Viser opslag med etiketten Rom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rom. Vis alle opslag

fredag den 20. januar 2017

Rom: Sa Tanca Crostaceria - fantastik value for money

Vi har fundet denne dejlige restaurant på Tripadvisor og har også, via Tripadvisor, bestilt bord på Sa Tance Crostaceria hjemmefra. Dette er faktisk en mulighed for en del restauranter anmeldt på dette store travelsite og reservation herfra giver ofte adgang til rabat.

Vi besøger restauranten d. 23. december og bliver placeret ved siden af eller nærmest halvt under resaturantens flotte juletræ, som er pyntet med et væld af glaskugler og farvede lygter. Sidstnævnte  kører en blinketur ca. hvert 5 min., men det vælger vi ikke at lade os distrahere af. Selve restauranten er noget helt for sig selv. Tung i stilen med tapet på væggene og nærmest klunkeagtige møbler. Men her er nu ganske hyggeligt, og vi føler os godt tilpas.
 
Vi får ved ankomsten serveret et glas prosecco, som viser sig at være inkluderet i prisen fordi vi har bestilt via Tripadvisor. Sa Tanca har en række fine menuer,  som giver virkelig god værdi for pengene. For ca. 150 kr. får man 5 retter mad inkl. en flaske vin. Vi vælger dog at bestille en bedre flaske og får en fantastisk hvidvin - Lupus in fabula. Da vi får regningen viser det sig, at vi alene har betalt prisforskellen mellem husets vin og den lidt dyrere vin, vi har valgt.

Maden er virkelig lækker og der er mere end rigeligt af den. Vi har svært ved at spise op, selv om appetitten ikke fejler noget. Alene antipasti serveringerne består af 4 flotte retter, som hver især sagtens kan gøre det ud for en selvstændig forret.
Hovedretten er en skøn sværdfisk, perfekt stegt uden den er blevet for tør, som man desværre ofte kan være udsat for.

Sa Tanca får vores varmeste anbefalinger. Hvis man er i nærheden, så er restauranten et absolut must, og selv hvis man skal transportere sig for at komme hertil, så er det umagen værd.

Det er en fordel at booke bord via Tripadvisor
Adresse: Via Palermo, 57, 00184 Roma


Besøgt vinter 2016

Rom: Al Fortunato - en klassisker tæt på Phanteon - ingen turistfælde


Al Fortunato del Pantheon ligger 1 min. gang fra den lille plads hvor enestående Phanteon ligger.

Phanteon er vores absolutte favoritsted i Rom, og vi prøver at besøge stedet så mange gange som muligt under et besøg i den Italienske hovedstad.

Vi har tidligere besøgt Al Fortunato og under julens ophold i Rom beslutter vi, at det er på denne dejlige restaurant vi vil indtage middagen juleaften. Denne aften er der en færdig menu, som primært består af skaldyr og fisk, hvilket i Italien traditionen tro er den foretrukne spise i julen.



Restauranten er hyggelig og enkelt indrettet, uden at være "for italiensk" dvs. her er ingen ternede duge og heller ingen chiantiflasker med stearinlys :-)

Mens vi drikker vores dejlige italienske prosecco, får vi en snak med vintjeneren omkring valg af drikkevarer til menuen. Hans klare råd er lidt utraditionelt en flaske let pinot noir rødvin til hele middagen, og det er bestemt et valg vi ikke kommer til at fortryde.

Maden på Al fortunato er klassisk italiensk og tilberedt af rigtig gode råvarer. Vi nyder aftenen i selskab med 6 østers hver, en skøn ravioli med havbars samt blæksprutte i tomatsauce farseret med en vidunderlig fars.

Vi går mætte og tilfredse hjem og vil helt sikkert prioritere en middag her igen næste gang, vi er i Rom

Via del Pantheon 55

Besøgt vinter 2016

Rom: Moma en fantastisk oplevelse med det nyere italienske køkken

Italienerne er fantastisk gode til at begejstre os igen og igen, når vi kaster os over de klassiske retter: Antipasti i alle afskygninger, pastaretter, pizzaer og alt det andet som vi holder af. Kokkene i italien og de dygtige hjemmekokke for den sags skyld også, er eminente til at lade de gode råvarer tale deres eget sprog og en helt enkel ret kan få fuglene til at synge. En af de bedste forretter jeg endnu har fået i Italien bestod af rå tyndt skivede champignon med en fantastisk citronolie over, høvlet parmesan og masser af friskkværnet peber.

Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde for alvor har spist en middag i Italien, hvor det nyere køkken eller italiensk med et twist er herskende. Derfor er jeg lykkelig over, at den første oplevelse med nyere italiensk mad bliver på Moma.

Moma ligger i en sidegade til Piazza Baberini og for os en lille gåtur på 10 min fra den lejlighed, vi bor i. Vi har bestilt bord hjemmefra da middagen finder sted d. 25. december. Men det er umiddelbart altid en god ide at bestille bord på denne populære restaurant.

Restauranten er enkelt udsmykket og ved ankomsten går man direkte ind i baren, som ligger i stueplan. Vores bord er endnu ikke klar, så vi bliver budt på et glas  italiensk mousserende vin på husets regning. Ca. 15 forsinket bliver vi vist op til vores bord på første sal.


Mens vi hygger os med menuen, får vi serveret en række dejlige små appetizers og allerede her kan vi regne ud, at aftenen vil blive en god madoplevelse.

Der er primært mindre retter på menuen, og vi vælger at bestille en række af disse og så dele dem imellem os, så vi begge kan smage det hele.
Alle retter er fantastiske, klassikere men med et twist. Dog skal specielt 2 serveringer fremhæves her på bloggen.
En stor skål med den skønneste suppe, vældig godt legeret med fløde og så med et perfekt porcheret æg i. På toppen bliver der høvlet masser af frisk trøffel og parmesan. Denne ret er helt enestående med et perfekt samspil mellem æg, fløde og trøffel.

Den næste ret er også relativ enkel, men den er så god, at jeg uden tvivl snarest skal prøve at eftergøre den hjemme.

Hjemmelavede pastamuslinger på en bund af cremet Foie gras. Ikke en stærkt smagende levermousse men meget mild og cremet i smag og konsistens. På toppen er der drysset masser af tørrede jordbær  i pulverform. Kombinationen af den fede foie gras og de sødlig/syrlige jordbær er ganske genial. Og så er serveringen enkel og smuk at se på. Eneste lille minus for os danskere er, at italienerne spiser deres pasta "halvrå ", der var ifølge vores smag for meget "bid" i denne ret.

Jeg vil mene, at denne restaurant er et must, når man gæster Rom. Prisen ligger i den højere ende, men en middag her er klart til at betale. Vi slipper med 170 Euro for 2 personer inkl. en dejlig flaske vin og masser af vand.
Vi har hos Moma haft en helt fantastisk madoplevelse, som vi sjældent glemmer.

Via di S. Basilio, 42/43

Besøgt vinter 2016

Rom i julen - en stille og hyggelig oplevelse

I 2016 holdt vi en dejlig og stille julaften/juleferie i Rom. Under besøget var vi lidt spændte på at se hvor øde byen ville være i juledagene, men vi blev positivt overraskede over, hvor mange mennesker der var på gaden, selv på den en italienske julemorgen d. 25. december. En anden markant ting i gadebilledet var det stort opbud af militær og politi i gaderne og specielt foran alle turistattraktioner og ved indgangen til alle større kirker. Trist dette er nødvendigt, men 2016 har budt på alt for mange terrorangreb til at løbe nogen risiko, og den øgede sikkerhed gjorde os trist men gav også en følelse af tryghed.

Da vi begge havde været i Rom en del gange, var ingen faste turistbesøg lagt ind i kalenderen. Vi gik blot rundt og nød byen og den relativt sparsomme juleudsmykning. Italienerne er åbenbart glade for blinkende lygter og dør-udsmykninger, for næsten alle butikker var udstyret med en sådan dekoration. Enkelte gader havde smukke gadeudsmykninger, som vi kender det fra danske byer og ellers var det primært kirkerne, der gjorde noget ud af højtiden med oppyntning og krybbespil.

Julemorgen var der højtidsmesse i de mange kirker i Rom, og vi var en tur forbi en af de største kirker i byen -  Santa Maria Maggiore, hvor vi bl.a. oplevede det smukkeste herrekor.

Vi havde været så fornuftige at bestille bord  på udvalgte restauranter hjemmefra. Det skulle vise sig at være en god ide, da mange restauranter holdt lukket specielt d. 25. og 26. december. Det kan derfor klart anbefales at sikre sig plads på restauranterne i forvejen, specielt hvis du har ønsker om at spise bestemte steder. En åben restaurant kan man altid finde i Rom, men det er ikke sikkert at en tilfældig udvalgt restaurant giver dig den madoplevelse, du har sat næsen op efter.

Vi havde uden tvivl en skøn og afslappet juleferie i Rom og det er sikkert ikke sidste gang, vi "stikker af" fra al juletravlheden i Danmark og tager en stille og rolig jul sydpå.

Besøgt vinter 2016

søndag den 4. oktober 2015

Rom: Undgå for alt i verden Rugantino i Travestere

Vi kunne ikke finde de restauranter vi havde på listen da vi besøgte Travestere så valgte på må og få en restaurant der så fornuftig ud. Uha det var virkelig ikke en god ide.
Denne restaurant fortjener ikke mange år. Servicen var uforskammet, maden virkelig meget dårlig, pastaen var som gummi, så ganske enkelt sørg endelig for at gå i en stor buen uden om denne restaurant.

Adresse: Via della Lungaretta, 5 

Rom: ParmAroma

Via del Pozzo Delle Cornacchie 36
www.parmaroma.com
ParmAroma en sjov og ganske fin restaurant med fokus på Parmesanost En relativ stor restaurant som ligger i en kælder så hvis vejret er godt og du gerne vil sidde ude og nyde den lune aften så vælg en anden restaurant.

Her er en rigtig fin service og maden er anderledes end på mange af de andre restauranter. Fokus her er på parmesan ost, man kan bl.a. få oste modnet i forskellige måneder som forret. Vi spise dog en rigtig god aubergine med masser af parmesan, det smagte godt. Som en lille appetizer fik vi en rigtig lækker parmesancreme, den har jeg for øvrigt gjort efter herhjemme til stor glæde for mine gæster.
Den hjemmelavede pasta var også lækker ☺ 

Rom: Snyd endelig ikke dig selv for Tavernetta 48

La Tavernetta 48, Via Degli Spagnoli 48
latavernetta48.com
Restauranten ligger i samme bygning som vores lejlighed men vi har faktisk bestilt bord hjemmefra før vi bestilte lejligheden, anbefalingerne af restauranten er gode og det skal vise sig at maden og betjeningen her er endnu bedre end forventet.

Maden er god, ja faktisk virkelig god. Vi spiser super frisk fisk og til forret en lækker tuntatar og en ny version af klassikeren carppacio. Det rå kød er ikke belagt med høvlet parmesan og olie men en sauce med masser af rosmarin, anderledes men ganske godt. Vinlisten er pæn og priserne mere end rimelige og den kvindelige tjener en absolut fornøjelse. Fuld af humor og meget opmærksom så alt i alt en virkelig god oplevelse. Vi ender faktisk med at spise her 2 gange på ferien noget der er meget atypisk for os, da vi generelt ønsker at spiser så mange forskellige steder som muligt.

Restauranten er travl så bestil endelig bord i forvejen. 

Rom: Skønne pizzaer hos Da Francesco

Piazza del Fico 29
dafrancesco.it
Francesco er en lille restaurant som kan være lidt svær at finde. Men giv ikke op, det er værd at blive ved med at lede, de har virkelig skønne pizzaer. Vi sad udenfor ved en lille bord på en varm septemberdag. Vi spiste skøn pizza med masser af god mozzarella og høvlede trøfler – det smagte vildt godt. Hertil en skål grillede grøntsager. Restauranten har vine i halve flasker. Betjeningen er en smule sløv selv om der er mange tjenere ansat. Vær ikke bleg for at hive fat i dem når du gerne vil bestille eller betale, det satte tempoet lidt i vejret. 

Rom: Antica Foccaria

Skøn siciliansk restaurant i Roms lufthavn 


Denne lufthavn var uden sammenligning rejsen mest positive overraskelse.

Vi skulle flyve hjem kl. 13.40 og spiste frokost på Antica Focacceria som ligger midt i afgangshal D.

Først og fremmest blev vi meget overrasket over at blive mødt af en sød og smilende tjener som guidede os igennem menukortet. Vi bestilte pasta og et glas hvidvin hver, begge dele kom hurtigt og glasset der blev skænket i var stort. Rigtig god mad og vin til en yderst fornuftig pris. Så fremover vil vi ikke stresse for at nå at spise inden vi når lufthavnen men i stedet nyde et godt måltid eller nærmere unikt godt måltid beliggenheden taget i betragtning.

En skøn sensommerferie med udsigt ud over Roms tage

Kan lige så godt indrømme det med det samme, Rom er og bliver vores yndlingsby så lige netop denne by besøger vi igen og igen. Den seneste tur i september 2015 er den første sommertur ud af de mange besøg, vi allerede har haft i byen, de øvrige har typisk ligget i det sene efterår eller i det tidlige forår.

Vi er som hver gang vi har besøgt byen heldige med vejret, men mindre heldige med flyet, som desværre er aflyst. Vi ender med at rejse en tur over Paris i stedet for at flyve direkte og ankommer sent om aftenen, næsten 4 timer forsinket, til Roms lufthavn. Vær for øvrigt opmærksom på, at der er klare regler for kompensation ved forsinkelser og aflysninger, i vores tilfælde bør vi få 250 euro retur pr. flybillet. Se mere om disse regler på tænk.dk

Hotelovernatninger er temmelig dyre i Rom. Vi har prøvet lidt af hvert:  3 stjernede hoteller som ikke var noget at skrive hjem om, et lille privatejet pensionat lige bag selve Peters Kirken, hvilket var super godt og meget fornuftigt prismæssigt og så på den seneste tur en lejet privat bolig. Vi er faldet pladask for en dejlig bolig med en kæmpe tagterrasse med udsigt ud over Roms tage.  Her nyder vi morgenmaden, eftermiddagssolen med en god bog med et glas vin og slutter også dagen af med det sidst glimt ud over byen. Vi bor helt centralt i det historiske Rom, hvilket klart kan anbefales, da man her kan gå til alt og der er mange rigtig gode restauranter lige udenfor døren. Der er nu mange gode områder i Rom, og hvis du bor i den indre del af byen, så er det let at gå rundt til stort set alt man bør se og opleve, når man besøger Rom. Andre anbefalede områder til overnatning er Travestere og området lige omkring Peterskirken.

Turistattraktioner
Yndlingspletten i Rom er for os Pantheon. Denne fine helligdom ligger på en lille plads med masser af liv og omkranset af små cafeer og restauranter. Pantheon har gennem tiderne været ”hus” for en del forskellige trosretninger og er betydelig mere minimalistisk dekoreret ift. hovedparten af Roms katolske kirker. Den kæmpe kuppel er uden malerier og dens smukke arkitektur med det stor hul i midten er med til give Pantheon det meget unikke udseende og stemning. Rummet har ingen kunstigt lys men oplyses alene af det dagslys, der kommer ned gennem hullet i taget. Det anbefales at besøge Pantheon om formiddagen så tidligt som muligt, da her er færrest mennesker på dette tidspunkt.
Et andet dejligt sted som for øvrigt også er gratis at besøger er Fontana Di Trevi – det kæmpe store springvand med de flotte figurer. Det er meget smukt beliggende på et lille bitte torv, så man faktisk først opdager, at man er der, når man kan høre vandets brusen. Desværre er hele fontænen under restaurering, da vi besøger Rom i denne omgang, så der er stilladser alle vegne og ingen vand. De mange turister står alligevel i en tæt kødrand og tager masser af billeder, det morer vi os lidt over. 
Tæt på Fontana De Trevi ligger den spanske trappe. Der er typisk rigtig mange mennesker nedenfor og på selve trappen. Når man ser billeder af den spanske trappe, så er den altid fyldt med blomster, noget vi aldrig har oplevet. Så vidt vi har kunnet læse os til, så er det i april, man kan opleve dette syn. Det kan anbefales at gå op ad trapperne og tage gåturen nordpå til Piazza del Popolo på den højere beliggende gade ift. gågaden, der løber foran den spanske trappe. Der er en rigtig smuk udsigt ud over Rom, og her er færre mennesker.

 

Vi besøger ikke alle turistattraktionerne hver gang vi er i Rom, men vi er altid lige et smut forbi både Colosseum og Peterskirken, dog uden at nå så langt, at vi skal betale entre. Der er næsten altid virkelig mange mennesker ved disse 2 unikke steder, og  hvis man har været der før, er det ikke altid man kan overskue at skulle stå i kø i flere timer. Hvis du besøger Rom for første gang, så er de 2 steder et absolut must og er indgangskøerne for lange, kan det overvejes at betale sig til en privat guide, disse har egen indgangskø med prioritet før ”pøblen”.
Colosseum er ganske enkelt imponerende. Det store teater er faktisk større, end man lige regner med og det er til at forstå, at det kunne rumme 5000 tilskuere, når der var kampe i arenaen. Når man ser ud over området der hvor ”managen” var og kikker ned i de underliggende gange, kan man næsten mærke frygten fra de stakkels mennesker og dyr, der ventede på at komme i kamp.

Hvis du skal i Vatikan museet, hvilket varmt kan anbefales, så køb billet på nettet hjemmefra, det giver  langt hurtigere adgang til museet. Sørg for at lægge besøget i Vatikanmusset og Peterskirken på samme tur. Når man kommer til det Sixtinske kapel, er der for enden af rummet en udgang, der siger Sct. Peters (eller noget lignende). Tag denne udgang og så kommer du ud lige foran indgangen til Peters Kirken og kan på den måde undgå den typisk flere timers lange kø foran Peters kirken. Peters Kirken er enorm og ikke specielt smuk, meget bombastisk og overdådig på en næsten vulgær måde, men den bør ses bare en gang. En tur op i kuplen kan også klart anbefales. Vær dog opmærksom på at turen ikke er et godt valg, hvis du ikke er godt gående og lider man af klaustrofobi, skal man også lige overveje om turen er det værd. Den sidste del af turen foregår i en smal gang langs med kuplen og der er virkelig ikke meget plads. Til gengæld så har man en forrygende udsigt ud over Rom samt et kik ned i Vatikanets have, så vælg denne tur en dag der er blå himmel.
Engelsborg ligger ved en af de smukkeste broer over Tibern. Engelsborg er bestemt også et besøg værd, men er køen for lang vil jeg nok vælge dette sted fra til fordel for Vatikanet og Colosseum. Til gengæld kan man ganske gratis nyde den flotte fæstning udefra – den smukkeste vinkel er uden tvivl fra broen med statuerne.


At gå rundt i Rom er en oplevelse
Når vi besøger Rom så foregår meget af ferien med at vandre rundt i de små gader. Man farer hele tiden vild selv med et kort, men det er kun hyggeligt at gå forbi de utallige små torve med obelisker, springvand og kirker. Vi får typisk drukket mange små kopper kaffe – næsten hvert 4 hus er en bar, cafe eller restaurant. Noget vi denne gang oplever som nyt i byen, er de mange vinbarer, som er dukket op de seneste år.  De synes at være meget populære, tæt besat af romere, men i det hele taget ser krisen i de sydlige Europa ikke ud til at have sat en dæmper på de mange restaurantbesøgende, som er meget kendetegnende for italienerne.

En klassiker på en tur til Rom er Trevestere området (Roms Latinerkvarter), som ligger på den venstre side af Tibern. På den sidste tur valgte vi at gå til området efter et besøg på Peterspladsen. Der ligger en stor park i området mellem Peterskirken og Travestere, som vi beslutter at gå igennem, men det lykkes os aldrig at komme indenfor i parken, vi går hele vejen langs med muren, men på den forkerte side og overvejer seriøst flere gange at prøve at klatre over den J. Trevestere er hyggelig at gå rundt i men pas på de mange turistfælder, vi spiste her et virkelig dårligt måltid mad. Se mere i afsnittet omkring Roms restauranter. Men der er bestemt også gode restauranter i området – søg evt. på Tripadvisor.dk så du ikke ryger i samme fælde som vi gjorde.
 

Hvis man er til markeder, gemmer området lige op til hovedbanegården på et virkelig både flot og stort fødevaremarked. Der er alt man kan drømme om både fisk, kød, grøntsager, olier, krydderier osv.  Her møder vi stort set udelukkende italienere på indkøb. Markedet ligger på Via Filippo Turati. Der er også et marked på Campo De Fiori. Det ligger virkelig smukt på et lille torv, men her er primært turister og priserne er herefter f.eks. vil flere af de handlende ikke have, at man tager fotos, med mindre man køber noget.

Mad så englene synger
Man spiser så dejligt i Rom, kunne tage turen bare for madens skyld. Og så koster det langt mindre at gå ud i Italien. En rigtig god middag på en bedre restaurant med en skøn flaske vin til koster sjældent mere end 500 kr. for 2 personer. Det anbefales at bestille bord på de mest populære restauranter eller mød op kl. 19/19.30, da romerne typisk spiser senere. Vi oplever ofte at være alene i restauranten når vi ankommer ved 19.30 tiden, men inden der er gået en time, er alle borde besat. Se mere omkring anbefalede restauranter under Roms Restauranter.



Praktiske informationer
  • Flere flyselskaber flyver direkte til Rom bl.a. SAS og Norwegian. Vi betalte 1500 pr. person for flybilletten, men prisen svinger meget alt efter årstid, og om man har bestilt billetten i god tid.
  • Hoteller i Rom er relativt dyre. Vi lejede vores lejlighed via Wimdu.dk – Airbnb.dk har også lejligheder i Rom.  Vi betalte 5200 kr. for 4 overnatninger
  • Der går lufthavnstog til Termini (hovedbanegården) og der kører både Metro og bus i Rom. Dog skal man være opmærksom på at trafikken er heftig i byen, og turen kan ofte tage langt længere tid end beregnet. Vi regnede ud, at vi kunne spare ca. 10 Euro ved at tage de offentlige transportmidler og valgte derfor kørsel fra lufthavn til lejligheden med et privatejet transferselskab. Turen kostede 50 Euro hver vej for 2 personer. Klik her for link til transferselskab 
  • En del restauranter og barer modtager ikke kreditkort så hav altid kontanter på dig.
  • Der er en del hæveautomater i byen, de ligger primært i forbindelse med de store banker – vi oplevede ingen problemer med at hæve penge på visa/dankort.
  • Det kan være lidt svært at regne husnr. ud. Mange gader har ikke lige nr. på den ene side af gaden og ulige på den anden som vi kender det i Danmark, men nr. kører fortløbende på samme side af gaden.
  • Pas på trafikken i Rom. Der tages ikke specielt hensyn til fodgængere så det er med at trække tæerne til sig, når der kommer en bil eller knallert forbi, specielt i de meget smalle gader.