Tag med til eventyrlige Borneo

Indledning og grundinfo til Borneo-tur 

Kuching

Bako-nationalpark
Mulu-nationalpark
Kota Kinabalu
Sandakan

Mød ”skovens menneske” på smukke, frodige, dyrerige og samtidig luksusprægede Borneo, som har alt hvad man kan ønske sig af en eventyrlig ferie. 

Vi har været 3 uger på Borneo, og det næste stykke tid, vil der komme en række artikler om steder på Borneo. Her først en indledning

Et besøg på den frodige ø Borneo placeret stort set midt på Ækvator, beklædt med verdens ældste regnskov, med et stensikkert varmt klima og et skatkammer af vilde dyr, mange unikke for Borneo, har i mange år ligget højt på ønskelisten over rejsemål.

En tur dertil synes at kunne tilbyde alt man kan drømme om, og det vil for os være den ultimative og once in a lifetime store oplevelse.

I maj 2014 lukker vi ned for arbejdet, overdrager katten til underboen og tager østpå til 23 fantastiske dage på verdens 3. største ø.

Borneo er beliggende i det sydkinesiske øhav og består af 4 hovedregioner: Sarawak og Sabah som begge er malaysiske, Kalimantan som er indonesisk samt det lille og meget rige land Brunei.

Vi rejser kun i den malaysiske del, som har rigeligt at byde på. Da vi planlægger turen, er Lonely planet som altid en stor hjælp, og inden længe er hele programmet på plads. De planlagte ture er lagt i trygge hænder hos rejsebureauet Rustic Borneo ejet af danske Peter Stenberg og hans frue Melissa, sidstnævnte er født og opvokset på Borneo.

Borneo har en meget våd samt en lidt mindre våd årstid. Da øen er beklædt med regnskov, regner det oftest mindst 1 gang om dagen. Vi besøger Borneo i maj, i den mere tørre periode, og er på ingen måde generet af regnen. Malaysia og den malaysiske del af Borneo, er multietnisk. Ud over øens oprindelige befolkning, bor her mange kinesere, indere og malaysiere. Toleransen er stor, da man er vant til at acceptere forskelligheder i bl.a kultur, sprog og religion.

Malaysia er en tidligere engelsk koloni og dette kædet sammen med det faktum, at der er mange modersmål tilstede, gør at det fælles hovedsprog er engelsk, og derfor er det let for os europæere at være turister i landet.

Flyveturen til Borneo fra København kan tilbagelægges med minimum 2 stop undervejs. Vi tager første stop i Dubai med en overnatning på lufthavnshotel, som ligger inde i selve flyterminalen.

Besøgt forår 2014

Bako National Park, Borneo

Vi indtager regnskoven

Bako Nationalpark ligger tæt på byen Kuching.

Iklædt lange bukser, vandresko, solhat, myggespray, solcreme, masser af vand og kameraer kører vi med vores guide til en lille havn, hvorefter en båd transporter os ud til øen, hvor Bako national park ligger. Efter 20 min. sejlads med fuldt drøn på den lille motorbåd lægger vi til ved en smuk strand. 

Efter registrering på parkens kontor begiver vi os afsted for at udforske regnskoven. Her er smukt, meget grønt, vildt og fyldt med fuglekvidder, lægeurter, lianer og det er kun meget lidt sollys, som finder hul i trædækket og dermed når ned til os i underskoven.

Undervejs ser vi et vildsvin, flere forskellige slags aber og mange smukke fugle. Men hvis man bare gerne vil se dyr, så er det ikke lige det bedste sted. Tilgengæld er det virkelig kort fra Kuching, kun en times tid, så hvis man ikke er til længere ture væk fra storbyer, så er det et fint sted - for der er dyr, det er bare begrænset. Det er samtidig et rigtig fint sted at opleve et lille stykke regnskov på. Anbefales klart, at hvis man besøger dette sted, at man gør det som start, hvis man senere tager ud i den dybe og øde regnskov.

Vi vandrer igennem regnskoven, af små stier. Der er virkelig smukt, og man føler sig helt alene. Der er mange forskellige spor man kan tage, helt på egen hånd. Vi tog den korteste. Efter 1½ times vandring i 40 graders varme og ca. 95% luftfugtighed når vi ret svedige til en lille smuk og øde klippestrand, som regnskoven ligger helt ned til.

Det begynder at trække op til tordenvejr, og vi beslutter os for at sejle tilbage til hovedkontoret i stedet for at tage turen til fods. Vandet er meget uroligt og vandet sprøjter op af siderne og gør os drivvåde. Det er dog ligegyldigt, for da vi vader i land fra båden med vand til op over knæene, er det begyndt at lyner, tordner og vælter ned, og vi er totalt gennemblødte på under 1 min.

Med vandet dryppende fra tøj og hår spiser vi frokost i øens restaurant og vender til slut næsen tilbage til fastlandet og hotellet.

Mulu National Park, Borneo

Indledning til Borneo-tur

Kuching

Bako-nationalpark

Mulu  - grotternes ukronede konge

Efter en afslappende dag i Kuching med shopping og tur ved floden pakker vi kufferterne og begiver os nord/øst på til Gunung Mulu National Park. Dette isolerede og meget store regnskovsområde kan udelukkende nås primært med fly og efter en meget smuk flyvetur med udsigt til regnskoven og de chokoladefarvede floder det meste af vejen, lander den lille propelflyver på en airstrip i udkanten af nationalparken. Selve landingen er en stor oplevelse i sig selv, flyet lande midt mellem de flotteste bjerge beklædt med regnskov.

Udenfor den lille lufthavnsbygning læsser vi vores store kufferter op på ladet af en lille truck og kører til nationalparkens hovedkontor, hvor vi har reserveret overnatning de næste 3 nætter. Personalet er utroligt søde og efter at have bekræftet de ture, vi har bestilt på forhånd, sætter vi baggagen i vores bungalow, som viser sig at tilbyde luksus midt i regnskoven med eget bad, toilet, air condition og veranda.

Mulu er specielt kendt for sit store antal grotter, som man alene kan få adgang til i selskab med en af parkens guider. Vi har booket ture til alle de grotter, vi kan besøge, uden at skulle have bjergbestigerudstyret frem dvs. de såkaldte show caves. Hvis man er til det lidt vildere, er der også et enkelte par adventure caves, hvor man ikke behøver erfaring. Ellers skal man til de fleste adventure grotter, have bevis på, at man er god nok til at kunne komme igennem dem. Der er her noget for en hver smag.

Abraham Lincoln

Hvad der er godt at have med, når man besøger showcaves:

• Godt med vand.
• Lidt snack til at spise, alt efter hvor lange turene er og hvad tid på dagen.
• En ordentlig lommelygte, ellers kan det være ligegyldigt.
• Lange bukser hvis man er en smule sart, ellers er shorts også fine.
• Ordentlig sko, ingen sandaler eller klip-klapper!
• En løs trøje, man kommer virkelig til at svede.

Den første tur starter en time efter, vi er ankommet til parken. Vi begiver os afsted sammen med en gruppe på ca. 20 personer og en lokal guide på en times gåtur gennem regnskoven til Langs Cave. Grotten har mange utroligt flotte drypsten. Turen i selve grotten foregår på gangbroer bygget af træ og med små lamper, som gør det trygt at begive sig rundt og samtidig sætter fokus på de mange flotte formationer skabt af de millioner år gamle drypsten.

Næste grotte på samme tur er Deers Cave. Grotten er 2 km dyb, 174 m høj og er med sine imponerende dimensioner verdens største grotterum åbent for offentligt besøg. Lyset som falder ind gennem åbningen i grotten er helt fantastisk, og det skaber de flotteste billeder og skygger. Det estimeres, at der bor mellem 2 og 3 millioner flagermus i loftet af grotten.

En stor del af disser flyver ud gennem grottens åbning, når mørket falder på og vi venter i næsten 1½ time udenfor Deers Cave for at opleve dette fænomen.

Men vi tager skuffede turen gennem skoven i mørket tilbage til vores bungalow, uden at have set mere end et par mindre flokke flagermus forlade deres hule i toppen af grotten, langt fra hvor vi sidder. De ligner lidt fugleflotte, som man kan se i Danmark, det specielle er at de bevæger sig i en lang hale som en slange. Det har uden tvivl været vores egne forventninger om, at se sværme af flagermus flyve ud, stort set det sted vi sidder, som gør at vi ikke er helt tilfredse med det, vi så. Ikke ventetiden værd.

I løbet af vores 3 dages ophold i Mulu nationalpark besøger vi 8 grotter.  Fantastisk flotte, meget forskellige og alle uden tvivl et besøg værd! Anbefales klart at man tager sig tid og besøger alle.

Blandt favoritterne er Clear Water Cave, som er gennemskåret af en brusende flod. Turen i grotten foregår i flere niveauer, så man både har udsigten fra bunden af grotten og senere får overblik over hele rummet fra gangbroen under loftet af grotten. Langang Cave er en unik oplevelse, da grotten ikke er oplyst men alene besigtiges ved lyset af vores egne lommelygter. Hvert hjørne af grotten er en spændende oplevelse. En stor del af grotten har lavt loft, samtidig med den er meget dyb, hvilket giver en fantastisk og helt anden oplevelse. Der flyver mange svaler, og vi kan se lige ned i deres bittesmå reder, hvor de sødeste mini fugleunger venter på mad. Da denne grotte er den mest ”eventyrlige”, er vi rigtig glade for, at det tilfældigvis passer sådan i vores program, at vi besøger denne grotte til sidst.

Adgangen til mange af grotterne foregår med langbåd. Man sidder helt nede i niveau med vandoverfladen, og kan se regnskoven falde ud over floden. Virkelig smukt, og man føler man er midt i det hele. Kaptajnerne kender floden som deres egne bukselommer og styrer behændigt uden om klippestykker og sten, som stikker op af vandet utallige steder. Man må dog en gang imellem sidde fast, og der er derfor altid en ekstra mand med forrest i båden med en lang pind, som skubber en fri.

Et andet højdepunkt under vores besøg er en flere timers sejltur ned ad den smalle lavvandede flod i en lejet langbåd med lokal guide (som ikke var guide, men en kaptajnen som sagde lidt). Vi besøger en lille landsby, køber tasker flettet af palmeblade og tager en vadetur i en lille biflod. Flodens bund er dog meget mudret og en stor træstamme gør, at man ikke kan gå særlig langt. Men det er utrolig smukt og man kan klart svømme sig en tur, hvis man har lyst.

Mulu er ikke et område med mange dyr - der er masse dyrelyde, fra frøer, fugle og chikader. Men dyr ser man egentlig ikke meget af, så det er ikke det man skal besøge Mulu for.

Det er også muligt at tage på Night Walk, ud og se på dyr om natten. Vi så ikke selv rigtig nogle dyr (en lille fugl og insekter), så det kan ikke rigtig anbefales.

På gåtur i trætoppene

Under 10% af livet i regnskoven foregår i skovbunden, så en ”gåtur” i trætoppene er en unik mulighed  for at opleve det rige plante- og dyreliv fra en anden vinkel. Mulu har en af asiens længste og flotteste ”canopy walks” og trods højdeskræk hos os begge , beslutter vi at tage denne oplevelse med.

Turen er 480 m lang og foregår på hængebroer bundet fra trætop til trætop. Broerne er ret smalle og gynger pænt, når man går på dem, så det er med rystende ben og hjertet oppe i halsen, vi begiver os ud på den første bro. Line vænner sig hurtigt til at gå rundt over regnskoven og tager lystigt billeder, mens jeg aldrig bliver helt tryg ved turen og er en smule lettet, da turen slutter efter en time. Men det har været en unik og speciel oplevelse, og vi fortryder ikke et sekund, at vi kastede os ud i det.

Mulu National Park er sjældent på Borneo turisternes turplan. Området besøges af ca. 12.000 personer om året og for at kunne forblive et bæredygtigt område med en fortsat udforskning og kortlægning af nye grotter, estimeres der at skulle ca. 20.000 mennesker gennem området om året. Turen til Mulu var, blandt alle de fantastiske steder vi besøgte, uden sammenligning den største oplevelse. En tur hertil med ophold i området ved hovedkvarteret kan ikke anbefales nok.

Links:
Ture: Grotter
Ture: Regnskoven
Forskellige måder at ankomme til Mulu
Om vejret


Besøgt forår 2014

Dyreoplevelser i Sandakan, Borneo

Indledning til Borneo-tur

Kuching

Bako-nationalpark
Mulu-nationalpark

Vores møde med ”Skovmennesket”

Den sidste regnskovstur foregår i den nordøstlige del af Borneo, som nås med endnu en kort flyvetur. Vi har nået en af turens højdepunkter, et besøg i Sepilok på et rehabiliteringsområde for de truede orangutang aber. Orangutang betyder ”skovens menneske” på malaysisk, og den er den eneste menneskeabe, der bor udenfor Afrika. 

I Sepilok lever aberne frit i regnskoven, men de kan komme til et bestemt fodringsted hver dag, hvor der bliver serveret frugt og andre lækkerier. Det er denne fodring, vi er så privilegerede at få lov til at opleve. Der er ingen garanti for at se aber, og vi venter i spænding på, at der forhåbentlig dukker nogle op. 

Før vi tager til fodringsstedet ser vi en lille dokumentar om stedet, og får en smule reklame, fx. kan man "adoptere" orangutang unger, og støtte med et vis antal hver måned. 

Herefter begiver vi os af sted mod fodreplatformen, før vi indtager området må vi spritte hænderne af. Vi deler 97% arvemasse med de udrydningstruede orangutanger, og de kan få de samme sygdomme som os. På vejen ser vi da også lige Borneos farligste slange hænge 2 meter fra os i et træ. "Hvis du bliver bidt er du død på 15 minutter" fortæller guiden... Hyggeligt..

Vi er heldige, fordreplatformen får i første omgang besøg af 3 aber, og lidt efter kommer én mor med den sødeste lille unge på maven. 

Helt høje af denne store oplevelse, kører vi mod Kinabatangan floden, hvor vi skal tilbringe de næste par dagen. Palmeolie er en meget vigtig indtægtskilde for Borneo og hovedparten af vejen, har vi udsigt til palmer så langt øjet rækker.

Mødet med krokodillen, næseaben og regnskovens igler

Vi bliver sejlet ned ad Kinabatangan floden og ankommer til Borneo Natur Lodge.

I løbet af de næste par dage er vi på 3 skønne flodsafari ture og ser så mange dyr, at det langt overgår, hvad vi på forhånd havde turdet drømme om.

Vi har vores egen båd og egen guide, og de er begge fantastiske til at spotte dyr. Vi lærer også hurtigt hvordan man kan spotte aberne. Efter flere timers sejlads ned af floder, med regnskov på begge sider, kan man sagtens se når bevægelsen i træerne bare er vind, eller et stort dyr, som aberne. Vores første tur, er eftermiddagen hvor vi ankommer - og vi er begge enormt overrasket over både at have set masse af næseaber, næsehornsfugle og de frække makakaber - både kort- og langhalede.

Man sejler helt helt tæt på, og er ofte kun få meter fra, nogle gange sidder de i træer lige over os, eller i græsset lige foran.

De følgende dage, kommer vi også tæt på bl.a. krokodiller og slanger og alle mulige slags fugle. Vi oplever Borneos meget løjerlige skabning næseaben, som er utrolig fascinerende, og meget menneskelig. Mere menneskelig end orangutangerne. Denne abe findes kun på Borneo, og vi får os et godt grin, hver gang vi passerer et træ fyldt med ”the dutchman”, som den så humoristisk kaldes af Borneos egen befolkning. Næseaben har en stor flad næse, som fylder en stor del af ansigtet. Den ellers slanke abe er forsynet med en lille ølvom, og siddende i toppen af træerne med skrævende ben, ser de nysgerrigt ned på os, når vi sejler båden ind under de træer, de sidder i. Aberne er meget menneskelige at se på og minder mildest talt om en drukkenboldt, der har siddet lidt for længe på det lokale værtshus. Næseaberne er fantastiske springere, meget akrobatiske og hopper behændigt fra trætop til trætop ofte med en unge på maven, som moren blot holder om med det ene forben. Det er fascinerende at se på. 

Før afrejsen fra Danmark har vi læst om den hyppige forekomst af igler i Borneos regnskov. Vi har også ladet os fortælle, at disse små, men meget generende skabninger, ikke lader sig holde ude af hverken sko eller tøj,  men alene kan holdes væk ved, at man iklæder sig såkaldte iglesokker. Vi er meget lettede, da vi på de første besøg i regnskoven får at vide, at vi ikke skal være nervøse for at møde disse ret klamme dyr. Derfor har vi under vores besøg ved floden ladet vores iglesokker ligge i kufferten, som nu befinder sig i Kota Kinabalu. Det viser sig at være en dårlig disposition, for regnskoven langs floden er hjemsted for rigtig mange igler. Heldigvis har hotellet gummistøvler, vi kan låne, og iklædt sådanne i overstørrelse begiver vi os med godt mod på en vandretur gennem regnskoven. Vi møder meget hurtigt de første igler. De sidder på de grønne blade i knæhøjde og venter blot på at kaste sig over os, så de kan suge sig fast og dermed starte et ”blodbad”. Iglerne bliver tiltrukket af den menneskelige varme, så i dag hedder det herrerne først. Vi lader guiden føre an, så han kan lokke iglerne frem, hvor vi kan se dem og dermed kan gå i en bue udenom, hvilket dog til tider er svært i den meget tætte urskov. Vi klarer turen uden angreb fra blodsugere eller dvs. næsten, for da vi lettede sætter os til rette i båden efter gåturen, piller guiden en igle af Lines ryg, heldigvis inden den når at suge sig fast.

Besøgt forår 2014