetsgruppe i området er Bunong, men der findes en række andre befolkningsgrupper, hvilket gør denne meget sparsomt befolkede del af Cambodia meget farverig og unik. Her er dejlig køligt da gennemsnitsbeliggenheden er 800 m. over havets overflade. Området er også Cambodias mest dyrerige. Her er bl.a. vilde elefanter, tigre og bjørne. Vi ser dog kun tamme elefanter under vores ophold. For folk med den rette eventyrlyst er mulighederne utallige. Trecking ture, wild river rafting, badning i vandfaldene, elefantridning osv. 
    Mange der på forhånd undersøger mulighederne for adspredelse i Mondulkiri vil falde over et projekt, der hedder ”the Elephant Valley Project”. Dette beskrives som en redning af områdets elefanter, som angiveligt skulle blive mishandlet af den lokale befolkning. Man kan mod betaling besøge projektet og overskuddet hævdes at gå til bevarelse af elefanterne og til støtte for den lokale befolkning. Vi oplever dog hurtigt at folk i området har en helt anden historie. Projektet ejes af en udlænding som tjener gode penge på dets tilstedeværelse.   Dette projekt sætter den lokale befolkning i et dårligt lys, samtidig med at det borttager dem deres levebrød. Der er meget få indtjeningsmuligheder i bjergene og den begyndende turisme kan være en redningsplanke for deres fortsatte overlevelse. Det forudsætter dog at de tilrejsende folk tager bl.a. elefantture med Buongerne og deres elefanter. Vi ser for øvrigt kun tilfredse elefanter, som behandles pænt. De er værdifulde for deres ejere, så de passer godt på dem. En typisk arbejdsdag for en elefant er på få timer med et par turister på ryggen for herefter af kunne slappe af i området.
    Minoritetsgrupperne ser aldrig overskuddet, det gør regeringen til gengæld, som får sin del som tak for at give tilladelse til dets eksistens.

    Vi får 3 uforglemmelige og ikke mindst underholdende dage i Mondulkiri. Mr. Mot er selvlært i det meste. En intelligent mand som i sin tidlige ungdom fik tilbudt et universitetslegat. Han valgte dog at blive i landsbyen, hvor han forsørger sine forældre, der begge er syge, samt sin døve søster og lille nevø. I et land uden nogen form for socialt sikkerhedsnet er dette ofte den eneste løsning for den yngre generation. Mot taler et pænt engelsk, taler flydende fransk, lidt tysk og så naturligvis de lokale sprog. Det skal også vise sig at han er et rent ”naturbarn”, har bl.a. boet 3 år i urskoven og er guide på en del overlevelsesture i det store bjergområde. Vi får en lille forsmag på hans viden. Mens vi ser måbende til, tager han pludselig en bid af en træstamme, og mens han tygger, fortæller han at dets bark er godt for diaree. Mot er meget talende og på mange måder en usædvanlig cambodianer. Bl.a. flirter han så det sjældent er set værre, men heldigvis er han også udstyrret med en stor portion selvironi som gør, at vi alle 3 får et godt grin, når hans bejlen til os to kvinder bliver for meget.



     
    Alene det at færdes i området er smukt og betagende. Her er endeløse vidder med utallige typer af grønne træer, bjerge, floder og små landsbyer. Blandt de store oplevelser er besøg ved en række af de smukke vandfald. Regntiden gør at vandmængden i floderne er store, og det giver fantastisk kraftige og brede vandfald, som man kan bruge timer på at beundre. Fascinerende er det desuden, at der ikke er opsat hegn eller snore som begrænser besøget. Vi sidder på en sten på toppen af eller for enden af et vandfald, klatrer på bakkerne langs med vandmasserne og nyder i fulde drag det enestående syn af uberørt natur.

      Blandt de absolut største højdepunkter er besøg i minoritetslandsbyerne. Her lever befolkningen et stille og roligt liv, hvor man primært er selvforsørgende. Vi går gennem landsbyer med høns og kyllinger løbende om benene og ser det udsædvanlige syn af en vildsvinemor med en større folk børn på besøg i byen. Et helt specielt håndværk er vævning af stoffer og tørklæder som typisk afsættes på de lokale markeder, desuden dyrkes der ris og de små køkkenhaver og frugtplantager vidner, om at man formodentlig spiser en god og varieret kost. Vi møder generelt en fantastisk gæstfrihed med smilende mennesker, deres imødekommenhed går lige i hjertet. 60% af Cambodias befolkning er analfabeter, og tallet i landsbyerne er langt større.  Her er kun få skoler og manglen på lærere gør, at kun de færreste har den helt basale viden som at læse, skrive, tælle og regne. Vi møder en smuk gammel dame som vil sælge os et af sine vævede tørklæder. Prisen sættes til 5$, men da hun får pengene i hånden bliver hun forvirret. Hun har aldrig set en $-seddel og beder om 20.000 Riel (den lokale mønt) som modsvarer beløbet i $. Dette giver dog også problemer, da hun ikke kan tælle, men alt ender som ønsket, da hendes barnebarn bliver tilkaldt og kan tælle pengene for hende.

    Under vores ophold besøger vi desuden en plantage som dyrker, kaffe, peber, avocado, mango og mange andre eksotiske ting. Det er spændende for os danskerne at se hvordan træerne/planterne ser ud, smage på de grønne peberkorn direkte fra busken og får de mest fantastisk smagende avocado.

    Koh Kong
    Efter 3 uforglemmelige dage og med et meget lille ønske om at drage videre går turen syd/vestpå mod Koh Kong og regnskoven. Denne del af vores rejse viser sig at blive ekstravagant, enestående og giver skønne   omend ikke så dybtfølte minder, som vi fik i det område, vi lige har forladt. Koh Kong provinsen gemmer bl.a. på de fredede cardemomme bjerge med en helt unik natur bl.a. store mangrove skove, floder, bjerge, regnskov, vandfald og et rigt dyreliv.
    4 River Floating Village
    Vi skal bo direkte på floden midt i regnskoven på 4 River Floating Village. Transporten til ”hotellet” foregår pr. båd.  En smuk tur ned af floden og lige pludselig efter 20 min. Kommer ”teltlejren” til syne. Vi bor i et luksustelt på ca 50 m2 placeret på en flydende ponton. Her er stue, et stort badeværelse med bad, træk og slip og alt man kan ønske sig. Der er varmt vand, men det er en smule ustabilt både i varmegrader og vandstabilitet, hvilket vel er mere en forventet, vi befinder os midt i regnskoven. Fra den møblerede terrasse er der direkte adgang til den private pool nemlig floden, som vi bader flittigt i både morgen, middag og aften. Dette naturligvis efter at hoteldirektøren har bedyret, at der hverken er krokodiller eller andre farlige dyr i vandet.

    Det er helt fantastisk at bade i den grønne flod med udsigt til den frodige regnskov og bjergene. Stedet er unikt og har en klar aura af luksus med en skøn restaurant og et højt serviceniveau. Hotellet står for daglige udflugter som varetages af stedets faste turstab – 3 meget snaksaglige unge mænd som hygger om os gæster. Man må dog forberede sig på, at turene kan blive mindre optimale pga. vejret. Vi er midt i regnskoven og det er regntid. Således tager vi på en 2 timers solnedgangs tur uden at se solen. Det øser ned, lyner og tordner men vi hygger os i de udleverede regnfrakker og har en ganske fin tur alligevel.

    Til gengæld skinner solen fra en skyfri himmel den dag vi tager på tur til et nærliggende vandfald. Sidste del af turen ind til selve faldet foregår i de medbragte kajakker. Det er sjovt og udfordrende at sejle op af floden mod strømmen mellem klipper og sten. Et fransk par der er med på turen må da også tage sig en ufrivillig svømmetur da deres kajak kæntrer til meget morskab for os 4 andre gæster, der er med på turen. Vi klatrer op til den nedre del af faldet, får vandmassage af det kraftige vandfald, kravler ind bag vandmasserne til en lille grotte, enkelte af os hopper i vandet fra klipperne og slutter af med at bade i floden på toppen af faldet. En dejlig dag selv om vi vender hjem med pænt røde skuldre og ben til trods for flittig brug af solcreme.

    Aftenen byder på endnu en unik oplevelse. Som følge af den flotte og solrige dag er der gode muligheder for at se ildfluer i aktion. Vi bliver sejler et lille stykke op ad floden og kommer til det første træ tæt beboet af disse morsomme insekter. Træet blinker og stråler som et overbehængt juletræ. Ildfluerne har deres faste yndlingstræer, og vi sejler forbi flere af disse og nyder synet af dette meget specielle og morsomme syn. Som ekstra gevinst stråler den smukkeste stjernehimmel over os.
    Efter 3 afslappende dage forlader vi det lille paradis i regnskoven. Vi bliver sejlet tilbage til flodbredden hvor vores søde chauffør Sohka venter for at køre os videre til nye eventyr i kystbyen Kep.
    Det har været en uforglemmelig oplevelse at besøge det smukke Cambodia med dets helt unikke gæstfrie men hårdtprøvede befolkning. Turen har sat sine spor, landet har fået en helt speciel plads i vores hjerter. En ting er helt sikkert, vi kommer igen og dette formodentlig mere end én gang.

    Praktiske oplysninger:
    •  Det er ikke muligt at flyve direkte til Cambodia fra København. Der afgår fly til Cambodia fra mange af de større asiatiske hovedstæder bl.a. Singapore og Bangkok. Vi fløj med Austrian airlines til Cambodia med mellemlandinger i Wien og Bangkok. Turen tog knap 20 timer med fornuftige ikke for lange ventetider undervejs. Vi bestilte flyrejsen i god tid og betalte knap 6500 kr. pr person.
    • Der kræves visum ved indrejse til Cambodia. Dette betales og udstedes ved ankomst til lufthavnen. Medbring 20$ i kontanter og pasfoto.
    • Efter anbefaling fra Rejseklinikken i Ordrup fik vi vaccinationer mod en række sygdomme og tog malaria forebyggende tabletter på hele turen. Vi gjorde flittig brug af myggebalsam indeholdende Deet 50%. Dette købes på nettet fra f.eks. engelske hjemmesider. Vi fik kun enkelte myggestik. Det anbefales at anvende myggespray både om dagen (mod Denguefebermyggen) samt om aftenen (mod malariamyggen) samt holde hotelværelset frit for myg.
    • Hovedparten af de pæne restauranter i Cambodia vasker grøntsager i desinficeret vand og producerer isterninger af rent drikkevand. Hvis man vil være på den sikre side, skal man holde sig fra alle rå grøntsager, fisk, skalddyr, isterninger og al frugt som ikke kan skrælles. Vi spiste pænt af det hele men brugte vores sunde fornuft ved valg af restauranter. Vi havde ingen større problemer med maven undervejs.
    • Vores rejsearrangør i Cambodia Kampoul Adventure kan varmt anbefales. Bureauet stod for alt det praktiske inkl. bestilling af hoteller og chaufførservice. www.adventure.com.kh
    • Ved besøg i Mondulkiri anbefales det at hyre en lokal guide. Mr Mot var fantastisk og han viste os områder man normalt ikke oplever som turist. Mot træffes bedst på tlf.  +855979398266 da internettet ofte er ude af drift i bjergene.  motvi1@hotmail.com.
    • Møntfoden i Cambodia er Riel. Amerikanske  dollars kan dog bruges overalt og priser opgives typisk for begge former for valuta. Der er hæveautomater i de større byer. I de mindre byer og i bjergområderne kan der ikke betales med kreditkort.