søndag den 4. september 2016

Machu Picchu

Machu Picchu  er naturligvis kåret som ét af verdens 7 vidundere

En tur til Peru og endda til Sydamerika bør ALTID bringe dig forbi Machu Picchu. Et besøg her er noget helt unikt, atmosfæren er helt sin egen, beliggenheden er ubeskrivelig smuk og stedet er meget velbevaret.

Vi besøger Machu Picchu citadellet en dag i august måned og har en helt uforglemmelig dag. Vi har på forhånd booket en guide, og det kommer vi bestemt ikke til at fortryde. Der er mange detaljer omkring bl.a. baggrunden for placeringen af de forskellige bygninger, genopdagelsen af stedet i starten af 1900 samt hele dagligdagen i inkaernes Machu Picchu, ting som ikke ville have kunnet læse os til.

Det er meget svært at forklare følelsen, da vi træder ind i området og pludselig står ansigt til ansigt med hele byen og det ikoniske bjerg der danner den smukkeste baggrund for det velbevarede område. Det er så smukt, at man næsten må knibe sig i armen, tænk at vi virkelig står her.

Machu Picchu ligger på toppen af en lille bjergtop med udsigt til en lang række andre bjergtoppe og floder langt langt nede.

Vi går gennem byen og får forklaret hvordan vandings-systemerne sørgede for vand til både dyr, planter og befolkningen. Omkring hele byen ligger der terrasser, hvor inkaerne dyrkede grøntsager (de var selvforsynende), vi får forkaleret forskellen mellem de forskellige helligdomme, osv. 

Da guiden har forladt os tager vi hele området en gang mere og nyder i ro og mag de flotte detaljer, får taget en masse fotos også med vores egne alpakaprodukter, så der skal nye billeder på Frisenvangs webshop.



Praktisk information:
  • Vi aflægger Peru et besøg i august måned, højsæson for besøg i Andesbjergene til trods for at det er vintertid på den sydlige halvkugle. Machu Picchu ligger i den ene ende af ”Den Hellige dal” modsat de peruvianske Andesbjerges hovedby Cuzco. Man kan kun komme ind til Aguas Calientes som ligger for foden af Machu Picchubjerget med tog, så det er vigtigt at bestille togbillet så snart rejsen er på plads.
  • Der var under vores besøg en vis usikkerhed om der var restriktioner på adgangbilletter til Machu Picchu, hvilket var ved at skræmme livet af os, da vi ikke havde bestilt billetter hjemmefra. Det vi til slut fik at vide var, at 50% af alle adgangsbilletter sælges via nettet og af rejsebureauer i Cuzco og Lima. De restende billetter sættes til salg i selve Aguas Calientes dagen før man ønsker adgang til Machu Picchu citadellet, så vi fik uden problemer købt vores billetter. Næste gang køber vi dog billetter på forhånd, usikkerheden var ulidelig indtil vi stod med vores adgangkort i hånden.
  • Køb billetterne her
  • Netkøb er også den eneste måde du kan få studierabat på. Der gives dog også studierabat hvis du køber billetten i Aguas Calients. Men der dur danske studiekort desværre ikke. Man skal have et internationalt studiekort, ICIS, som koster penge, og som kan købes om du er studerende eller ej. 
  • Hvis du køber din billet til Machu Picchu i Aguas Calients skal du gøre det i Cultural Center som ligger meget tæt på byens lille Torv. Husk endelig dit pas både når du køber billetten og også ved selve indgangen til Machu Picchu. Indgangen koster ca. 60$.
  • Man kan gå op ad bjerget fra Aguas Calientes til Machu Picchu. Det er en smuk men også en pænt hård tur, da man går på små stier og trapper og det går stejl opad. Turen tager knap 2 timer hvis man går pænt til. Første gang Marianne besøgte stedet gik hun både op og ned. Fordelen er, at så sparer man 19$ til bussen og man skal ikke vente i den ofte meget lange kø til bussen. Hvis du tager bussen så skal billetten købes i det lille skur lige overfor selve stoppestedet, husk igen dit pas ellers sælger de dig ikke nogen billet.
  • Vi havde på forhånd booket en privat guide og dette kan varmt anbefales. Vi betalte ca.  350 kr. for de ca. 3 timer turen varede. Vores guide talte vældig godt engelsk og han fik sneget os ind i buskøen sammen med en gruppe, det sparede os for mindst 1-2 timers ventetid (vi havde dog lidt dårlig samvittighed overfor de mange mennesker som havde stået i kø i mørket og ikke nåede op til at se solen stå op). 
  • Det var temmelig koldt i de tidlige morgentimer for foden af bjerget, så vi var godt klædt på med mange lag tøj. Det viste sig dog at være ret varmt på toppen af Machu Picchu bjerget, hvor solen bare bager ned, så efter meget kort tid stod vi med alt tøjet som vi så skulle bære rundt. Der er et lille opbevaringsted udenfor gaten. Det koste 10 kr. at få opbevaret en rygsæk. Man skal også udenfor gaten for at gå på toilettet. Det koster 2 soles, så sørg for at have rigeligt med småpenge med. Man må gå ud og ind ad gaten 3 gange på samme Machu Picchu-billet.
  • Vand kan kun købes i en drikkeautomat. En flaske koster omkring 7 soles så igen sørg for at have nok småpenge med. Medbring din egen mad og snacks. Der er et meget dyrt hotel med en tilsvarende dyr restaurant. Det er fantastisk at nyde en sandwich eller bare lidt chokolade siddende på en inka terrasse med udsigt ud over Machu Picchu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar