lørdag den 25. juli 2015

Peru: Maden


Da vi har ”udvidet” familie i Lima har vi gennem de seneste år fået indblik i de mange skønne ting, det for mange ukendte land, gemmer på. Inkaerne og deres historie kender mange af os, men det er en godt gemt hemmelighed, at man spiser absolut fantastisk mad i Peru.

Dette land rummer det meste: En lang kystline med direkte adgang til Stillehavet, bjerge, køligt klima i bjergene, varmt klima ved kysten og Amazonas, ørken og regnskov. Desuden råvarer af høj kvalitet kombineret med en tung kultur og stor respekt omkring det man putter i munden. Perus køkken er inspireret af maden i Japan, Kina, Spanien, Afrika og Sydamerika generelt og det er en meget vellykket cocktail, som jeg vil betegne som raffineret og enestående.

Alle steder i Peru er kartofler og majs i højsæde og der findes et utal af forskellige varianter, som hver især har helt deres egen rolle i madlavningen. På en tur rundt i Peru møder man en del af dem serveret til de retter, de nu engang passer bedst til. Den kæmpestore, blege og melede majs serveret til ceviche eller med frisk ost, den intense lilla majs brugt i en læskende drik Chicha Morada,

 

Peru siges at have over 500 forskellige kartoffelsorter og som med majsen bruger man en bestemt sort til en bestemt ret. Faste ristede kartofler på 10 måder og de melede varianter lavet til en fin mos i det der under vores rejse bliver én af mine yndlingsspiser, Causa, – et lille tårn af presset cremet kartoffelmos med lag af lækkert fyld som feks. krabbe, avocado, stegt alpaca eller kylling.



Og så den gode nyhed, det er rigtig billigt at spise i Peru. Mange restauranter har frokostmenuer af ganske god kvalitet og til meget små penge typisk fra 20-40 kr. for 3 retter. Vi bliver advaret mod de helt billige på 10-14 kr, da renligheden på de meget billige restauranter ikke altid er god.

En tur på markedet er for en madelsker som mig det rene slaraffenland. Fiskeafdelingen bugner med kæmpe kammuslinger, rejer, blæksprutter, søpindsvin, de største knivmuslinger jeg endnu har set, fisk af alle arter. Her dufter ikke af andet end friskt hav, der er ingen ubehagelig fiskelugt . Markedet summer af liv, og da man i Peru ikke har det samme sociale netværk, som vi har i Danmark, ser man i mange af boderne små børn, som er med mor på arbejde – formodentlig hver dag. De opfører sig pænt bliver i den bod de hører til og synes at indfinde med, at dette er en del af hverdagen.

 

I Lima spiser man meget fisk og skaldyr og det er og smager så frisk, at det man kan græde over, at det er så svært at få ordentlig fisk til fornuftige penge i vores Danmark, som er omkranset af vand. Nationalretten ceviche fås stort set på alle restauranter, og vi spiser den med stor glæde en del gange Vi får desuden fremgangsmåden demonstreret i hjemmekøkkenet hos vores ”familie” Augusto og Mercedes.

Cheviche er ganske let at lave. Rå fisk i terninger, finthakket chili, hvidløg, hakket frisk koriander, salt og så masser af frisk og sød limesaft, som man desværre kun får den, når man er på de varme breddegrader. Det hele marinerer i 15-30 min. hvorved den rå fisk bliver ”kogt” af syren i limesaften. Herlighederne serveres på klassisk vis med salatblade, tynde ringe af rødløg, store melede majs, små ristede majs (minder om upoppede  pop-corn) og søde kartofler – mums.


Og så er vi blevet totalt og aldeles afhængige af Pisco Sour som drikkes alle steder og omtrent på næsten alle tider af døgnet. Pisco er Perus svar på vores snaps, den er destilleret på druer og er  meget ren i smagen. Den drikkes så vidt jeg ved ikke rent men bruges typisk i drinks. Pisco sour mixes af pisco (og der kommes ret meget i) limesaft, limesirup, æggehvide og knust is. Alt fyldes i blenderen og så kan herlighederne hældes i et glas stænkes med et par dråber angostura og så kan man gå ombord i den bedste smagende cocktail jeg endnu har fået. Ved ikke om det var varmen eller sammensætningen af lime og æggehvide der gør, at den relativt kraftige drink ikke slå benene væk under os.

Vi oplevede peruvianerne som generelt meget hæderlige mennesker, men som alle andre steder i verden anbefales det at efterse restaurantregningen grundigt. Visse restauranter og også dem der ligger i den dyre ende lægger de mærkeligste ting på regningen, og håber på det ikke bliver opdaget – og læser du ikke spansk kan det være svært at gennemskue. Et typisk trick er at skrive knive (cuchillo) på regningen, en ekstra post som kan beløbe sig til adskillige soles, et sted oplevede vi at der på den måde blev lagt 1/3 på regningen.


Restauranter i Peru:

Lima
Alfresco - Lækker fisk
AmaZ - Mad fra Amazonas

Arequpia
Gode restauranter

Aguas Calientes
Indio Feliz

Cuszo
Morena

Ingen kommentarer:

Send en kommentar