fredag den 20. januar 2017

Rom: Moma en fantastisk oplevelse med det nyere italienske køkken

Italienerne er fantastisk gode til at begejstre os igen og igen, når vi kaster os over de klassiske retter: Antipasti i alle afskygninger, pastaretter, pizzaer og alt det andet som vi holder af. Kokkene i italien og de dygtige hjemmekokke for den sags skyld også, er eminente til at lade de gode råvarer tale deres eget sprog og en helt enkel ret kan få fuglene til at synge. En af de bedste forretter jeg endnu har fået i Italien bestod af rå tyndt skivede champignon med en fantastisk citronolie over, høvlet parmesan og masser af friskkværnet peber.

Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde for alvor har spist en middag i Italien, hvor det nyere køkken eller italiensk med et twist er herskende. Derfor er jeg lykkelig over, at den første oplevelse med nyere italiensk mad bliver på Moma.

Moma ligger i en sidegade til Piazza Baberini og for os en lille gåtur på 10 min fra den lejlighed, vi bor i. Vi har bestilt bord hjemmefra da middagen finder sted d. 25. december. Men det er umiddelbart altid en god ide at bestille bord på denne populære restaurant.

Restauranten er enkelt udsmykket og ved ankomsten går man direkte ind i baren, som ligger i stueplan. Vores bord er endnu ikke klar, så vi bliver budt på et glas  italiensk mousserende vin på husets regning. Ca. 15 forsinket bliver vi vist op til vores bord på første sal.


Mens vi hygger os med menuen, får vi serveret en række dejlige små appetizers og allerede her kan vi regne ud, at aftenen vil blive en god madoplevelse.

Der er primært mindre retter på menuen, og vi vælger at bestille en række af disse og så dele dem imellem os, så vi begge kan smage det hele.
Alle retter er fantastiske, klassikere men med et twist. Dog skal specielt 2 serveringer fremhæves her på bloggen.
En stor skål med den skønneste suppe, vældig godt legeret med fløde og så med et perfekt porcheret æg i. På toppen bliver der høvlet masser af frisk trøffel og parmesan. Denne ret er helt enestående med et perfekt samspil mellem æg, fløde og trøffel.

Den næste ret er også relativ enkel, men den er så god, at jeg uden tvivl snarest skal prøve at eftergøre den hjemme.

Hjemmelavede pastamuslinger på en bund af cremet Foie gras. Ikke en stærkt smagende levermousse men meget mild og cremet i smag og konsistens. På toppen er der drysset masser af tørrede jordbær  i pulverform. Kombinationen af den fede foie gras og de sødlig/syrlige jordbær er ganske genial. Og så er serveringen enkel og smuk at se på. Eneste lille minus for os danskere er, at italienerne spiser deres pasta "halvrå ", der var ifølge vores smag for meget "bid" i denne ret.

Jeg vil mene, at denne restaurant er et must, når man gæster Rom. Prisen ligger i den højere ende, men en middag her er klart til at betale. Vi slipper med 170 Euro for 2 personer inkl. en dejlig flaske vin og masser af vand.
Vi har hos Moma haft en helt fantastisk madoplevelse, som vi sjældent glemmer.

Via di S. Basilio, 42/43

Besøgt vinter 2016

Ingen kommentarer:

Send en kommentar