torsdag den 20. juli 2017

Gode restauranter i Glasgow

Vi har før vores besøg i Skotland frygtet, at 2 madører som os vil blive skuffede over maden i Skotland, men heldigvis viser det sig ikke at holde stik. Vi spiser en del steder som er ganske OK og så oplever vi enkelte restauranter som er helt i top, bl.a. Jamie's Italian og Ox and Finch som vi begge finder i Glasgow.

Jamie's Italian

Jamie's Italian GlasgowJamie's Italian Glasgow
Adresse: 7 George Square

Jamie’s mad er ganske enkelt god, vi har en del af hans kogebøger og hans restauranter følger heldigvis samme mønster.
Vi har ikke tidligere besøgt en af hans Italian restauranter og griber straks chancen nu vi er i Glasgow og der ligger en lige om hjørnet.

Restauranten ligger midt på den centrale plads i Glasgow og den består af et meget stort lokale, nærmest fabrikshal-agtigt. Som med maden er der heller ikke slinger i valsen når det gælder indretningen. Man føler sig nærmet hensat til et af de skønne madmarkeder på Borneo, blot er stolene ved de små runde borde ikke af plastik men af højrødt smedejern. Vi sidder til gengæld i et område der mere minder om en amerikansk ”diner”, sjov indretning til en restaurant med italiensk inspireret mad, men det fungerer ganske godt.

Maden er rigtig god. Udvalgte råvarer af høj kvalitet og godt tilberedt. Maden smager af noget, ja af meget. Måske en sjov ting at nævne, men vi har fra de flest andre restauranter vi har besøgt oplevet, at man i Skotland er meget tilbageholdende med krydringen. 
Betjeningen er ganske enkelt helt i top. Vores tjener Peter er noget af det dejligste ud i tjenere vi endnu har oplevet. Storsmilene, energisk, morsom, sød og meget personlig, heldige Jamie's Italian der har fået fingre i ham.

Til slut vil vi blot nævne prisen som er ganske fornuftig. Man kører med et god og bred ”mix selv menu”: 2 retter for 14.95 pund og 17,95 for 3 retter.

Ox and Finch

Ox and Finch SkotlandOx and Finch Skotland
Adresse: 920 Sauchiehall Street

Vi besøgte denne lille skønne restaurant på den anden side af den store Kelvinton Garden, og fik her vores absolut bedste måltid på hele Skotlandsturen.
Restauranten er ikke vildt stor, enkelt indrettet men smagfuld. Hele den ene væg er en stor vinreol, og her har man valgt at sortere vinene efter druesort i stedet for vinhus, en både sjov og smuk måde at skabe en god baggrund for en restaurant.
Betjeningen er en smule upersonlig i forhold til restauranterne i Skotland generelt. Vi oplever næsten alle steder en meget personlig og imødekommende service, så det er typisk absolut ikke den del af et restaurantbesøg som trækker karakteren ned.

Maden til gengæld er helt fantastisk på Ox and Finch. Man spiser her små måltider, der anbefales 3 pr. person. Vi bliver dog temmelig mætte af de 5 vi bestiller til sammen, og kunne sagtens have klaret os med 4. Portionerne er lidt større end en typisk dansk forret.
Ox and Finch Skotland
Skate Wing
Maden er med et moderne twist og nærmest en fusion mellem Skotland, Mellemøsten og Fjernøsten og det er meget vellykket. Vi får her en ret vi sjældent vil glemme. En Skate wing som, så vidt vi har kunnet finde frem til, er en slags rokke. Den kommer på bordet stegt og serveret med brunet citronsmør og salturt. Det smagte bare så vildt godt. Alt var som nævnt godt, men vil også fremhæve humus med masser af ristede krydderrier som drys og små ristede grøntsager til at skovle humusen op med. Det skal straks prøves når vi kommer hjem.

Denne restaurant kan ikke anbefales nok, den er tilmed ganske fornuftig prismæssigt.

Besøgt sommer 2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar