søndag den 21. juli 2019

Vi har spist på Central, verdens 6. bedste restaurant

Siden vi første gang tog til Peru, har det været vores drøm at besøge restauranten Central i Lima. I 2015 lå restauranten nr. 4 på listen over verdens bedste restauranter. I 2019 hvor vi besøgte stedet, var den netop nykåret til verdens 6. bedste restaurant.

Den fantastiske og innovative Virgilio Martínez Véliz er køkkenchef og ejer. Hans kærlighed til sit land og til mad er tydelig. Virgilio tager ud i Perus natur - bjerge, regnskov og kyst - og opdager hidtil ukendte ingredienser, som han tager med til sin restaurant. Selve menuen er også bygget op efter Perus vilde natur med fokus på de mange forskellige højder som findes i landet. Fra 0 meter over havet overfalde til op imod de 4000 meters højde, hver eneste ret tilhører en bestemt højdemeter.


Vores menu
Vi har en reservation kl. 13, og det er også her alle andre gæster ankommer. Vores menu er 16 retter, og derudover bestiller vi drinksmenu. Marianne fik alkoholmenuen med drikkevarer fra Sydamerika. Denne menu består ikke kun af vin, men også øl og drinks. Line fik den alkoholfri menu, som består af forskellige spændende juices. Vi vil uden tvivl anbefale at man vælger en menu til drikkevarer, da de tilpasses og matches maden på helt fantastisk vis. Bl.a. oplevede Marianne at få en vin som smagte fantastiske og perfekt, når den blev drukket sammen med retten den var matchet med. Men da hun smagte den efterfølgende, smagte den helt forkert.


Herunder er alle de 16 fantastiske spændende, smagfulde og smukke retter vi fik serveret. Intet smagte dårligt, kedeligt eller mærkeligt. Når man spiser på så innovativ og prisvindende en restaurant, kan man ellers godt have fordomme om, at halvdelen af det man får serveret bare er mærkeligt eller smager direkte dårligt. Men det var på ingen måde tilfældet her - det var en helt igennem vidunderlig oplevelse.

Vi har prøvet at huske hvad retterne bestod af - mange af helt ukendte ingredienser som Virgilio har fundet i naturen.

1. Red RocksKnivmuslinger og sprød kiks lavet af alger og citrus puré.

2. Desertic Coast - Kaktusskum med kammusling, sprøde søde kartofler, iskold firkant lavet af kaktus. Nok den smukkeste af alle retterne, med den vildeste pink farve fra kaktussen. 


3. High Altitude Farmlands - Dehydreret Mashwa (en form for rodfrugt/kartoffel) fyldt med smør lavet af mashwa. I kruset er and med mashwa-mos. De sprøde gule var også lavet af mashwa.



4. Amazonian River - Amazonas fisk farvet med naturlige ingredienser fra amazonas og lagt ovenpå en base af en speciel majs. Den hvide er en frugt fra amazonas med kerner fra frugten ovenpå. I de sorte krus er saft fra frugttræet. 

5. Upper Jungle - To slags brød lavet på rodfrugt, to slags smør (jep, den kulsorte er smør).

6. Sea Terrain - Blæksprutte med en form for agurk i strimler.

7. Waters of the Desert - Den blødeste avocado (gemt under det gule) med røget søpindsvin på toppen. 
8. Extreme Altitude - Majs, majs, majs! Denne ret er lavet af en masse typer majs. Bl.a. en lille majs kage, som smagte faktastisk! 
9. Mil Moray - Kartofler lavet på traditionelt peruviansk, dækket i ler og bagt under jorden.

10. Amazonian Lake - Sprød skin fra piratfisk og yuca-rod - vild servering! Man kunne ikke spise fiskene.

11. Marine Valley - Kammuslinger med græskar.

12. Plain Forest - Amazonian rejer med en lækker indkogt skum på toppen (denne ret mættede overraskende meget).

13. Andean Woods - Den eneste kødret vi fik! Og den sidste inden desserterne. Dette er lam med fåremælk. 

14. Amber Forest - Kaffe- og vaniljekager. En lækker skum nedenunder.

15. Green Mountain Range - Mørk chokolade i en sten (hul i midten), mørk chokolade-mousse med chaco - en frugt som er syltet i noget tid, hvorefter man åbner frugten op og tager kødet ud (det hvide i den lilla skål på billedet).

16. Medicinal Plants - Småkager med creme imellem og te med urter.

mandag den 3. juni 2019

Kroatien - Se at komme afsted

Da Marianne var ung, besøgte hun det tidligere Jugoslavien og tilbragte en hel sommer i Montenegro. Turen dermed blev tilbagelagt i bil og derfor var en lille del af Kroatien også besøgt.
Vi har længe talt om at tage en tur til det smukke historiske land og sommeren 2018 bliver det endelig en realitet.


Vi ved på forhånd at Dubrovnik ubetinget skal på besøglisten. Dette skyldes primært at Marianne tilbage i 80'erne under sidste besøg tilbragte 2 timer i byen og var totalt solgt, det er virkelig en by man bliver mere sulten på efter så kort et besøg.

Der er enkelte flyselskaber der flyver direkte København-Dubrovnik i sommermånederne, men prisen er meget høj ift. en tur til Split, som ligger nordpå ift. Dubrovnik. Da vi gerne vil være afsted i 2 uger og derfor skal rejse lidt rundt i landet, beslutter vi os for at bruge Split som udgangspunkt.

Lige en generel advarsel. Byerne i Kroatien er smukke, gamle og gaderne er typisk belagt med store stenflader. Disse er typisk godt slidte i en sådan grad, at de er meget glatte at gå på. Sørg derfor for at have sko og sandaler med gode såler under, da man let falder og underlaget er meget hårdt at falde på.

Maden
 

Vi tager til Kroatien med en forventning om at få OK mad, men ikke mere end det. Det skal vise sig at vi har taget helt fejl. Maden er udsøgt, ja faktisk virkelig god, og det var ikke tågede minder fra 80’erne som spiller et puds omkring den pragtfulde vin de producerer i landet. Der er masser af skøn fisk og skaldyr, men Italien har også sat sit præg på landet på den gode måde. Næsten alle restauranter serverer risotto og det er let af få lækker hjemmelavet pasta og kombineret med de rigtig gode råvarer som man forstår at bruge i Kroatien, så ender vi med at holde en ferie hvor et af de store højdepunkter er maden.

Gode råd
  • Selv om vi har lavet aftaler på forhånd omkring mødetid og sted, måtte vi alligevel ringe efter værten flere steder, så husk altid at have tlf. nr. kodet ind og evt. en forhåndsaftale om hvem man kontakter hvis noget går galt. 
  • Der er kun meget få toglinjer i Kroatien men det er både let og behageligt at tage langtursbusserne som kører hyppigt og ikke er specielt dyre. Vær dog opmærksom på at turen typisk tager noget længere end der står i køreplanen så beregn mindst 1 til 2 timer ekstra på de lange ture. På de lange busture er det vigtigt at have småpenge med når der er stop ved resteplader med toiletter. Desuden sørg for at have dit pas med dig hvis der køres langs kystlinjen mod Dubrovnik, er ca. 20 min. kørsel i Bosnien Hercegovina og her skal registreres og så registreres igen når man igen kommer til Kroatien på den anden side.

Besøgt sommer 2018

Split



 Vi har læst forskellige steder og også hørt fra andre besøgende, at Split er meget turistet og dyr, men vi tager chancen og booker et hotel med 3 overnatninger som det første besøgssted på rejsen. Og vi bliver heldigvis meget positivt overraskede.


Vi er faktisk ret vilde med den smukke by med en fantastisk gammel bydel, en smuk havn, utroligt mange lækre restauranter og en placering lige ud til vandet. 
Vi bor på Guest House Leta som ligger helt perfekt på en lille vej et stykke oppe ad skråningen mod de flotte udsigtspunkter ved det smukke park Suma.
Det lille fine overnatningssted med kun få værelser ligger stille og roligt, og vi nyder hver aften gåturen af de mange brede stentrapper, som fører ned til havnen og den gamle bydel.

Området ved havnen er meget travl og tæt besat med turister og de store restauranter der ligger med fronten mod vandet går vi i en stor bue udenom. Til gengaeld er vi vilde med den gamle bydel som ligger indenfor de meget gamle bymure. Her er det som at gå i en labyrint, med små smalle gyder med høje huse og mure omkring, masser af butikker og restauranter.
Her tilbringer vi meget tid med at spise is, gå ture og nyde atmosfæren og fornemmelsen af at være sat tilbage i tiden.


Vi har som altid checket hjemmefra hvilke restauranter vi skal spise på. Der er kun én enkelt swipser undervejs og vi vil klart fraråde at besøge den ellers godt anmeldte restaurant Villa Spiza. Det er yderst sjældent vi går fra en restaurant uden at give den en chance for at vise sit værd, men her fik vi en så ubehøvlet behandling at vi aldrig nåede til at bestille mad men ganske enkelt forlod restauraten. Se restaurant anmeldelsen her på bloggen.
Og så til topscoren madmæssigt på vores tur - Articok, hvor vi endte med at spise 2 gange, noget der sker meget sjældent på vores rejser, men her måtte vi bare tilbage og lige checke den fantastiske mad og søde service endnu engang.


Vi havde det skønneste vejr under vores besøg i Kroatien og besluttede at gå en ”lille” tur i den smukke park, der ligger lige øst for vores hotel. Det viste sig at være en ret land men meget smuk tur og da det var en varm dag var vi ved at løbe tør for vand undervejs, så sørg endelig for at tage rigeligt med, turen kan varmt anbefales, der er fantastiske udsigtspunkt ud over vandet og byen undervejs og små klippestrande man kan tage et hvil på, når det bliver for varmt at gå.

Da vi skulle hjem havde vi endnu en eftermiddag/aften i Split. Der boede vi i den mere travle del af byen på Rooms Gold som også varmt kan anbefales. Små værelser men rigtig pænt hotel og god service.

Besøgt sommer 2018

Det stille Sibenik og Krka National Park

Sibenik
Vi har i guidebogen læst om de smukke naturparker og vandfald Kroatien byder på og da vi kun har 2 uger ialt bliver vi enige om at tage til Sibenik, som ligger i nærheden af vandfaldet i Krka National Park.

Vi tager bussen fra Split til Sibenik, en smuk tur på ca. 5 timer langs kysten. Vi kan se på kortet at gåturen fra stationen til vores lejlighed i den gamle bydel ikke er særlig lang, så vi trækker afsted med vores kufferter. Hvad vi dog ikke har regnet med er, at gåturen gennem den gamle bydel stort set alene består af ture op og ned at trapper, over glatte sten og da vi endelig når frem i varmen er vi lidt slidte og trænger bare til at sidde ned. Faktisk er vi blevet en smule irriterede på byen, da vi slet ikke har fået set os ordenligt om.

Castrum design apartments




Vi er nemlig havnet i den smukkeste middelalderby, meget velbevaret og beliggenheden af vores lejlighed er i et stille hjørne, så efter vi har sundet os bliver irritationen vendt til stor begejstring. 

Vi har reserveret Castrum design apartments hjemmefra på booking.com og det er tæt på at være en af de flotteste steder vi endnu har boet NOGENSINDE. Vi befinder os i en meget gammel ejendom i en totalt og lækker istandsat lejlighed med stenvægge og højt til loftet. Badeværelse og køkken er lækkert indrettet og prisen på omkring 800 kr pr. nat er så rimelig og vidner om vi er i en by uden for meget turisme. 

Byen er rigtig hyggelig at gå rundt i, gode restauranter og klart et besøg værd hvis der er tid i rejseprogrammet. 


Krka National Park 
Turen ud til vandfaldet kan man snildt klare på en dag og vi satser på at kunne arrangere dette fra Sibenik når vi ankommer. Det skal dog vise sig at være mere besværligt end som så. Turistkontoret ser undrende på os, da vi ikke har bestilt på forhånd og henviser os til turbådene i havnen. Vi finder en ledig afgang næste dag og skynder os at få reserveret pladser. Turen derud er faktisk også den bedste del af selv turen. 
Vi sejler langs kysten i en stor turistbåd, får mad og drikke undervejs og selv om det hele bærer præg af en stor gruppetur, hvilket vi normalt holder os langt fra, så er det en udemærket tur, lige indtil vi kommer til vandfaldet. 

Her er så mange mennesker ved foden af vandfaldet i området hvor bådene kommer ind, at vi nærmest går i gåsegang. Køen ved toiletter er uendelig og der sidder mennesker på jorden som er nedtrampet til hård ”beton” alle vegne. Heldigvis tager vi turen op til toppen af vandfaldet hvor der er lidt mere luft og tager de byggede trægangbroer hele vejen rund om vandfaldet. Også en relativ tæt befærdet gåtur, men med lidt mere luft trods alt. For at være helt ærlig, og det er vi jo her på bloggen, så er en hel dagstur eller i det hele taget en tur ud til vandfaldet på ingen måde et must. Til gengæld så er vi rigtig glade for at vi tog til Sibenik, så det hele kommer til at ende godt alligevel.

Besøgt sommer 2018

lørdag den 1. juni 2019

Smukke autentiske Bologna

Vi besøger Bologna en forlænget weekend i starten af maj og førstehåndindtrykket er en hektisk og travl, men ikke mindst smuk og hyggelig by, hvor man får lov til at tage del i det "almindelige" italiensk liv for et par dage.
Vi har købt billet til lufthavnsbussen hjemmefra, så vi går direkte "ombord" og tager turen gennem det travle Bologna til hovedbanegården i den nordlige del af byens centrum. Her er som i en stor myretue, og hele byen er i det hele taget meget travl på dette tidspunkt sidst på eftermiddagen. Vi trækker kufferterne gennem byen til den lejede lejlighed, som ligger midt i det hyggelige og travle universitetsområde. Bologna har forøvrigt kælenavnet "Den lærte" som henviser til at byen huser Europas ældste universitet. Hele det store området med det ene fakultet efter det andet oser af atmosfære og de mange unge mennesker som sidder overalt på cafeer, på fortove, trapper og hvor man nu kan slå sig ned, viser tydeligt at det er fredag eftermiddag og weekenden er startet.

Vi finder hurtigt indgangsdøren til vores lejlighed Residenza Pellacani og efter en MEGET LANGSOM tur med kuffertene i den lille elevator bliver vi mødt af værten som er en skøn ældre italiensk herre med et ganske godt engelskforråd.

Vi er begejstrede over lejligheden, den er stor, lys, pinligt ren, med 2 badeværelser, gode senge og med den smukkeste udsigt til en smuk have og det ene af de 2 skæve tårne. Det viser sig at naboen i baghaven er musikkonservatoriet og hver formiddag har vi den udsøgte fornøjelse at lytte med når der øves operaskaler og de kommende koncertpianister spiller sig igennem stor værker som vi desværre ikke kender navnene på men det er meget italiensk på den absolut gode måde.

 
Den glemte by
Bologna må være en en Italiens glemte byer, dette bekræfter vores vært også, "alle tager til Rom, Firenze og Milano" siger han, "næsten ingen turister kommer her". Det mærker vi også tydeligt når vi går rundt i byen og spiser på restauranter. Her er virkelig meget få turister og dette til trods for at Giro de Italia starter fra byen den weekend vi er her.

På vores første lille tur rundt om vores lejlighed kommer vi forbi de 2 skæve tårne, som står klemt inde på en mindre piazza. Og de er altså sindsygt skæve og må næsten gøre det skæve tårn i Pisa kamp til stregen om at have den største hældning. Vi har bestilt indgangsbilletter til toppen af tårnet hjemmefra, men ender faktisk med aldrig at bruge dem. Der står i guiden, at det er en smal stejl trappe med næsten 500 trins man skal op ad og den ene af os har det ret skidt med trange rum så vi beslutter alene at nyde symbolerne på 2 familiers kamp om at bygge det højeste tårn fra landjorden.

Centrum af Bologna er den store Pizza Magiore. Vi ser den dog først rigtig den sidste dag lige inden vi skal retur til Danmark, over weekenden er den plastret til med Giro de Italia stande, men da den bliver ryddet igen kan vi se at den er smuk og den er et godt pejlemærke, når man går rundt i de små gader.
Området øst og syd for pladsen er rigtig hyggeligt med små smalle gader fyldt med butikker, mange af dem med de lækreste madvarer og udsøgte delikatesser samt hyggelige restauranter, svært at vælge hvor man skal spise hvis man ikke har sine anbefalinger med på forhånd. De restauranter vi spiser på er nøje udvalgt hjemmefra, men det er opfattelsen, at det er svært at finde turistfælder eller dårlige restauranter her i byen, dette hænger nok også sammen med, at man ikke snyder en italiener og dem er der jo som sagt overvejende langt flest af i Bologna. Og man spiser virkelig godt her og tilmed til fornuftige priser som ligger en del under hvad man betaler i f.eks. Rom og Firenze. Se mere om de restauranter vi besøgte her på bloggen.

Smukke kirker

Der er rigtig mange kirker i Bologna. De er store, virkelig store og ligger nærmest dør og dør. Man kan let bruge en hel dag eller 2 med bare gå ind i hver eneste kirke man kommer forbi. De er forbavsende forskellige  lige fra de meget udsmykkede og dekadente til den fine lille nedtonede San Giacomo Maggiore med smukke malede friser til den kæmpestore San Petronio Basilika som skulle være endt med at blive større en Peters Kirken i Rom men byggeriet blev sat på stop for at prioritere uddannelse og universitet i stedet. Vi besøgte også den specielle Basilica de San Stefano som har 7 kirker i den samme bygning, den var vi ret fascinerede af, den er klart et besøg værd.
Katedralkirken Cattedrale di San Pietro havde vi nær overset. Imponerende at man kan kile en så kæmpe stor kirke ind blandt andre bygninger så man nærmest kommer til at gå forbi den. Det er en meget smuk katedral, kæmpe stor og da vi besøgte den var vi så heldige at havne midt i mandagens formiddagsmesse med 3 præster ved alteret.
 
Ingen af os er på nogen måde troende, men det er en skøn oplevelse at besøge kirker på rejser i udlandet. I lande med en stor troende befolkning (i Italien katolsk) får man en oplevelse af at blive taget tilbage i historien samtidig med at rigtig mange mennesker har deres daglige gang her og derfor også giver et indblik i dagligdagen. Det er også et dejligt lille pusterum at træde ind i en kirke ofte kommer man direkte ind fra en travl gade eller plads og der er så dejlig ro i en kirke. Hovedparten af kirkerne i Bologna har gratis adgang så det er også en billig fornøjelse af tage en "Kirketur"

Tør i regnvejr
Bologna er helt sin egen på mange måder men mest unikt er nok de overdækkede fortove. Byen har  40 km fortorve som er forsynes med de smukkeste buer og søjler. Det er ret praktisk, under vores besøg regnede med massivt den ene dag men vi kunne gå stort set tørskoede rundt blot med hjælp af en parapyl når vi skulle over gaderne hvor der ikke var overdækket. Samtidig er buerne virkelig flotte, næsten alle forsynet med malerier og udskæringer, faktisk en attraktion i sig selv.

Vi havde kun 2 hele dage i Bologna, men vi kommer helt bestemt igen inden længe og så kan man jo kombinere turen med én lille tur til Firenze, det tager kun 1 1/2 time, men husk endelig ikke at springe skønne Bologna over på en ture til Pisa eller Firenze.







Besøgt forår 2019

søndag den 25. november 2018

Sjove og brugbare detaljer om Japan og japanerne

Vi står i kø og holder til venstre

Japan er et tæt befolket land. Der er mange mennesker, rigtig mange mennesker. Men japanerne kan godt lide der er styr på tingene og orden. Derfor ligger det i høj grad i deres kultur, at man står i kø. Jo vist, der er da også køkultur i Danmark (for det meste). Vi står i kø i supermarked eller når vi skal til koncerter. Men i Japan er det taget til det lidt mere ekstreme. Japanerne står i kø når de skal på toget - og det ligger så dybt i deres kultur, at der faktisk er markeret linjer i gulvet på perronen, hvor man skal stå i kø. Går du igennem togstationer, er det også vigtigt hele tiden at holde til venstre. Der er endda i travle perioder personale ansat til at stå og sige, at man skal holde til venstre.


Hensyn og venlighed

Japanerne er enormt høflige og meget hensynsfulde - helt som deres rygte er. Det betyder også, at man som turist skal tage lidt ekstra hensyn og virkelig tænke over at opføre sig ordentligt. Det er fx. enormt uhøfligt at råbe eller tale alt for højt - på et tidspunkt oplevede vi nogle amerikanske turister stå og råbe til hinanden, og vi kunne tydeligt mærke at det var total forkert fortolkning af stemningen.
Efter 20 dage i Japan, kunne vi også mærke stor forskel da vi ankom i lufthavnen til Helsinki. Pludselig viste folk ikke stort hensyn og gik bl.a. ind i hinanden eller tæt på hinanden. I Japan er man meget opmærksom på hinanden i bybilledet, og man holder afstand.

På et tidpsunkt spiste vi på en restaurant, hvor de ikke forstod engelsk. Vi bestilte nogle ting, som vi heller ikke vidste hvad var - fordi det hele stod på japansk. Da vi så gik fra restauranten, var regningen pludselig ualmindelig stor - det dyreste sted vi har spist. Så vi har tydeligvis bestilt meget mere, end hvad vi endte med at få. Men det ville være alt for uhøftligt at klage (og vi kunne heller ikke så godt kommunikere med dem), så vi endte simpelthen med ikke at sige noget.

Så længe man er høflig, afdæmpet og imødekommende, så kan det ikke gå galt. Og japanerne ved godt at man ikke kender alt til deres kultur.

Sko

Japanerne har ikke sko på indenfor - ligesom os. Det gælder dog ikke kun private hjem, men også mere offentlige steder som templer og de fleste hoteller. Alle steder vi boede, skulle vi stille skoene ved indgangen, og hoppe i et par sutsko. Det var hyggeligt, og det er på mange punkter også en rigtig fin måde at holde stedet rent.
Du er dog aldrig i tvivl om hvornår du skal tage skoene af - der er altid hylder til skoene. Derudover er der næsten altid et højt trin op, som tydeligt adskiller udenfor fra indenfor miljøet.

Verdens mest fancy toiletter 

japanske toiletter
I har sikkert hørt om dem; de vilde japanske robot-toiletter. Men måske er du ikke klar over hvor udbredte og stor en del af den japanske kultur de er.

Da vi ankommer til lufthavnen i Tokyo, efter en lang og trættende flyrejse, er de første reklamer vi ser måske ikke lige hvad vi forventede. Over alt er der nemlig reklamer for toiletter! Japanerne elsker deres robottoiletter. Og allerede når vi skal på toilettet første gang - nemlig i lufthavnen - møder vi disse dem. Med en smule frygt, står vi og kigger på monsteret. Får man sprøjtet vand på sig, når man sætter sig ned? Vil den begynde at bevæge sig? Og forskrækkelsen sætter ind, når man får taget sig sammen, sætter sig ned på sædet, og toilettet så begynder at lave en mekanisk lyd!
Men bare rolig, toilettet gør ikke noget, før du beder den om det. Og man vænner sig hurtigt til, at toilettet registrerer når du sætter dig ned, og begynder at sige lyde. Nogle gange spiller de også fugle og andre naturlyde - det helt normalt! Det fordi den der har brugt det før, har glemt at slå det fra. Og det er egentlig også meget hyggeligt.
Knapper er der nok af! Ofte er der over 20 stk, de mere simple udgaver har kun 5. Heldigvis er japanerne ofte søde nok til at sætte skilte på, hvor der står på engelsk hvad de forskellige ting betyder, ellers så lærer man hurtigt hvilken knap der er skyl ud.

INGEN skrald, men hvor er skraldespandene?

Japan er meget ren, og skiller sig derfor ud fra det meste af resten af Asien. Japanerne går enormt meget op i, at alting skal holdes rent, og at man ihvertfald ikke smider skrald på gaden, i metroen eller andre offentlige steder. Det er endda uhøftligt at gå og spise samtidig, for der er sandsynlighed for at man taber maden. Vi så en kontrollør tage en sur snak, dog venlig, (det er jo japaner trods alt) snak med en mand, fordi han havde sat en flaske på gulvet i en letbane.
Og så skulle man måske tro, at der var skraldespande over alt, så man kan smide skraldet ud. Men nej, det er en direkte udfordring at finde en skraldespand. Derfor måtte vi ofte gå rundt med skralden i lang tid, og blev enormt begejsret hver gang vi fandt en skraldespand. Heldigvis får man altid en pose med, når man køber mad, bl.a. i 7/Eleven. Selvom det jo godt nok ikke er så godt for miljøet.

Vending maskiner


Skraldespande skal du gå langt for at finde - men vending maskiner dem er der masser af! For at overdrive lidt, så giver det et meget godt billede at sige, at der står en vending machine på hvert en hjørne.

Vending maskinerne indeholder drikkevarer; vand, sodavand, øl og iste. En gang imellem ser man også en med cigaretter.
I starten er det sjovt med alle de vending machiner, men snart bliver du afhængig af dem og kommer virkelig til at holde af dem. Der er langt flere af dem, end butikker, og det betyder de er en fantastisk kilde til vand - som man i HØJ grad har brug for i Japan. Man skal dog ikke altid tage den første og bedste vending machine - der er nemlig forskel på prisen, så man skal lige lære priserne at kende, og så ved man at 100 yen er en fair pris for en falske vand.

Sjove engelske formuleringer

Engelsk er nødvendigvis ikke et særlig let sprog! Slet ikke når man bruger en helt anden sprogstamme og både ens skrifttegn og selve forståelse sammensætning af sætninger og ord er helt anderledes.
Det betyder også, at japanerne ikke altid har helt let ved engelsk. Det heller ikke altid man kan finde nogen som forstår engelsk, men det oplevede vi dog aldrig som et problem i Japan. De er faktisk rigtig gode til at skilte - og hvis man har google maps og apps som hjælper en med transport, så kan man klare meget.
Men netop skilte, er ikke altid oversat af en engelsk-ekspert, og derfor er der altså nogle enormt underholdende oversættelser og formuleringer på engelsk rundt omkring i Japan.
Det skal ikke forståes nedladende, men bare som en lille sjove detalje, som er ret hyggelig at lægge mærke til når man er ude og rejse i Japan. Og så er det bare dejligt, at de gerne vil hjælpe os dumme turister med engelske skilte - selvom de ikke altid er helt forståelige.
Transport

Rejs med Japan Rail Pass
Hvis du har tænkt dig at rejse lidt rundt i Japan, så er Japan Rail Pass et must! Med det, kan du rejse med de fleste shikansen linjer (de ultra hurtige toge, som kører lange strækninger). Du kan også rejse med andre lokale toglinjer, og få rabatter på forskellige attraktioner.
Download appen Hyperdia, her kan du søge på rejse, og se hvilke Japan Rail Passet dækker.

Japan Rail Pass er lavet til turister, og det SKAL bestilles hjemmefra før du tager afsted. Gør det derfor i god tid, da du skal nå at få en bekræftelse med posten. Denne tager du med til Japan, hvor du får dit pas i lufthavnen.
Fordi shinkansen-togene kører så hurtigt, er det et enormt godt alternativ til at tage fly - det er også klart billigere. Du kan også sagtens have din kuffert med i toget, så der er ret god plads ved sæderne.

Med et Japan Rail Pass kan du også reservere sæder gratis - gør det på togstationerne. Ellers er der også altid vogne, som er uden sædereservation.

Suica
Det kan let være besværligt at tage toge og busser i Japan, da det ofte ikke er de samme selskaber
som ejer de forskellige togbanner og busser.
Et suica-kort er lidt det samme som et rejsekort, og det er enormt smart! Du kan fylde det op i automater, og kan køre næsten over alt med det. Nogle steder kan man endda betale med det, f.eks. ved indgangen til parker. Suica-kortet virker i Tokyo, Osaka, Kyoto og Hiroshima - muligvis andre steder, men det var her vi brugte det.

Lomme-wifi er et must

Vi havde kun adressen til vores hotel i Osaka på japansk
At bruge mobildata i udlandet bliver hurtigt virkelig dyrt. Mange steder kan du også sagtens leve uden at bruge internettet, det er for det meste dejligt at få en pause. Men i Japan, kan du ikke leve uden internet! Selvom ting står på engelsk mange steder, så er det meste på japansk - som jo skrives med helt andre skrifttegn end dansk! Derfor er det næsten umuligt at tyde og genkende ord.
Google maps er derfor nærmest livsnødvendigt i Japan, for ellers kan du simpelthen ikke finde rundt, når alle vejnavnene står på japansk. 
Også transportsystemet er meget indviklet, så apps som kan hjælpe med hvilken tog du skal tage er virkelig hjælpsomt.

I Japan kan man noget så fantastisk, som at leje et lomme-wifi. Det er en lille wifi-boks, som du kan tage med dig og tilknytte din mobil hvor som helst! Det er genialt, og virkelig ikke særlig dyrt. Vi gav 600 kr for 25 dage.
Vi bestilte vores fra denne hjemmeside: globaladvancedcomm.com/, som jeg kunne se havde fået gode anmeldelser. Selvom når man bestille, det måske ikke ser helt sikkert ud pga. hjemmesidens gamle udseende, så havde vi altså ingen problemer med dem. Lomme-wifien blev leveret ved et posthus i lufthavnen, og vi hentede det her da vi ankom. Da vi skulle afsted igen, afleverede vi det blot igen i den meldfølgende konvolut. 

Mad og restaurantbesøg

Drikkepenge giver man IKKE i Japan, det er uhøfligt! Så der er ingen grund til at sidde og svede over, hvor meget din søde tjener skal have.
På restauranterne betaler man sjældent ved bordet. Normalt er der et lille bord oppe ved døren, hvor man går hen og betaler når man forlader stedet. Regningen kommer også ofte af sig selv, sammen med din mad. Du skal være opmærksom på, at der kan være seating charge - altså at du betaler for bordet. Det kaldes Otoshi, så hold øje med det, hvis din regning står med bogstaver. 
I Japan spiser man med pinde - så det er en god ting at kunne. Vand er altid gratis, og du får det automatisk ved bordet, eller der er en automat hvor du selv kan hente det. Det kunne vi godt lære noget af her i Danmark.


Japan har enormt lækkert mad, og der er så mange spændende ting man bare skal prøve! Okonomiyaki, gyoza, sushi, ramen, takoyaki. Søg lidt rundt på nettet, og se hvad der er specialiteten hvor du skal hen.

Japanerne har et meget travlt liv. Derfor har de simpelthen de vildeste 7-Eleven. Det er ikke kedelig 7-Eleven mad som man kender fra Danmark, men faktisk af rigtig fin kvalitet. Det er et smart sted at få noget frokost, hvis man har en travl dag. De har alt fra sushi, supper til store hovedretter. Og det er ikke udsædvanligt at de har en microovn stående, som man bare selv bruger.
Jeg var især glad for deres små risboller, med alt mulig forskellig spændende fyld.