torsdag den 23. august 2018

Japan: Kyoto

Kyoto er egentlig ikke en særlig smuk by. Når man hører om Kyoto som den gamle kejserby, og fyldt med smukke templer, så tænker man ellers netop på en by fyldt med gamle bygninger og en følelse af historie over alt. Sådan er det desværre ikke i denne by, og det tror jeg ellers mange vil forvente. Når det er sagt, så kan man få nogle gode oplevelser i Kyoto. Derudover så får du rig muligheder for at se japanere i kimono, da dette er en meget normal ting at gå rundt i i Kyoto.

Først og fremmest vil jeg klart anbefale man bor i Downton Kyoto. Her er liv i gaderne, mange shoppemuligheder og man er tæt på den flotte flod. Vi boede desværre ret uheldigt. Ca. 2 km fra Kyoto station, mellem Downtown og Kyoto station området. Så tænker du sikkert: 2 km er da ikke så langt? Jeg kan love dig for det er langt, når solen bager og det er 38 grader. Om du så bor tæt på Kyoto station, så sker der heller ikke det helt store her (dog er der et fedt område med shoppingcenter og en masse lækre mad muligheder under Kyoto station). Så igen, Downtown er stedet jeg vil anbefale at bo. Derudover vil jeg anbefale at bo tæt på en togstation. I Kyoto rejser man en del for at nå de forskellige seværdigheder, og desværre er transportsystemet lidt besværligt. Deres tognetværk er begrænset, og deres busser tager en evighed.

Downtown Kyoto

Vi besøger Downtown 3 ud af 5 aftener vi er i Kyoto. Vi er her under Gion Matsuri festivalen, og den første aften er en ellers stor og travl gade spærret af til festivalen. Her er total fyldt med mennesker, og hele vejen ned kan man finde spændende boder især med mad. Der er også store udsmyknings-vogne som står med jævne mellemrum, både på den store vej men også ned af sidegaderne. Disse er del af festivalen, og er den 17. juli del af en stor parade ned af selv samme gade. Ved de fleste vogne sker der forskellige optrædner. Den første vi går forbi virker som en form for ceremoni, hvor nogle drenge afleverer papirruller til nogle voksne, hvorefter en række unge drenge begynder at danse og lave fagter. Længere nede af vejen er en vogn fyldt med mænd. De fløjter på blokfløjter og ryster med nogle klokker i en bestemt rytme. En melodi som vil vise sig at forfølge os igennem Downton Kyoto de næste 5 dage, da der er sat højtaler op næsten over alt, som spiller lyden fra musikken. Vi gik hen og blev lidt småskørre til sidst, da det var en meget skinger og næsten falsk fløjten.
Kyoto marked
Den anden aften i Downton Kyoto besøger vi Nishiki Market. En lang arkade med spændende madbutikker, og andet gøgl. Det er lidt dyrt, men det ret spændende at se, og der er virkelig nogle interessante madvarer. Det er bestemt et besøg værd. Efterfølgende, når det er blevet mørkt, kan man gå en tur forbi Poncho-området, hvor der er godt med liv efter kl. 20. Vi var så heldige at se en geisha da vi besøgte stedet. Det er bestemt også værd at gå ud til floden og gå langs den. Der er en del restauranter som har terasser ud til floden, man finder dog indgangen fra vejen som ikke går langs med floden, men parallelt bag ved.

Om dagen besøgte vi Nijo-slottet, som også ligger i Downton Kyoto. Slottet har nogle flotte udsmykkede porte, en flot have og murer. Vi var dog så uheldige at besøge slottet en tirsdag - netop den dag hvor selve slottet er lukket og man ikke kan se slottet indenfor. 



Templer og andre seværdigheder i Kyoto


Da vi nåede til Kyoto havde vi allerede set en del templer, og varmen tog hårdt på os. I Kyoto er der mange templer at se - men man kan også hurtigt føle man har set det hele før, når man besøger endnu et nyt tempel. Der var dog et par templer som skilte sig ud, og bestemt var en oplevelse værd. Derudover er der andre og helt unikke ting at se i Kyoto. 
Det Gyldne Tempel Japan
Det Gyldne Tempel
Dette tempel er specielt et besøg værd, fordi det er så anderledes. Det er nemlig, som navnet indikerer, dækket af guld. Det er et virkelig populært sted, og du kan ikke undgå en masse turister - men det et flot syn. Templet ligger ved en lille sø, og rundt om er et lille område med natur. Selve området som Det Gyldne Tempel ligger i er ret kedeligt, så det er ikke et sted hvor man holder til hele dagen. Vi besøgte også Ryoan-ji, en zen-have med 13 kendte sten. Den lå ca. 40 minutter væk fra Det Gyldne Tempel på gåben. Men det var virkelig også bare 13 kampsten som stod i noget sand. Man skal virkelig være interesseret i sten eller zen for at synes det er en oplevelse af værdi.

Fushimi-inari-taisha Fushimi-inari-taisha
Fushimi-inari-taisha - flotte helligdomsporte

Besøget hertil var nok den bedste oplevelse i Kyoto. Vi tog toget fra Kyoto station, og brugte vores Japan Rail Pass. Vi var lykkelige over ikke at skulle med bus. Vi var her en eftermiddag, hvilket var et dejligt tidspunkt, da varmen ikke var så slem og der var færre turister.
Faktisk er det ikke templet der er oplevelsen her - selvom det også er fint. Det er den 4 km lange sti med helligdomsporte. De flotte orange porte af forskellige størrelser fortsætter i hvad føles en uendelighed, hele vejen op af et bjerg og ned igen. Vi gik ikke hele vejen, da det stadig var meget varmt. Men vi fik uden tvivl en fantastisk oplevelse fra de ca. 2 km vi gik. Der er et smukt lys når man går inde mellem portene, og det er perfekt til at tage flotte billeder. Stedet føles fredfyldt og du møder nok også et par katte undervejs. Der er ofte ophold i portene, hvor der dukker et lille tempel op eller en flot udsigt.

Higashiyama-distriktet
Higashiyama-distriktet er det eneste område vi besøgte, som har en historisk følelse. Der er flotte gamle bygninger og ser på mange punkter ud, sådan som jeg regnede med Kyoto ville. Stedet er dog voldsomt turistet og det samme gælder butikkerne. 

Vi besøgte Kiyomizu-dera som jeg havde glædet mig meget til at se. Templet skiller sig lidt ud ved at ligge højt oppe, og tæt omgivet af grønne træer. Desværre var templet ved at blive renoveret da vi var der, og vi kunne ikke rigtig se det. Et tema som klart gik igen igennem vores rejse i Japan. Vi besøgte også Chion-in templet i samme område, som var under total restoration, så vi intet kunne se.





 
Arashiyama - bambus-skov og en flot togtur
Det lykkes os at tage den HELT forkerte bus herhen til. Det betød at det tog 2,5 time at nå hertil og omkring 7 busskift. Virkelig ærgerligt da vi var stået tidligt op for at undgå den værste varme. Jeg vil derfor anbefale at man virkelig sikrer sig, at man søger på den rigtige bamboo-grove på google maps - da der nemlig er flere i Kyoto.
Vi besøger dette område på den sidste dag i Kyoto. Vi var ret trætte af templer, så vi droppede at besøge Tenryuji templet som ligger i området. Derimod gik vi igennem den store og flotte bambusskov. Der var igen desværre mange mennesker, men man kunne stadig nyde det vilde syn med de enormt høje bambus. For enden af skoven er en togstation. Herfra kan man tage Sagano Scenic Railway, som ender på Torokko Kameoka station. Herfra kan man tage toget tilbage til Kyoto. Turen er super flot, og man får et flot udsyn til floder og bjerge fyldt med grønne træer. Tager man toget i retningen fra bambusskoven til Torokko Kameoka station vil jeg anbefale man sidder i højre side af toget, da der her er bedre udsigt. Derudover kan det anbefales af sidde i vogn 5, da den er hel åben og man kan se ud af toppen også. Man køber billetter på stationen ved bambusskoven.

Besøgt sommer 2018

Ingen kommentarer:

Send en kommentar