tirsdag den 13. februar 2018

Forlænget weekend i Budapest

Budapest er hovedstaden i Ungarn. Byen er delt i to dele, Buda og Pest, opdelt af floden Donau. På Pest-siden ligger centrum og der er helt fladt terræn. Buda består derimod af høje bakker og bjerge. En sjov og interessant opdeling mellem de to sider af byen. 
Donau floden er bred, og de to sider forbindes med store flotte broer. Begge sider har flotte bygninger, kirker, slotte, parlementet, som man kan se fra broerne og ved at stå på den modsatte side. Det gør at Budapest består af enormt mange flotte udsigts-muligheder.
Byen er egentlig ret lille, der bor kun 1,7 mio mennesker. Men den store flod og broerne, samt de mange store smukke bygninger, giver byen en storslåethed. Den lille størrelse gør at man kan gå til alt. Men da der hele tiden er 2-3 km til den næste seværdighed eller restaurant, ender det også med at man får gået enormt langt i sidste ende.

Buda-siden

Slotsbjerget
Matthias kirken
Vi boede på Buda-siden, lige bag Budaslottet. Budaslottet ligger på slotsbjerget, hvor der er en hel del fantastiske ting at opleve. 
Vi besøgte Budaslottet om aften, hvor der var lukket. Men der var en fin oplevelse at se bygningen udenfor, og især at se udsigten over på Pestsiden. Budaslottet er dog flottere langt væk (fra Pestsiden) end tæt på. Man kan tage kædebroen fra Pest siden, og så kan man gå direkte op på Budaslottet. 
Bevæger man sig længere hen og op af slotsbjerget kommer man til den enormt smukke Matthias kirke. Denne skal klart ses om dagen. Her er det værd at tage en tur ind i kirken. Det koster omkring 25 kr. Kirken er enormt farverig og har de vildeste mønstre. Der er ikke holdt igen, da kirken skulle udsmykkes. Man kan også tage en trappe ovenpå, hvor der er nogle museums-genstande, og man kan kigge ind i kirken. 
Ved siden af Matthias-kirken er Fiskebastionen. Det er en mur med fine tårne. Det ligner muren fra en middelalder ridderborg, og der er rig mulighed for fede billeder. Her er udsigten til Pestsiden enormt smuk, og man kan få en god udsigt til Parlementet. 

Spabade
Budapest er kendt for deres spabade. De fleste er i gamle enormt smukke bygninger. Vi besøgte Gellert Spa, som nok er det mest kendte. Stedet består af en lang række bade. Der er både store pools, i forskellige grader. Indenfor er nok det flotteste, som er i en stor hal med flotte søjler. Vi besøgte også de termiske bade, som var enormt lækre og i enormt smukke rum. Vandet her var 42 og 36 grader varmt. De har også bade udenfor. Der er en stor pool i midte, og et par små tæt ved. Vi undrede os over at poolen var så dyb, men kun omkring halvt fyldt op. Efter noget tid ringede en klokke, og kort efter kom der pludselige store bølger i poolen, som når man er på standen og det blæser. Poolen lavede altså kunstige bølger. Det var en ret sjov oplevelse.
Indgangen til Gellert Spa koster ca. 120 kr. Man kan vælge at få sit eget lille rum at klæde om i, hvilket ikke er meget dyrere. En god ide er at tage sit eget håndklæde med og et par klip-klappere.

Pest-siden

Parlamentet
Det er et must at besøge det enormt storeslåede og smukke parlament. En fantastisk bygning. Vi var derhenne to gange, desværre kom vi aldrig indenfor. Den første gang var vi der kl. 3, og fik at vide, at der ikke var flere turer tilbage på engelsk. Man skal have en guidet tur, for at få lov til at komme ind. Der er kun fire engelske turer hver dag. Medarbejderne i informationen/billetsalg kunne ikke hjælpe os med at få en billet til dagen efter, og forstod heller ikke så godt engelsk. Vi fik derfor en hjemmeside vi skulle gå ind på, og booke billetter til dagen efter. Der var kun én rundvisning som ikke var udsolgt, kl. 17:30. Da vi skulle til at købe billetterne, så vi at de krævede man printede billetterne ud og tog dem med. Det havde vi ikke mulighed for, som tourist uden en printer. Derfor blev det desværre ikke til et besøg indenfor i parlamentet. Det skulle ellers være en god oplevelse, derfor anbefaler vi stærkt at du køber rundvisningen, og printer billetterne, før du rejser til Budapest!


Stefanskirken og omgivelserne
Stefanskirken er klart et besøg værd, især fordi det er gratis. Den er enorm smuk udenfor, og også rigtig fin indeni. Ikke så stor en oplevelse som Matthiaskirken dog. Området omkring kirken er dog virkelig fint og hyggeligt. Der er bl.a. en lille gade, kaldet Deak Ferenceter, med nogle små boder, og græsområde på begge sider. Et rigtig fint sted at slå sig ned og få en lille pause. Den ene side har et bassin, den anden et pariserhjul. Vi tog et tur i hjulet, hvilket kostede omkring 60 kr og tog 10 minutter. Det var en okay oplevelse, men udsigten er ikke speciel - du får flottere udsigt fra broerne eller slotsbjerget. Lige ved pariserhjulet er et Michael Jackson minde-træ, fyldt med billeder af Michael Jackson og med levende lys. Husk at se det, hvis du alligevel er ved pariserhjulet.
Aften på Kazinczy-gaden
Hvis du vil en tur i byen, eller vil finde et sjovt sted om aften for en drink, så er det Kazinczy-gaden du skal forbi. Der er en hel masse liv, og mange forskellige barer og cafeer. Der er også en fin lille streetfood-gade som en form for sidegade. Det er et hyggeligt kvarter som klart en en lille tur værd om aften. Szimpla Kert kan helt klart anbefales, det er et stort sted, med flere barrer, både indenfor, udenfor og ovenpå med terrasserer. Det hele i en flippet stil, med ting over alt og på alle væggene. Et ret vildt sted, hvor der sikkert er godt gang i den om natten.

Margaretøen

Mellem Buda og Pest ligger Margaretøen. Det er et rigtig fint sted at tage hen for at få lidt ro fra trafik og høje bygninger. Der er mange træer og derfor mulighed for lidt skygge. Øen er ca. 2,5 km lang, så hvis man orker kan man gå fra den ene ende og tilbage. På vejen er der områder med fine roser og en lille zoologisk have. 
I starten af øen er et stor springvand. Fire gange om dagen holdes der her shows. Her vises et springvand show, hvor de forskellige vandstråler bevæger sig i rytme til forskellige musiknumre. Jeg synes det var en ret underholdende oplevelse, og man kan også sætte sig med fødderne i vandet. Om aften er der vidst også lys på.

Besøgt sommer 2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar