søndag den 4. oktober 2015

En skøn sensommerferie med udsigt ud over Roms tage

Kan lige så godt indrømme det med det samme, Rom er og bliver vores yndlingsby så lige netop denne by besøger vi igen og igen. Den seneste tur i september 2015 er den første sommertur ud af de mange besøg, vi allerede har haft i byen, de øvrige har typisk ligget i det sene efterår eller i det tidlige forår.

Vi er som hver gang vi har besøgt byen heldige med vejret, men mindre heldige med flyet, som desværre er aflyst. Vi ender med at rejse en tur over Paris i stedet for at flyve direkte og ankommer sent om aftenen, næsten 4 timer forsinket, til Roms lufthavn. Vær for øvrigt opmærksom på, at der er klare regler for kompensation ved forsinkelser og aflysninger, i vores tilfælde bør vi få 250 euro retur pr. flybillet. Se mere om disse regler på tænk.dk

Hotelovernatninger er temmelig dyre i Rom. Vi har prøvet lidt af hvert:  3 stjernede hoteller som ikke var noget at skrive hjem om, et lille privatejet pensionat lige bag selve Peters Kirken, hvilket var super godt og meget fornuftigt prismæssigt og så på den seneste tur en lejet privat bolig. Vi er faldet pladask for en dejlig bolig med en kæmpe tagterrasse med udsigt ud over Roms tage.  Her nyder vi morgenmaden, eftermiddagssolen med en god bog med et glas vin og slutter også dagen af med det sidst glimt ud over byen. Vi bor helt centralt i det historiske Rom, hvilket klart kan anbefales, da man her kan gå til alt og der er mange rigtig gode restauranter lige udenfor døren. Der er nu mange gode områder i Rom, og hvis du bor i den indre del af byen, så er det let at gå rundt til stort set alt man bør se og opleve, når man besøger Rom. Andre anbefalede områder til overnatning er Travestere og området lige omkring Peterskirken.

Turistattraktioner
Yndlingspletten i Rom er for os Pantheon. Denne fine helligdom ligger på en lille plads med masser af liv og omkranset af små cafeer og restauranter. Pantheon har gennem tiderne været ”hus” for en del forskellige trosretninger og er betydelig mere minimalistisk dekoreret ift. hovedparten af Roms katolske kirker. Den kæmpe kuppel er uden malerier og dens smukke arkitektur med det stor hul i midten er med til give Pantheon det meget unikke udseende og stemning. Rummet har ingen kunstigt lys men oplyses alene af det dagslys, der kommer ned gennem hullet i taget. Det anbefales at besøge Pantheon om formiddagen så tidligt som muligt, da her er færrest mennesker på dette tidspunkt.
Et andet dejligt sted som for øvrigt også er gratis at besøger er Fontana Di Trevi – det kæmpe store springvand med de flotte figurer. Det er meget smukt beliggende på et lille bitte torv, så man faktisk først opdager, at man er der, når man kan høre vandets brusen. Desværre er hele fontænen under restaurering, da vi besøger Rom i denne omgang, så der er stilladser alle vegne og ingen vand. De mange turister står alligevel i en tæt kødrand og tager masser af billeder, det morer vi os lidt over. 
Tæt på Fontana De Trevi ligger den spanske trappe. Der er typisk rigtig mange mennesker nedenfor og på selve trappen. Når man ser billeder af den spanske trappe, så er den altid fyldt med blomster, noget vi aldrig har oplevet. Så vidt vi har kunnet læse os til, så er det i april, man kan opleve dette syn. Det kan anbefales at gå op ad trapperne og tage gåturen nordpå til Piazza del Popolo på den højere beliggende gade ift. gågaden, der løber foran den spanske trappe. Der er en rigtig smuk udsigt ud over Rom, og her er færre mennesker.

 

Vi besøger ikke alle turistattraktionerne hver gang vi er i Rom, men vi er altid lige et smut forbi både Colosseum og Peterskirken, dog uden at nå så langt, at vi skal betale entre. Der er næsten altid virkelig mange mennesker ved disse 2 unikke steder, og  hvis man har været der før, er det ikke altid man kan overskue at skulle stå i kø i flere timer. Hvis du besøger Rom for første gang, så er de 2 steder et absolut must og er indgangskøerne for lange, kan det overvejes at betale sig til en privat guide, disse har egen indgangskø med prioritet før ”pøblen”.
Colosseum er ganske enkelt imponerende. Det store teater er faktisk større, end man lige regner med og det er til at forstå, at det kunne rumme 5000 tilskuere, når der var kampe i arenaen. Når man ser ud over området der hvor ”managen” var og kikker ned i de underliggende gange, kan man næsten mærke frygten fra de stakkels mennesker og dyr, der ventede på at komme i kamp.

Hvis du skal i Vatikan museet, hvilket varmt kan anbefales, så køb billet på nettet hjemmefra, det giver  langt hurtigere adgang til museet. Sørg for at lægge besøget i Vatikanmusset og Peterskirken på samme tur. Når man kommer til det Sixtinske kapel, er der for enden af rummet en udgang, der siger Sct. Peters (eller noget lignende). Tag denne udgang og så kommer du ud lige foran indgangen til Peters Kirken og kan på den måde undgå den typisk flere timers lange kø foran Peters kirken. Peters Kirken er enorm og ikke specielt smuk, meget bombastisk og overdådig på en næsten vulgær måde, men den bør ses bare en gang. En tur op i kuplen kan også klart anbefales. Vær dog opmærksom på at turen ikke er et godt valg, hvis du ikke er godt gående og lider man af klaustrofobi, skal man også lige overveje om turen er det værd. Den sidste del af turen foregår i en smal gang langs med kuplen og der er virkelig ikke meget plads. Til gengæld så har man en forrygende udsigt ud over Rom samt et kik ned i Vatikanets have, så vælg denne tur en dag der er blå himmel.
Engelsborg ligger ved en af de smukkeste broer over Tibern. Engelsborg er bestemt også et besøg værd, men er køen for lang vil jeg nok vælge dette sted fra til fordel for Vatikanet og Colosseum. Til gengæld kan man ganske gratis nyde den flotte fæstning udefra – den smukkeste vinkel er uden tvivl fra broen med statuerne.


At gå rundt i Rom er en oplevelse
Når vi besøger Rom så foregår meget af ferien med at vandre rundt i de små gader. Man farer hele tiden vild selv med et kort, men det er kun hyggeligt at gå forbi de utallige små torve med obelisker, springvand og kirker. Vi får typisk drukket mange små kopper kaffe – næsten hvert 4 hus er en bar, cafe eller restaurant. Noget vi denne gang oplever som nyt i byen, er de mange vinbarer, som er dukket op de seneste år.  De synes at være meget populære, tæt besat af romere, men i det hele taget ser krisen i de sydlige Europa ikke ud til at have sat en dæmper på de mange restaurantbesøgende, som er meget kendetegnende for italienerne.

En klassiker på en tur til Rom er Trevestere området (Roms Latinerkvarter), som ligger på den venstre side af Tibern. På den sidste tur valgte vi at gå til området efter et besøg på Peterspladsen. Der ligger en stor park i området mellem Peterskirken og Travestere, som vi beslutter at gå igennem, men det lykkes os aldrig at komme indenfor i parken, vi går hele vejen langs med muren, men på den forkerte side og overvejer seriøst flere gange at prøve at klatre over den J. Trevestere er hyggelig at gå rundt i men pas på de mange turistfælder, vi spiste her et virkelig dårligt måltid mad. Se mere i afsnittet omkring Roms restauranter. Men der er bestemt også gode restauranter i området – søg evt. på Tripadvisor.dk så du ikke ryger i samme fælde som vi gjorde.
 

Hvis man er til markeder, gemmer området lige op til hovedbanegården på et virkelig både flot og stort fødevaremarked. Der er alt man kan drømme om både fisk, kød, grøntsager, olier, krydderier osv.  Her møder vi stort set udelukkende italienere på indkøb. Markedet ligger på Via Filippo Turati. Der er også et marked på Campo De Fiori. Det ligger virkelig smukt på et lille torv, men her er primært turister og priserne er herefter f.eks. vil flere af de handlende ikke have, at man tager fotos, med mindre man køber noget.

Mad så englene synger
Man spiser så dejligt i Rom, kunne tage turen bare for madens skyld. Og så koster det langt mindre at gå ud i Italien. En rigtig god middag på en bedre restaurant med en skøn flaske vin til koster sjældent mere end 500 kr. for 2 personer. Det anbefales at bestille bord på de mest populære restauranter eller mød op kl. 19/19.30, da romerne typisk spiser senere. Vi oplever ofte at være alene i restauranten når vi ankommer ved 19.30 tiden, men inden der er gået en time, er alle borde besat. Se mere omkring anbefalede restauranter under Roms Restauranter.



Praktiske informationer
  • Flere flyselskaber flyver direkte til Rom bl.a. SAS og Norwegian. Vi betalte 1500 pr. person for flybilletten, men prisen svinger meget alt efter årstid, og om man har bestilt billetten i god tid.
  • Hoteller i Rom er relativt dyre. Vi lejede vores lejlighed via Wimdu.dk – Airbnb.dk har også lejligheder i Rom.  Vi betalte 5200 kr. for 4 overnatninger
  • Der går lufthavnstog til Termini (hovedbanegården) og der kører både Metro og bus i Rom. Dog skal man være opmærksom på at trafikken er heftig i byen, og turen kan ofte tage langt længere tid end beregnet. Vi regnede ud, at vi kunne spare ca. 10 Euro ved at tage de offentlige transportmidler og valgte derfor kørsel fra lufthavn til lejligheden med et privatejet transferselskab. Turen kostede 50 Euro hver vej for 2 personer. Klik her for link til transferselskab 
  • En del restauranter og barer modtager ikke kreditkort så hav altid kontanter på dig.
  • Der er en del hæveautomater i byen, de ligger primært i forbindelse med de store banker – vi oplevede ingen problemer med at hæve penge på visa/dankort.
  • Det kan være lidt svært at regne husnr. ud. Mange gader har ikke lige nr. på den ene side af gaden og ulige på den anden som vi kender det i Danmark, men nr. kører fortløbende på samme side af gaden.
  • Pas på trafikken i Rom. Der tages ikke specielt hensyn til fodgængere så det er med at trække tæerne til sig, når der kommer en bil eller knallert forbi, specielt i de meget smalle gader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar