onsdag den 1. oktober 2014

Afstressende ferie med 5 dages bøjet ryg i vinmarken i Bourgogne

”Tag med mig til Frankrig og pluk vin” sagde min kæreste Jørn som gennem de sidste 30 år har tilbragt mange uger i vinmarkerne i Bourgogne, hvor han har deltaget i vinhuset Jean Guitons vinhøst. Invitationen kommer igen i efteråret 2014 så min datter Line og jeg slår til vel vidende, at den lille uges ophold i Frankrig vil byde på alt andet end krimilæsning og afslappende timer i en solseng. 

Vin er magisk, smager fantastisk og kan, om man vil, gøres til den rene videnskab. Men det skal vise sig, at den professionelle tilgang til vin heldigvis også kan være ganske uhøjtidelig, enkel og ukrukket, uden at der slækkes på den kvalitet, der ender i flaskerne. En oplevelse der er ganske befriende. Og så er det lidt fascinerende at plukke vin på marker, hvis navne man kender fra etiketterne – og se dem ”live”.. Pommard, Aloxe-Corton, Savigny de Beaune, Ladoix. Det ville ikke have været så fantastisk, hvis det havde været jordbærplukning i Bayern.

Domaine Jean Guiton har sine vinmarker omkring den smukke by Beaune i det østlige Frankrig. Vingården ledes af Guillaume Guiton, søn af stifteren Jean Guiton. Der produceres 12 forskellige vine (10 røde og 2 hvide), der tappes gennemsnitlig 45.000 liter om året. Gården dyrker sammenlagt vin på 11,5 hektarer, men som for hovedparten af vinbønderne i området, ligger Jean Guitons vinmarker spredt rundt i området. Dette set-up daterer sig tilbage til Napoleons tid. Han udstykkede Bourgogne i bitte små lodder for at alle kunne få jord, og det betyder, at en enkelt vinbonde har kunnet få jord i mange forskellige områder og dermed dengang men også i dag kan dyrke og sælge forskellige vine. Som vinplukker betyder det, at man får set og smagt hele Bourgogne inkl. den skønne mad med traditionelle retter fra området f.eks. Boef Bourgognon, Coq au Vin.

Vi plukker i løbet af vores ophold druer på 10 forskellige vinmarker, fra de smukke meget skrå marker i højdedragene omkring Pommard og Ladoix til de uendeligt lange rækker på marken i Savigny, som vi hurtigt døber ”hademarken”. Den alt dominerende druetype er den klassiske Bourgogne drue Pinot Noir, som bruges til de røde vine, men indimellem rankerne er der hvide druer (f.eks. Bureau) - et trick for at vinen ikke skal blive for tung. Vingårdens hvide vine er fremstillet af hhv. Aligoté og Chardonnay.
Turen til Bourgogne foregår i bil. Dels fordi Beaune ligger et pænt stykke fra den nærmeste lufthavn, og dels og endnu vigtigere, da vi har planer om at anvende den indtjente hyre på vin fra de marker, vi har plukket, så vi skal kunne transportere de smagfulde dråber hjem til Danmark efter endt høst.


Der arbejdes igennem 
Alle vingårdene i området høster på samme tid, så denne uge er hektisk og traditionsbundet. Jeg har som glad hestepige i mine teenageår deltaget i hjemkørsel af halm og kan svagt huske den specielle stemning og fællesskab der lå i luften, de dage vi høstede. Det er denne stemning jeg for fuld styrke skal genopleve i Beaune denne uge i september.

Holdet af vinplukkere tæller, ud over vingårdens faste personale, lokale folk fra landsbyen, som typisk har deltaget i vinhøsten gennem mange år. Desuden suppleres med en gruppe tilrejsende unge mennesker, som enten har behov for at tjene lidt ekstra som vinplukkere, eller som ganske enkelt plukker druer for oplevelsens skyld, her i blandt 3 italienere, 2 spaniere og os 3 fra Danmark. Alderen spænder fra 18 til knap 70 år, en meget broget flok som hurtigt får en rigtig god kemi og hygger sig på tværs af alder og nationalitet.


Arbejdsdagen starter med afgang fra vingården kl. 07.15. Vi fordeles i bilerne og når efter ca. 15 min. kørsel den første mark. Vindrueplanterne står i snorlige rækker ved siden af hinanden fyldt med de flotteste blå drueklaser. Træerne bugter sig i det kuperede terræn, så langt som øjet rækker. Et smukt syn som vi ikke når at blive trætte af de 5 dage, vi tilbringer i markerne. Vi får hver en stor sort plastspand samt en saks til at klippe druerne ned med. Guillaume fordeler rækkerne mellem plukkerne og efter en kort instruktion går det løs. Druerne skal sorteres. Det er kun de modne druer, der kan bruges. Hvis vi støder på rådne, umodne druer eller synlig skimmel på klaserne, skal disse sorteres fra, så alene de brugbare druer lægges i spandene. Vi klipper og klipper og da min spand er mindre end halvt fyldt, bliver der råbt ”pannier a droit” – ”Kurv til højre” og vi vandrer op ad rækkerne til

traktoren som kører i midten. Nu skal spandende tømmes, og det foregår ved at række dem over buskene række efter række, så indholdet kan fyldes i de store bakker, der står på traktoren. Sådan har det sikkert foregået i hundredevis af år, og ordet ”pannier” er en rest fra dengang, man brugte flettede kurve. Et minut senere lyder råbet ”pannier a gauche” og det er nu venstre side af marken, der skal tømme deres spande. Det er tunge løft, da en fuld spand druer vejer ca. 10 kg, men heldigvis får vi kvinder typisk anvist de yderste rækker, så antallet af spande vi skal række videre er begrænset. Det er stort set essensen af, det at være vinplukker. Man bevæger sig ned ad rækkerne i takt med at planterne tømmes, og når man er færdig med sin egen række, hjælper man eventuelle kollegaer, som endnu ikke er færdige. Druerne hænger typisk i 80 cm. højde og nedefter, så det er uvante arbejdsstillinger, vi kontormus befinder os i, og efter den første time begynder det allerede at kunne mærkes i ryg og ben.

Den første pause kl. 9.30 er kærkommen. Der skænkes vand, og dagens første glas hvidvin nydes sammen med et stykke sandkage. Med fornyet energi plukkes der videre, til vi skal køre tilbage til gården for at spise en velfortjent frokost.

Der bydes på dejlig fransk landkost, 4 retter mad med bl.a. et stort udvalg af de lækreste oste. Vi spiser med god appetit og skyller efter med både hvid- og rødvin fra flasker uden etiketter, hvilket bare får det hele til at smage endnu bedre. Efter endt spisning kører vi til den næste mark, hvor vi knokler med at få plukket druer de næste 4 timer.

Vindruer kan bruges til meget 
Efter første dags arbejde er det faktisk ikke ryggen der gør mest ondt, men snarere den højre klippehånd, som har været på uvant arbejde med at klippe de mange drueklaser. Resten af kroppen skal dog nok bide fra sig og det bliver lidt af en prøvelse af komme ud af sengen den næste dag. Alt i kroppen værker og der sidder åbenbart muskler placeret steder på kroppen, jeg ikke havde kendskab til. Derfor bliver starten på dag 2. lidt langsommere end den forrige, men i løbet af den første time løsner de ømme muskler sig lidt op, og tempoet sættes op. Det lykkes mig faktisk flere gange at råbe ”pannier” og dermed være først med en fyldt spand. Det skal vise sig, at vi hurtigt vænner os til de uvante stillinger, og da vi når sidste arbejdsdag er ømheden i kroppen stort set forsvundet. Øvelse gør mester og i takt med at tempoet går op, bliver jeg også mindre opmærksom. Den skarpe saks ender da også flere gange i hånden i stedet for i drueklasen. Første snit går dybt og i løbet af få sekunder er hele hånden smurt ind i blod. Alex som arbejde på vingården trykker en klase vindruer mod såret, hånden bindes ind og mindre en 10 min. efter er blødningen stoppet, syren i druerne har bevirket at snitsåret ikke længere bløder, ganske genialt.

Oplevelser i vinfamilien skød
Jørn er gennem årene blevet en god ven af huset, og det betyder, at vi få lov til at opleve høsten med de traditioner, der knytter sig til vinhuset Jean Guiton. Når dagens høst er fyldt på tanke, og de mange spande og bakker er grundigt vaskede, bliver vi bænket i det store landkøkken sammen med den faste stab. Dagens arbejde diskuteres over et glas Cremant med creme de cassis (Kir Royal). Indtil sidste år leverede gårdens oldeforældre hjemmelavet Cassis, så det er nok en del af årsagen til denne hyggelige tradition. Cremant producerer man ikke selv på gården, den er ganske enkelt købt ind til denne hyggestund, hvilket vidner om den tidligere nævnte afslappede holdning til tingene. Dagens sidste kapitel er aftensmaden, som vi indtager sammen med familien. Maryse, gift med Jean, vingårdens stifter, er utrættelig. Hun er et fantastisk sødt menneske med en beundringsværdig energi, og hun servicerer og serverer mad i et væk fra morgen til aften.
Et af ugens absolut højdepunkter er en vinsmagning i kælderen hvor sidste års vin ligger i tønder i lange rækker. Guillaume hiver den ene smagsprøve efter den anden op fra de store tønder og forbavsende nok, kan vi smage forskel på vinene til trods for, at de alle er unge og er baseret på den samme druetype. Stemningen er hyggelig, afslappet og helt uden krukkeri. Det faste personale nyder at smage på de gode sager lige så meget, som vi gør. Vi opnår hurtigt det privilegium at køre Guillaumes skønne 2CV Charleston, og vi ræser til vinmarkerne med nedrullet tag i denne meget franske bil med få hestekræfter og ingen servostyring, som giver én følelsen af virkelig at ”køre bil”. Vi vækker opmærksom med vores solhatte og beskidte tøj og sære kovendinger, når vi kører forkert i de smalle gader. Vi er uden tvivl endt i mange japanske kameraer, mens vi drøner gennem den velbesøgte smukke by Beaune på vej til den næste vinmark.

Farvel stress 
De 5 dage vi tilbringer i vinmarkerne er nogle af de hårdeste, hyggeligste og mest afstressende timer jeg har oplevet i mit liv. Der småsnakkes, grines, synges og kastes med druer. Det uvante og hårde arbejde gør, at jeg kun har energi til at koncentrere mig om den ene ting, plukke druer, række spande videre og finde den bedste arbejdsstilling. Allerede efter den første dag er hovedet forbavsende tomt og befriende tømt for stress og bekymrende tanker om de ting, jeg ikke fik nået på arbejdet.
Selv nattens drømme handler om vinranker og plukkearbejdet, og mobilen bliver kun ladet op en enkelt gang i løbet af ugen.


Den sidste høstdag bliver en festdag
Lidt vemodige over at den sidste drue er plukket men samtidig lidt letterede over, at sliddet i marken er slut, pynter vi bilerne med blomster og køre med hornet i bund gennem byen for at tilkendegive, at vores høst nu er slut. Aftenen byder på høstfest på gården, hvor alle der har været involveret i at få druerne i hus, er indbudt. Maryse serverer den dejligste mad og Guillaume har været i skatkammeret, hvor de tunge årgangsvine gemmer sig.
Stemningen er livlig og bliver pænt højrøstet i takt med, at vi smager på de meste fantastiske vine. Drikker med andagt bl.a. Pommard fra 1999 og Ladoix fra 1991, som smager skønt og vidner om at de er drikkemodne i mange år endnu. Mange bidrager med sange og instrumenter samt supplerer med hjemmebrændte sager. Sejle op af åen får en revival, og Jørn afslører en vise vi ikke kendte. Det bliver en uforglemmelig aften, og vi vakler trætte og glade i seng et pænt stykke over midnat. Efter at have spist morgenmad, smidt arbejdstøjet ud (syren fra druerne ødelægge både sko og tøj) og fyldt bilen med vin, starter vi næste dag på den lange tur hjem med et stort smil på læberne og forhåbninger om at vi får mulighed for at være med til at høste druer i Bourgogne de næste mange år.

 


Praktisk information
  • Der er ca. 1300 Km fra København til Beaune. Vi tog turen over 2 dage med en overnatning i Tyskland. Der findes adskillige hoteller samt flere campingpladser i Beaune, hvor man kan overnatte i den uge, der høstes druer. 
  • Vores timeløn var knap 10 Euro i timen. Heraf betales små 13% i skat. 
  • Der findes adskillige hoteller samt flere campingpladser i Beaune, hvor man kan overnatte i den uge, der høstes druer. 
  • Tidspunktet for høsten svinger fra år til år, alt efter hvornår druerne er modne. Drueplukning foregår typisk fra slutningen af august til slutningen af september. Der høstes typisk 5-12 dage alt efter vingårdens størrelse og vejret. 
  • Medbring tøj du er villig til at smide ud efter endt plukning. Syren i vindruerne er umulig at vaske af. Det anbefales at have mindst 2 par bukser med. De bør være løse og gode at bevæge sig i. Saksene til afklipning af druer er skarpe, medbring gode ikke for tykke havehandsker, det reducerer risikoen for snitsår. Det kan være køligt om morgenen, medbring en trøje. På varme dage kan solen være skarp, så medbring en solhat eller kasket. 
  • Jean Guitons vine kan købes i gårdbutikken 4 Rte de Pommard, Bligny Les Beaune. 
  • En række organisationer formidler forbindelsen mellem vinhusene og plukkere. Se bl.a. http://www.apcon.nl/docs_uk/in- schrijven.html
Besøgt sommer 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar