Vores møde med
”Skovmennesket”
Den sidste regnskovstur foregår i den nordøstlige del af
Borneo, som nås med endnu en kort flyvetur. Vi har nået en af turens
højdepunkter, et besøg i Sepilok på et rehabiliteringsområde for de truede
orangutang aber. Orangutang betyder ”skovens menneske” på malaysisk, og den er
den eneste menneskeabe, der bor udenfor Afrika.
I Sepilok lever aberne frit i
regnskoven, men de kan komme til et bestemt fodringsted hver dag, hvor der
bliver serveret frugt og andre lækkerier. Det er denne fodring, vi er så privilegerede
at få lov til at opleve. Der er ingen garanti for at se aber, og vi venter i
spænding på, at der forhåbentlig dukker nogle op.
Før vi tager til fodringsstedet ser vi en lille dokumentar om stedet, og får en smule reklame, fx. kan man "adoptere" orangutang unger, og støtte med et vis antal hver måned.
Herefter begiver vi os af sted mod fodreplatformen, før vi indtager området må vi spritte hænderne af. Vi deler 97% arvemasse med de udrydningstruede orangutanger, og de kan få de samme sygdomme som os. På vejen ser vi da også lige Borneos farligste slange hænge 2 meter fra os i et træ. "Hvis du bliver bidt er du død på 15 minutter" fortæller guiden... Hyggeligt..
Vi er heldige,
fordreplatformen får i første omgang besøg af 3 aber, og lidt efter kommer én
mor med den sødeste lille unge på maven.
Helt høje af denne store oplevelse, kører vi mod
Kinabatangan floden, hvor vi skal tilbringe de næste par dagen. Palmeolie er en
meget vigtig indtægtskilde for Borneo og hovedparten af vejen, har vi udsigt til
palmer så langt øjet rækker.
Mødet med krokodillen, næseaben og regnskovens igler
Vi bliver sejlet ned ad Kinabatangan floden og ankommer til
Borneo Natur Lodge.
I løbet af de næste par dage er vi på 3 skønne flodsafari ture
og ser så mange dyr, at det langt overgår, hvad vi på forhånd havde turdet
drømme om.
Vi har vores egen båd og egen guide, og de er begge fantastiske til at spotte dyr. Vi lærer også hurtigt hvordan man kan spotte aberne. Efter flere timers sejlads ned af floder, med regnskov på begge sider, kan man sagtens se når bevægelsen i træerne bare er vind, eller et stort dyr, som aberne. Vores første tur, er eftermiddagen hvor vi ankommer - og vi er begge enormt overrasket over både at have set masse af næseaber, næsehornsfugle og de frække makakaber - både kort- og langhalede.
Man sejler helt helt tæt på, og er ofte kun få meter fra, nogle gange sidder de i træer lige over os, eller i græsset lige foran.
De følgende dage, kommer vi også tæt på bl.a. krokodiller og slanger og alle mulige slags fugle. Vi oplever Borneos meget
løjerlige skabning næseaben, som er utrolig fascinerende, og meget menneskelig. Mere menneskelig end orangutangerne. Denne abe findes kun på Borneo, og vi får os et
godt grin, hver gang vi passerer et træ fyldt med ”the dutchman”, som den så
humoristisk kaldes af Borneos egen befolkning. Næseaben har en stor flad næse,
som fylder en stor del af ansigtet. Den ellers slanke abe er forsynet med en
lille ølvom, og siddende i toppen af træerne med skrævende ben, ser de nysgerrigt
ned på os, når vi sejler båden ind under de træer, de sidder i. Aberne er meget
menneskelige at se på og minder mildest talt om en drukkenboldt, der har siddet
lidt for længe på det lokale værtshus. Næseaberne er fantastiske springere, meget akrobatiske og
hopper behændigt fra trætop til trætop ofte med en unge på maven, som moren
blot holder om med det ene forben. Det er fascinerende at se på.
Før afrejsen fra Danmark har vi læst om den hyppige
forekomst af igler i Borneos regnskov. Vi har også ladet os fortælle, at disse
små, men meget generende skabninger, ikke lader sig holde ude af hverken sko eller tøj, men alene kan holdes væk ved, at man iklæder
sig såkaldte iglesokker. Vi er meget lettede, da vi på de første besøg i
regnskoven får at vide, at vi ikke skal være nervøse for at møde disse ret
klamme dyr. Derfor har vi under vores besøg ved floden ladet vores iglesokker
ligge i kufferten, som nu befinder sig i Kota Kinabalu. Det viser sig at være
en dårlig disposition, for regnskoven langs floden er hjemsted for rigtig mange
igler. Heldigvis har hotellet gummistøvler, vi kan låne, og iklædt sådanne i
overstørrelse begiver vi os med godt mod på en vandretur gennem regnskoven. Vi
møder meget hurtigt de første igler. De sidder på de grønne blade i knæhøjde og
venter blot på at kaste sig over os, så de kan suge sig fast og dermed starte
et ”blodbad”. Iglerne bliver tiltrukket af den menneskelige varme, så i dag
hedder det herrerne først. Vi lader guiden føre an, så han kan lokke iglerne
frem, hvor vi kan se dem og dermed kan gå i en bue udenom, hvilket dog til
tider er svært i den meget tætte urskov. Vi klarer turen uden angreb fra blodsugere
eller dvs. næsten, for da vi lettede sætter os til rette i båden efter gåturen,
piller guiden en igle af Lines ryg, heldigvis inden den når at suge sig fast.
Besøgt forår 2014
Besøgt forår 2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar