onsdag den 1. oktober 2014

Afstressende ferie med 5 dages bøjet ryg i vinmarken i Bourgogne

”Tag med mig til Frankrig og pluk vin” sagde min kæreste Jørn som gennem de sidste 30 år har tilbragt mange uger i vinmarkerne i Bourgogne, hvor han har deltaget i vinhuset Jean Guitons vinhøst. Invitationen kommer igen i efteråret 2014 så min datter Line og jeg slår til vel vidende, at den lille uges ophold i Frankrig vil byde på alt andet end krimilæsning og afslappende timer i en solseng. 

Vin er magisk, smager fantastisk og kan, om man vil, gøres til den rene videnskab. Men det skal vise sig, at den professionelle tilgang til vin heldigvis også kan være ganske uhøjtidelig, enkel og ukrukket, uden at der slækkes på den kvalitet, der ender i flaskerne. En oplevelse der er ganske befriende. Og så er det lidt fascinerende at plukke vin på marker, hvis navne man kender fra etiketterne – og se dem ”live”.. Pommard, Aloxe-Corton, Savigny de Beaune, Ladoix. Det ville ikke have været så fantastisk, hvis det havde været jordbærplukning i Bayern.

Domaine Jean Guiton har sine vinmarker omkring den smukke by Beaune i det østlige Frankrig. Vingården ledes af Guillaume Guiton, søn af stifteren Jean Guiton. Der produceres 12 forskellige vine (10 røde og 2 hvide), der tappes gennemsnitlig 45.000 liter om året. Gården dyrker sammenlagt vin på 11,5 hektarer, men som for hovedparten af vinbønderne i området, ligger Jean Guitons vinmarker spredt rundt i området. Dette set-up daterer sig tilbage til Napoleons tid. Han udstykkede Bourgogne i bitte små lodder for at alle kunne få jord, og det betyder, at en enkelt vinbonde har kunnet få jord i mange forskellige områder og dermed dengang men også i dag kan dyrke og sælge forskellige vine. Som vinplukker betyder det, at man får set og smagt hele Bourgogne inkl. den skønne mad med traditionelle retter fra området f.eks. Boef Bourgognon, Coq au Vin.

Vi plukker i løbet af vores ophold druer på 10 forskellige vinmarker, fra de smukke meget skrå marker i højdedragene omkring Pommard og Ladoix til de uendeligt lange rækker på marken i Savigny, som vi hurtigt døber ”hademarken”. Den alt dominerende druetype er den klassiske Bourgogne drue Pinot Noir, som bruges til de røde vine, men indimellem rankerne er der hvide druer (f.eks. Bureau) - et trick for at vinen ikke skal blive for tung. Vingårdens hvide vine er fremstillet af hhv. Aligoté og Chardonnay.
Turen til Bourgogne foregår i bil. Dels fordi Beaune ligger et pænt stykke fra den nærmeste lufthavn, og dels og endnu vigtigere, da vi har planer om at anvende den indtjente hyre på vin fra de marker, vi har plukket, så vi skal kunne transportere de smagfulde dråber hjem til Danmark efter endt høst.


Der arbejdes igennem 
Alle vingårdene i området høster på samme tid, så denne uge er hektisk og traditionsbundet. Jeg har som glad hestepige i mine teenageår deltaget i hjemkørsel af halm og kan svagt huske den specielle stemning og fællesskab der lå i luften, de dage vi høstede. Det er denne stemning jeg for fuld styrke skal genopleve i Beaune denne uge i september.

Holdet af vinplukkere tæller, ud over vingårdens faste personale, lokale folk fra landsbyen, som typisk har deltaget i vinhøsten gennem mange år. Desuden suppleres med en gruppe tilrejsende unge mennesker, som enten har behov for at tjene lidt ekstra som vinplukkere, eller som ganske enkelt plukker druer for oplevelsens skyld, her i blandt 3 italienere, 2 spaniere og os 3 fra Danmark. Alderen spænder fra 18 til knap 70 år, en meget broget flok som hurtigt får en rigtig god kemi og hygger sig på tværs af alder og nationalitet.


Arbejdsdagen starter med afgang fra vingården kl. 07.15. Vi fordeles i bilerne og når efter ca. 15 min. kørsel den første mark. Vindrueplanterne står i snorlige rækker ved siden af hinanden fyldt med de flotteste blå drueklaser. Træerne bugter sig i det kuperede terræn, så langt som øjet rækker. Et smukt syn som vi ikke når at blive trætte af de 5 dage, vi tilbringer i markerne. Vi får hver en stor sort plastspand samt en saks til at klippe druerne ned med. Guillaume fordeler rækkerne mellem plukkerne og efter en kort instruktion går det løs. Druerne skal sorteres. Det er kun de modne druer, der kan bruges. Hvis vi støder på rådne, umodne druer eller synlig skimmel på klaserne, skal disse sorteres fra, så alene de brugbare druer lægges i spandene. Vi klipper og klipper og da min spand er mindre end halvt fyldt, bliver der råbt ”pannier a droit” – ”Kurv til højre” og vi vandrer op ad rækkerne til

traktoren som kører i midten. Nu skal spandende tømmes, og det foregår ved at række dem over buskene række efter række, så indholdet kan fyldes i de store bakker, der står på traktoren. Sådan har det sikkert foregået i hundredevis af år, og ordet ”pannier” er en rest fra dengang, man brugte flettede kurve. Et minut senere lyder råbet ”pannier a gauche” og det er nu venstre side af marken, der skal tømme deres spande. Det er tunge løft, da en fuld spand druer vejer ca. 10 kg, men heldigvis får vi kvinder typisk anvist de yderste rækker, så antallet af spande vi skal række videre er begrænset. Det er stort set essensen af, det at være vinplukker. Man bevæger sig ned ad rækkerne i takt med at planterne tømmes, og når man er færdig med sin egen række, hjælper man eventuelle kollegaer, som endnu ikke er færdige. Druerne hænger typisk i 80 cm. højde og nedefter, så det er uvante arbejdsstillinger, vi kontormus befinder os i, og efter den første time begynder det allerede at kunne mærkes i ryg og ben.

Den første pause kl. 9.30 er kærkommen. Der skænkes vand, og dagens første glas hvidvin nydes sammen med et stykke sandkage. Med fornyet energi plukkes der videre, til vi skal køre tilbage til gården for at spise en velfortjent frokost.

Der bydes på dejlig fransk landkost, 4 retter mad med bl.a. et stort udvalg af de lækreste oste. Vi spiser med god appetit og skyller efter med både hvid- og rødvin fra flasker uden etiketter, hvilket bare får det hele til at smage endnu bedre. Efter endt spisning kører vi til den næste mark, hvor vi knokler med at få plukket druer de næste 4 timer.

Vindruer kan bruges til meget 
Efter første dags arbejde er det faktisk ikke ryggen der gør mest ondt, men snarere den højre klippehånd, som har været på uvant arbejde med at klippe de mange drueklaser. Resten af kroppen skal dog nok bide fra sig og det bliver lidt af en prøvelse af komme ud af sengen den næste dag. Alt i kroppen værker og der sidder åbenbart muskler placeret steder på kroppen, jeg ikke havde kendskab til. Derfor bliver starten på dag 2. lidt langsommere end den forrige, men i løbet af den første time løsner de ømme muskler sig lidt op, og tempoet sættes op. Det lykkes mig faktisk flere gange at råbe ”pannier” og dermed være først med en fyldt spand. Det skal vise sig, at vi hurtigt vænner os til de uvante stillinger, og da vi når sidste arbejdsdag er ømheden i kroppen stort set forsvundet. Øvelse gør mester og i takt med at tempoet går op, bliver jeg også mindre opmærksom. Den skarpe saks ender da også flere gange i hånden i stedet for i drueklasen. Første snit går dybt og i løbet af få sekunder er hele hånden smurt ind i blod. Alex som arbejde på vingården trykker en klase vindruer mod såret, hånden bindes ind og mindre en 10 min. efter er blødningen stoppet, syren i druerne har bevirket at snitsåret ikke længere bløder, ganske genialt.

Oplevelser i vinfamilien skød
Jørn er gennem årene blevet en god ven af huset, og det betyder, at vi få lov til at opleve høsten med de traditioner, der knytter sig til vinhuset Jean Guiton. Når dagens høst er fyldt på tanke, og de mange spande og bakker er grundigt vaskede, bliver vi bænket i det store landkøkken sammen med den faste stab. Dagens arbejde diskuteres over et glas Cremant med creme de cassis (Kir Royal). Indtil sidste år leverede gårdens oldeforældre hjemmelavet Cassis, så det er nok en del af årsagen til denne hyggelige tradition. Cremant producerer man ikke selv på gården, den er ganske enkelt købt ind til denne hyggestund, hvilket vidner om den tidligere nævnte afslappede holdning til tingene. Dagens sidste kapitel er aftensmaden, som vi indtager sammen med familien. Maryse, gift med Jean, vingårdens stifter, er utrættelig. Hun er et fantastisk sødt menneske med en beundringsværdig energi, og hun servicerer og serverer mad i et væk fra morgen til aften.
Et af ugens absolut højdepunkter er en vinsmagning i kælderen hvor sidste års vin ligger i tønder i lange rækker. Guillaume hiver den ene smagsprøve efter den anden op fra de store tønder og forbavsende nok, kan vi smage forskel på vinene til trods for, at de alle er unge og er baseret på den samme druetype. Stemningen er hyggelig, afslappet og helt uden krukkeri. Det faste personale nyder at smage på de gode sager lige så meget, som vi gør. Vi opnår hurtigt det privilegium at køre Guillaumes skønne 2CV Charleston, og vi ræser til vinmarkerne med nedrullet tag i denne meget franske bil med få hestekræfter og ingen servostyring, som giver én følelsen af virkelig at ”køre bil”. Vi vækker opmærksom med vores solhatte og beskidte tøj og sære kovendinger, når vi kører forkert i de smalle gader. Vi er uden tvivl endt i mange japanske kameraer, mens vi drøner gennem den velbesøgte smukke by Beaune på vej til den næste vinmark.

Farvel stress 
De 5 dage vi tilbringer i vinmarkerne er nogle af de hårdeste, hyggeligste og mest afstressende timer jeg har oplevet i mit liv. Der småsnakkes, grines, synges og kastes med druer. Det uvante og hårde arbejde gør, at jeg kun har energi til at koncentrere mig om den ene ting, plukke druer, række spande videre og finde den bedste arbejdsstilling. Allerede efter den første dag er hovedet forbavsende tomt og befriende tømt for stress og bekymrende tanker om de ting, jeg ikke fik nået på arbejdet.
Selv nattens drømme handler om vinranker og plukkearbejdet, og mobilen bliver kun ladet op en enkelt gang i løbet af ugen.


Den sidste høstdag bliver en festdag
Lidt vemodige over at den sidste drue er plukket men samtidig lidt letterede over, at sliddet i marken er slut, pynter vi bilerne med blomster og køre med hornet i bund gennem byen for at tilkendegive, at vores høst nu er slut. Aftenen byder på høstfest på gården, hvor alle der har været involveret i at få druerne i hus, er indbudt. Maryse serverer den dejligste mad og Guillaume har været i skatkammeret, hvor de tunge årgangsvine gemmer sig.
Stemningen er livlig og bliver pænt højrøstet i takt med, at vi smager på de meste fantastiske vine. Drikker med andagt bl.a. Pommard fra 1999 og Ladoix fra 1991, som smager skønt og vidner om at de er drikkemodne i mange år endnu. Mange bidrager med sange og instrumenter samt supplerer med hjemmebrændte sager. Sejle op af åen får en revival, og Jørn afslører en vise vi ikke kendte. Det bliver en uforglemmelig aften, og vi vakler trætte og glade i seng et pænt stykke over midnat. Efter at have spist morgenmad, smidt arbejdstøjet ud (syren fra druerne ødelægge både sko og tøj) og fyldt bilen med vin, starter vi næste dag på den lange tur hjem med et stort smil på læberne og forhåbninger om at vi får mulighed for at være med til at høste druer i Bourgogne de næste mange år.

 


Praktisk information
  • Der er ca. 1300 Km fra København til Beaune. Vi tog turen over 2 dage med en overnatning i Tyskland. Der findes adskillige hoteller samt flere campingpladser i Beaune, hvor man kan overnatte i den uge, der høstes druer. 
  • Vores timeløn var knap 10 Euro i timen. Heraf betales små 13% i skat. 
  • Der findes adskillige hoteller samt flere campingpladser i Beaune, hvor man kan overnatte i den uge, der høstes druer. 
  • Tidspunktet for høsten svinger fra år til år, alt efter hvornår druerne er modne. Drueplukning foregår typisk fra slutningen af august til slutningen af september. Der høstes typisk 5-12 dage alt efter vingårdens størrelse og vejret. 
  • Medbring tøj du er villig til at smide ud efter endt plukning. Syren i vindruerne er umulig at vaske af. Det anbefales at have mindst 2 par bukser med. De bør være løse og gode at bevæge sig i. Saksene til afklipning af druer er skarpe, medbring gode ikke for tykke havehandsker, det reducerer risikoen for snitsår. Det kan være køligt om morgenen, medbring en trøje. På varme dage kan solen være skarp, så medbring en solhat eller kasket. 
  • Jean Guitons vine kan købes i gårdbutikken 4 Rte de Pommard, Bligny Les Beaune. 
  • En række organisationer formidler forbindelsen mellem vinhusene og plukkere. Se bl.a. http://www.apcon.nl/docs_uk/in- schrijven.html
Besøgt sommer 2014

mandag den 23. juni 2014

Tag med til eventyrlige Borneo

Indledning og grundinfo til Borneo-tur 

Mød ”skovens menneske” på smukke, frodige, dyrerige og samtidig luksusprægede Borneo, som har alt hvad man kan ønske sig af en eventyrlig ferie. 



Vi har været 3 uger på Borneo, og det næste stykke tid, vil der komme en række artikler om steder på Borneo. Her først en indledning


Et besøg på den frodige ø Borneo placeret stort set midt på Ækvator, beklædt med verdens ældste regnskov, med et stensikkert varmt klima og et skatkammer af vilde dyr, mange unikke for Borneo, har i mange år ligget højt på ønskelisten over rejsemål.
En tur dertil synes at kunne tilbyde alt man kan drømme om, og det vil for os være den ultimative og once in a lifetime store oplevelse.
I maj 2014 lukker vi ned for arbejdet, overdrager katten til underboen og tager østpå til 23 fantastiske dage på verdens 3. største ø.

Borneo er beliggende i det sydkinesiske øhav og består af 4 hovedregioner: Sarawak og Sabah som begge er malaysiske, Kalimantan som er indonesisk samt det lille og meget rige land Brunei.
Vi rejser kun i den malaysiske del, som har rigeligt at byde på. Da vi planlægger turen, er Lonely planet som altid en stor hjælp, og inden længe er hele programmet på plads. De planlagte ture er lagt i trygge hænder hos rejsebureauet Rustic Borneo ejet af danske Peter Stenberg og hans frue Melissa, sidstnævnte er født og opvokset på Borneo.


Borneo har en meget våd samt en lidt mindre våd årstid. Da øen er beklædt med regnskov, regner det oftest mindst 1 gang om dagen. Vi besøger Borneo i maj, i den mere tørre periode, og er på ingen måde generet af regnen. Malaysia og den malaysiske del af Borneo, er multietnisk. Ud over øens oprindelige befolkning, bor her mange kinesere, indere og malaysiere. Toleransen er stor, da man er vant til at acceptere forskelligheder i bl.a kultur, sprog og religion.
Malaysia er en tidligere engelsk koloni og dette kædet sammen med det faktum, at der er mange modersmål tilstede, gør at det fælles hovedsprog er engelsk, og derfor er det let for os europæere at være turister i landet.

Flyveturen til Borneo fra København kan tilbagelægges med minimum 2 stop undervejs. Vi tager første stop i Dubai med en overnatning på lufthavnshotel, som ligger inde i selve flyterminalen.

Besøgt forår 2014

lørdag den 21. juni 2014

Kuching, Borneo


Kuching er Sarawaks største by. Kuching er en typisk by med butikker, hoteller, restauranter, skoler og hvad man ellers kan forvente at finde i en større by. Vores hotel ligger på en lille bakketop med en dejlig udsigt over byen og floden, ikke det værste at vågne op til om morgenen.

I Kuching, oplevede vi ikke at befolkningen var særlig imødekommende og betjeningen var heller ikke særlig god. Det virker som om at byen ikke var særlig vant til tourister, og samtidig heller ikke vild for at have dem. Byen ligger det rigtig flot og man kan gå en fin tur på havne-promonaden. 
Der er ikke så mange fede ting at købe, men markeder som man oplever i Vietnam og Cambodia er i det hele taget ikke rigtig til at finde på malaysiske Borneo.

Byen er rigtig god som base, hvis man vil besøge Bako Nationalpark. 
Her er andre ting man kan opleve, når man er i Kuching:

Styr på Sarawaks befolkning


Første udflugt fra Kuching går til Cultural village som ligger ca. 35 km fra Kuching. Området kan bedst sammenlignes med vores eget frilandsmuseum. Her får vi et i indblik Sarawaks lokale befolkningsgruppers (der er over 20) forskelligheder både mht. konstruktion af deres huse, beklædning, traditioner og mad. Vi køber lidt håndlavede trævarer, smykker og smager forskellige lokale lækkerier. Området er målrettet turister, men for os er det en god måde at starte opholdet på Borneo på.

Fantastiske skalddyr på toppen af parkeringshuset

Maden på Borneo er grundet de mange forskellige etniske grupper meget forskelligartet, og man kan altid finde en god indisk, kinesisk eller malaysisk restaurant. Ofte spiser befolkningen på de såkaldte hawker stalls. En slags restaurantmarked med et større antal restauranter samlet på samme sted.

Lige nedenfor vores hotel ligger byens skalddyrs- og fiskemarked placeret på toppen af et P-hus, kaldet TopSpot. Da vi ankommer ser vi os lidt stjålent omkring for at finde ud af, hvordan man gør, når man spiser her.
Men ingen grund til panik. I løbet af få minutter har vi fået anvist et bord, har en menu i hånden, bliver spurgt om hvad vi vil drikke, og så går vi i gang med at afkode menuen. Både fisk og skalddyr betales efter vægt. Maden er lavet af helt friske råvarer fra havet lige uden for byen. Og så er det tilmed meget billigt. Vi spiser kæmperejer grillede med hvidløg samt den lækreste hele fisk grillet og serveret med mango sauce. Vi prøver også forskellige typer af grøntsager alle indsamlede fra regnskoven, også meget delikat.

Oplevelsen er faktisk så stor, at vi mod vores vanlige princip om aldrig at spise det samme sted 2 gange, igen befinder vi os på toppen af P-huset næste aften dog ved en anden restaurant.

Besøgt forår 2014

Bako National Park, Borneo

Vi indtager regnskoven

Bako Nationalpark ligger tæt på byen Kuching.

Bako National Park rejse

Iklædt lange bukser, vandresko, solhat, myggespray, solcreme, masser af vand og kameraer kører vi med vores guide til en lille havn, hvorefter en båd transporter os ud til øen, hvor Bako national park ligger. Efter 20 min. sejlads med fuldt drøn på den lille motorbåd lægger vi til ved en smuk strand. 
Efter registrering på parkens kontor begiver vi os afsted for at udforske regnskoven. Her er smukt, meget grønt, vildt og fyldt med fuglekvidder, lægeurter, lianer og det er kun meget lidt sollys, som finder hul i trædækket og dermed når ned til os i underskoven.


Undervejs ser vi et vildsvin, flere forskellige slags aber og mange smukke fugle. Men hvis man bare gerne vil se dyr, så er det ikke lige det bedste sted. Tilgengæld er det virkelig kort fra Kuching, kun en times tid, så hvis man ikke er til længere ture væk fra storbyer, så er det et fint sted - for der er dyr, det er bare begrænset. Det er samtidig et rigtig fint sted at opleve et lille stykke regnskov på. Anbefales klart, at hvis man besøger dette sted, at man gør det som start, hvis man senere tager ud i den dybe og øde regnskov.


Vi vandrer igennem regnskoven, af små stier. Der er virkelig smukt, og man føler sig helt alene. Der er mange forskellige spor man kan tage, helt på egen hånd. Vi tog den korteste. Efter 1½ times vandring i 40 graders varme og ca. 95% luftfugtighed når vi ret svedige til en lille smuk og øde klippestrand, som regnskoven ligger helt ned til.
Det begynder at trække op til tordenvejr, og vi beslutter os for at sejle tilbage til hovedkontoret i stedet for at tage turen til fods. Vandet er meget uroligt og vandet sprøjter op af siderne og gør os drivvåde. Det er dog ligegyldigt, for da vi vader i land fra båden med vand til op over knæene, er det begyndt at lyner, tordner og vælter ned, og vi er totalt gennemblødte på under 1 min.
Med vandet dryppende fra tøj og hår spiser vi frokost i øens restaurant og vender til slut næsen tilbage til fastlandet og hotellet.

tirsdag den 17. juni 2014

Mulu National Park, Borneo

Mulu  - grotternes ukronede konge



Efter en afslappende dag i Kuching med shopping og tur ved floden pakker vi kufferterne og begiver os nord/øst på til Gunung Mulu National Park. Dette isolerede og meget store regnskovsområde kan udelukkende nås primært med fly og efter en meget smuk flyvetur med udsigt til regnskoven og de chokoladefarvede floder det meste af vejen, lander den lille propelflyver på en airstrip i udkanten af nationalparken. Selve landingen er en stor oplevelse i sig selv, flyet lande midt mellem de flotteste bjerge beklædt med regnskov.


Udenfor den lille lufthavnsbygning læsser vi vores store kufferter op på ladet af en lille truck og kører til nationalparkens hovedkontor, hvor vi har reserveret overnatning de næste 3 nætter. Personalet er utroligt søde og efter at have bekræftet de ture, vi har bestilt på forhånd, sætter vi baggagen i vores bungalow, som viser sig at tilbyde luksus midt i regnskoven med eget bad, toilet, air condition og veranda.

Mulu er specielt kendt for sit store antal grotter, som man alene kan få adgang til i selskab med en af parkens guider. Vi har booket ture til alle de grotter, vi kan besøge, uden at skulle have bjergbestigerudstyret frem dvs. de såkaldte show caves. Hvis man er til det lidt vildere, er der også et enkelte par adventure caves, hvor man ikke behøver erfaring. Ellers skal man til de fleste adventure grotter, have bevis på, at man er god nok til at kunne komme igennem dem. Der er her noget for en hver smag.

Abraham Lincoln

Hvad der er godt at have med, når man besøger showcaves:
  • Godt med vand.
  • Lidt snack til at spise, alt efter hvor lange turene er og hvad tid på dagen.
  • En ordentlig lommelygte, ellers kan det være ligegyldigt.
  • Lange bukser hvis man er en smule sart, ellers er shorts også fine.
  • Ordentlig sko, ingen sandaler eller klip-klapper!
  • En løs trøje, man kommer virkelig til at svede.

Mulu National Park borneo rejse



Den første tur starter en time efter, vi er ankommet til parken. Vi begiver os afsted sammen med en gruppe på ca. 20 personer og en lokal guide på en times gåtur gennem regnskoven til Langs Cave. Grotten har mange utroligt flotte drypsten. Turen i selve grotten foregår på gangbroer bygget af træ og med små lamper, som gør det trygt at begive sig rundt og samtidig sætter fokus på de mange flotte formationer skabt af de millioner år gamle drypsten.

Næste grotte på samme tur er Deers Cave. Grotten er 2 km dyb, 174 m høj og er med sine imponerende dimensioner verdens største grotterum åbent for offentligt besøg. Lyset som falder ind gennem åbningen i grotten er helt fantastisk, og det skaber de flotteste billeder og skygger. Det estimeres, at der bor mellem 2 og 3 millioner flagermus i loftet af grotten.
En stor del af disser flyver ud gennem grottens åbning, når mørket falder på og vi venter i næsten 1½ time udenfor Deers Cave for at opleve dette fænomen.
Men vi tager skuffede turen gennem skoven i mørket tilbage til vores bungalow, uden at have set mere end et par mindre flokke flagermus forlade deres hule i toppen af grotten, langt fra hvor vi sidder. De ligner lidt fugleflotte, som man kan se i Danmark, det specielle er at de bevæger sig i en lang hale som en slange. Det har uden tvivl været vores egne forventninger om, at se sværme af flagermus flyve ud, stort set det sted vi sidder, som gør at vi ikke er helt tilfredse med det, vi så. Ikke ventetiden værd.

I løbet af vores 3 dages ophold i Mulu nationalpark besøger vi 8 grotter.  Fantastisk flotte, meget forskellige og alle uden tvivl et besøg værd! Anbefales klart at man tager sig tid og besøger alle.

Mulu National Park borneo rejse

Blandt favoritterne er Clear Water Cave, som er gennemskåret af en brusende flod. Turen i grotten foregår i flere niveauer, så man både har udsigten fra bunden af grotten og senere får overblik over hele rummet fra gangbroen under loftet af grotten. Langang Cave er en unik oplevelse, da grotten ikke er oplyst men alene besigtiges ved lyset af vores egne lommelygter. Hvert hjørne af grotten er en spændende oplevelse. En stor del af grotten har lavt loft, samtidig med den er meget dyb, hvilket giver en fantastisk og helt anden oplevelse. Der flyver mange svaler, og vi kan se lige ned i deres bittesmå reder, hvor de sødeste mini fugleunger venter på mad. Da denne grotte er den mest ”eventyrlige”, er vi rigtig glade for, at det tilfældigvis passer sådan i vores program, at vi besøger denne grotte til sidst.



Adgangen til mange af grotterne foregår med langbåd. Man sidder helt nede i niveau med vandoverfladen, og kan se regnskoven falde ud over floden. Virkelig smukt, og man føler man er midt i det hele. Kaptajnerne kender floden som deres egne bukselommer og styrer behændigt uden om klippestykker og sten, som stikker op af vandet utallige steder. Man må dog en gang imellem sidde fast, og der er derfor altid en ekstra mand med forrest i båden med en lang pind, som skubber en fri.

Et andet højdepunkt under vores besøg er en flere timers sejltur ned ad den smalle lavvandede flod i en lejet langbåd med lokal guide (som ikke var guide, men en kaptajnen som sagde lidt). Vi besøger en lille landsby, køber tasker flettet af palmeblade og tager en vadetur i en lille biflod. Flodens bund er dog meget mudret og en stor træstamme gør, at man ikke kan gå særlig langt. Men det er utrolig smukt og man kan klart svømme sig en tur, hvis man har lyst.


Mulu er ikke et område med mange dyr - der er masse dyrelyde, fra frøer, fugle og chikader. Men dyr ser man egentlig ikke meget af, så det er ikke det man skal besøge Mulu for.
Det er også muligt at tage på Night Walk, ud og se på dyr om natten. Vi så ikke selv rigtig nogle dyr (en lille fugl og insekter), så det kan ikke rigtig anbefales.

På gåtur i trætoppene
Under 10% af livet i regnskoven foregår i skovbunden, så en ”gåtur” i trætoppene er en unik mulighed  for at opleve det rige plante- og dyreliv fra en anden vinkel. Mulu har en af asiens længste og flotteste ”canopy walks” og trods højdeskræk hos os begge , beslutter vi at tage denne oplevelse med.

Mulu National Park borneo rejse

Turen er 480 m lang og foregår på hængebroer bundet fra trætop til trætop. Broerne er ret smalle og gynger pænt, når man går på dem, så det er med rystende ben og hjertet oppe i halsen, vi begiver os ud på den første bro. Line vænner sig hurtigt til at gå rundt over regnskoven og tager lystigt billeder, mens jeg aldrig bliver helt tryg ved turen og er en smule lettet, da turen slutter efter en time. Men det har været en unik og speciel oplevelse, og vi fortryder ikke et sekund, at vi kastede os ud i det.



Mulu National Park er sjældent på Borneo turisternes turplan. Området besøges af ca. 12.000 personer om året og for at kunne forblive et bæredygtigt område med en fortsat udforskning og kortlægning af nye grotter, estimeres der at skulle ca. 20.000 mennesker gennem området om året. Turen til Mulu var, blandt alle de fantastiske steder vi besøgte, uden sammenligning den største oplevelse. En tur hertil med ophold i området ved hovedkvarteret kan ikke anbefales nok.


Links:
Ture: Grotter
Ture: Regnskoven
Forskellige måder at ankomme til Mulu
Om vejret


Besøgt forår 2014

mandag den 16. juni 2014

Mulu National Park - Headquarter

Mulupark.com
Hvis man skal besøge Mulu Nationalpark, skal man registere sig selv på headquarter. Her er personalet utrolig søde og venlige, og vores i forvejen bestilte turer bliver bekræftet og tjekket igennem. Man kan få alt hjælp og information man har brug for fra det søde personale. Hvis man går nogle steder, uden en guide, skal man fortælle det her, så de kan holde styr på folk.
Hvis man skal på tur, er det med guiderne herfra. Disse guider er de eneste, som har lov og nøgler til at besøge grotterne, samt andre steder, og du kan ikke komme ind uden guide.
Forholdene er rigtig fine, bl.a. det før nævnte er med til at skabe mere tryghed og ordnede forhold, da det kun er ordentlige folk som har styr på tingene, som kan have folk med. De har også alle Walkie-talkies, så der er altid kontakt, hvis noget sker.
Guiderne er utrolig dygtige, og specialiserede i præcis Mulu Nationalpark. De er alle meget investerede og har stor viden.
De fleste har også en skæg ironisk humor, som kan være lidt forvirrende fordi det er så atypisk fra andre steder i Asien. Nogle gange er man i tvivl om de er seriøse eller ej. Det er dog ikke på en ubehagelig måde, og de er alle virkelig søde og behagelige at være sammen med.


Vi bor i selve HQ og har reserveret overnatning 3 nætter. Der er begrænset med stedet man kan bo, men vi har fået vores egen bungalow. Ellers er der også fælleshuse, hvor man bor sammen med andre på sovesale. Man skal sørge for at bestille i god tid, for der er hurtigt reserveret. Bungalowen viser sig at tilbyde luksus midt i regnskoven med eget bad, toilet, air condition og veranda. Der bliver gjort rent i bungalowen hver dag, rigtig fint. Der er én sæbe, så husk evt at tage med selv. Der er ingen shampoo, balsam, body wash osv - så det skal også selv medbringes. 

Det er klart fedest at bo på headquarter, da det er her alting udspringer fra og der er bare super dejligt og hyggeligt

På headquarters cafe indtager vi alle vores måltider, her pakkes madpakker, serveres snacks, udskænkes vin og cafeen er i det hele taget parkens samlingspunkt hvor man mødes, hygger sig og taler om dagens bedrifter. Maden kommer rigtig hurtig, og det er muligt at få lavet sandwitches som bare kan tages med. Stemingen er rigtig hyggelig, og vi nyder at indtage vores måltider her.

Links:
Om guiderne
Ophold på HQ

Besøgt forår 2014

tirsdag den 10. juni 2014

Kota Kinabalu, Borneo

Næste stop på turen er Sabah regionens største by, Kota Kinabalu. Her er markeder, shopping centre, masser af restauranter og luksushoteller.

Det er nok den mest populære by at besøge, som turist, på Borneo. Kinabalu nationalparken ligger ca. 2 timer væk. Også bjerget Mount Kinabalu er tæt på, og skulle være ret let at bestige.


Vi boede på Horizon Hotel, og havde en flot udsigt ud over havet. Hotellet var super fint, og personalet rigtig venlige.
Der er en lang række markeder nede ved havefronten - et stort med alle råvarer, sjovt at gå igennem og se alle mulige grønsager, frugter, fisk, kylling osv. Så er der også enkelte, fx. et helt mango-marked, hvor alle kun sælger mangoer, eller ét helt marked med tørret fisk.

Der er også et håndværksmarked, men det er virkelig ikke værd at bruge tid på. Vi var meget skuffede, fordi vi håbede det var som i Vietnam og Cambodia - med lækre håndarbejder, tørklæder, kurve, træ-ting, alt mulig - men her var det bare ren souvenirs det hele. Vi var heller ikke heldige i Kuching, når det kom til fede håndværksting.
Der er ikke rigtig nogle helt vilde shopping steder, medmindre man selvfølgelig vil have mærkevarer, det er der kæmpe centre med.
Vi fandt dog et meget fedt (kæmpe) center, som virkede lidt mere lokalt, med masse gadgets ting. Det ligger helt nede ved havnepromenaden.
Vi fandt også en gangbro som gik til/fra havnefronten. Her var der et par ting at købe, og i sidegaderne var der også et par meget fede butikker.
Vi kan anbefale at tage en tur forbi Rustic Borneos lille butik, der var nogle gode ting at købe.

I lære hos en lokal kok
Vi har på forhånd bestilt en kulinarisk tour og bliver hentet af Melissa gift med Peter Stenberg, som er ejer af Rustic Borneo. Det er dejligt at kunne spørge løs om løst og fast. Melissa er opvokset på Borneo, og hun er et skatkammer af oplysninger samtidig med, at hun er helt fantastisk sød. Vi starter på et stort marked sammen med vores kok Jennifer, som skal lære os at tilberede et par lokale retter.


Jennifer ved hvad hun vil have og forhandler skarpe priser på plads for både fisk, kylling, risvin og grøntsager. Dagens kursus foregår hjemme i Jennifers dejlige store køkken, og der bliver snittet, hakket, steget og kogt. Vi hjælper lidt til, men hovedsageligt er det Jennifer, som laver maden på speed-tid. Vi følger godt med og skriver ned i håbet om selv at kunne lave de lækre retter, når vi er hjemme igen. Et par timer senere kan vi sættes os til et veldækket bord på terrassen med udsigt ud over dalen og nyde et skønt måltid bestående af råmarineret fisk med urter, chili og ingefær, kylling med sorte svampe kogt i risvin og en skøn dampet fisk med ingefærsauce. Det smager ganske fantastisk.


Besøgt forår 2014

lørdag den 7. juni 2014

Dyreoplevelser i Sandakan, Borneo





Vores møde med ”Skovmennesket”
Den sidste regnskovstur foregår i den nordøstlige del af Borneo, som nås med endnu en kort flyvetur. Vi har nået en af turens højdepunkter, et besøg i Sepilok på et rehabiliteringsområde for de truede orangutang aber. Orangutang betyder ”skovens menneske” på malaysisk, og den er den eneste menneskeabe, der bor udenfor Afrika. 
I Sepilok lever aberne frit i regnskoven, men de kan komme til et bestemt fodringsted hver dag, hvor der bliver serveret frugt og andre lækkerier. Det er denne fodring, vi er så privilegerede at få lov til at opleve. Der er ingen garanti for at se aber, og vi venter i spænding på, at der forhåbentlig dukker nogle op. 
Før vi tager til fodringsstedet ser vi en lille dokumentar om stedet, og får en smule reklame, fx. kan man "adoptere" orangutang unger, og støtte med et vis antal hver måned. 
Herefter begiver vi os af sted mod fodreplatformen, før vi indtager området må vi spritte hænderne af. Vi deler 97% arvemasse med de udrydningstruede orangutanger, og de kan få de samme sygdomme som os. På vejen ser vi da også lige Borneos farligste slange hænge 2 meter fra os i et træ. "Hvis du bliver bidt er du død på 15 minutter" fortæller guiden... Hyggeligt..
Vi er heldige, fordreplatformen får i første omgang besøg af 3 aber, og lidt efter kommer én mor med den sødeste lille unge på maven. 

Helt høje af denne store oplevelse, kører vi mod Kinabatangan floden, hvor vi skal tilbringe de næste par dagen. Palmeolie er en meget vigtig indtægtskilde for Borneo og hovedparten af vejen, har vi udsigt til palmer så langt øjet rækker.

Mødet med krokodillen, næseaben og regnskovens igler


Vi bliver sejlet ned ad Kinabatangan floden og ankommer til Borneo Natur Lodge.
I løbet af de næste par dage er vi på 3 skønne flodsafari ture og ser så mange dyr, at det langt overgår, hvad vi på forhånd havde turdet drømme om.
Vi har vores egen båd og egen guide, og de er begge fantastiske til at spotte dyr. Vi lærer også hurtigt hvordan man kan spotte aberne. Efter flere timers sejlads ned af floder, med regnskov på begge sider, kan man sagtens se når bevægelsen i træerne bare er vind, eller et stort dyr, som aberne. Vores første tur, er eftermiddagen hvor vi ankommer - og vi er begge enormt overrasket over både at have set masse af næseaber, næsehornsfugle og de frække makakaber - både kort- og langhalede.
Man sejler helt helt tæt på, og er ofte kun få meter fra, nogle gange sidder de i træer lige over os, eller i græsset lige foran.


De følgende dage, kommer vi også tæt på bl.a. krokodiller og slanger og alle mulige slags fugle. Vi oplever Borneos meget løjerlige skabning næseaben, som er utrolig fascinerende, og meget menneskelig. Mere menneskelig end orangutangerne. Denne abe findes kun på Borneo, og vi får os et godt grin, hver gang vi passerer et træ fyldt med ”the dutchman”, som den så humoristisk kaldes af Borneos egen befolkning. Næseaben har en stor flad næse, som fylder en stor del af ansigtet. Den ellers slanke abe er forsynet med en lille ølvom, og siddende i toppen af træerne med skrævende ben, ser de nysgerrigt ned på os, når vi sejler båden ind under de træer, de sidder i. Aberne er meget menneskelige at se på og minder mildest talt om en drukkenboldt, der har siddet lidt for længe på det lokale værtshus. Næseaberne er fantastiske springere, meget akrobatiske og hopper behændigt fra trætop til trætop ofte med en unge på maven, som moren blot holder om med det ene forben. Det er fascinerende at se på. 


Før afrejsen fra Danmark har vi læst om den hyppige forekomst af igler i Borneos regnskov. Vi har også ladet os fortælle, at disse små, men meget generende skabninger, ikke lader sig holde ude af hverken sko eller tøj,  men alene kan holdes væk ved, at man iklæder sig såkaldte iglesokker. Vi er meget lettede, da vi på de første besøg i regnskoven får at vide, at vi ikke skal være nervøse for at møde disse ret klamme dyr. Derfor har vi under vores besøg ved floden ladet vores iglesokker ligge i kufferten, som nu befinder sig i Kota Kinabalu. Det viser sig at være en dårlig disposition, for regnskoven langs floden er hjemsted for rigtig mange igler. Heldigvis har hotellet gummistøvler, vi kan låne, og iklædt sådanne i overstørrelse begiver vi os med godt mod på en vandretur gennem regnskoven. Vi møder meget hurtigt de første igler. De sidder på de grønne blade i knæhøjde og venter blot på at kaste sig over os, så de kan suge sig fast og dermed starte et ”blodbad”. Iglerne bliver tiltrukket af den menneskelige varme, så i dag hedder det herrerne først. Vi lader guiden føre an, så han kan lokke iglerne frem, hvor vi kan se dem og dermed kan gå i en bue udenom, hvilket dog til tider er svært i den meget tætte urskov. Vi klarer turen uden angreb fra blodsugere eller dvs. næsten, for da vi lettede sætter os til rette i båden efter gåturen, piller guiden en igle af Lines ryg, heldigvis inden den når at suge sig fast.

Besøgt forår 2014

mandag den 2. juni 2014

Sangri-La Rasa, Kota Kinabalu, Borneo



Efter disse 3 begivenhedsrige dage flyver vi retur til Kota Kinabalu og det 5 stjernede Shangri-La Rasa Ria Resort, som ligger nord for byen direkte ud til det Sydkinesiske hav.
Det er ren luksus og afslapning.
Shangri-la.com/kotakinabalu/rasariaresort

Hotellet er smukt beliggende med egen kæmpestor strand, er luksuøst og har en fantastisk service.
Det er et hotel man bliver på, for det er midt i ingen ting. Men der er pool, hav, 5 restauranter og en masse aktiviteter man kan vælge til.
Vi læser og hygger, men her venter os også en dejlig overraskelse, da vi opdager, at vi har mulighed for endnu engang at se orangutang aber.

Resortet ligger direkte op til et lille stykke regnskov, som er del af hotellet. En del af overskuddet fra hotellet er gennem mange år blevet brugt på et lille rehabiliteringscenter for forladte organgutang unger.
Området er åbent for besøg, man kan også besøge centeret selvom man ikke bor på hotellet.


Vi oplever derfor endnu en gang, at stå ganske tæt på disse skønne skabninger, også meget tættere på end første gang. Det er to unge aber, virkelig søde. Den ene er total show-dyr, og finder på 20 forskellige stillinger han kan spise i. Solen bærer ned, og vi er kun 15 mennesker. Det hele er meget roligt og stille og intimt.
Tilskuer platformen er i tre niveauer, det er ikke særlig stort. Den showglade abe får lyst til at hilse på og tager turen hen på den øverste del af tilskuerplatformen. "Pas på jeres kameraer" siger en af de to rangere som er med, og går op på den øverste del, imens vi stå på midten og betragter orangutangen. Ranger og aber kender hinanden godt, og rangeren prøver at fortælle ham, at han skal få væk fra platformen. Men han er lidt ligeglad, går op på rækværket og kigger på os, laver kålbøtter på gulvet og tager rangeren i hånden og prøver at trække ham med sig.



Utrolig charmerende unge, man ikke kan blive træt af at se på, og vi griner alle og nååh'er.  Rangeren har hele tiden styr på det, og man føler man har været del af noget helt unikt og intimt.

Vi runder hermed vores Borneotur af med maner og kan vende afslappede samt fulde af oplevelser hjem til Danmark.

Besøgt forår 2014